-
Review | The Ward
Wes Craven er dog ikke den eneste, som er kommet ud på et sidespor, John Carpenter vil også have en del af “hovsa, nu er jeg lige pludselig blevet talentløs”-kagen. Carpenter er manden bag klassikere som Halloween, The Thing, The Fog, Escape from New York og Assault on Presinct 13. I de sidste to årtier har han ikke lavet andet end at tilsvine hans ry som en Master of Horror med elendige film som Vampires, Ghosts of Mars, Village of the Damned, Escape from LA og med The Ward har han virkelig nået bunden. The Ward er den anden film i år, som formår at besudle det gyldne koncept af…
-
Review | The Rite
Det er som sagt, ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke tror på gud, ånder og al den slags. Men det burde ikke stoppe min evne til at værdsætte film om religion, exorcisme og lignende, så længe filmen formår at fortælle sin historie på en overbevisende måde. Det er ikke meget anderledes end eksempelvis science fiction film. Der er her hvor The Rite, endnu en exorcist-film om en præst med en haltende tro, falder til jorden. Den vandre på fin linje mellem kedelig og latterlig, ligegyldigt hvilken side den træder til, så taber man som seer. Som det ofte er tilfældet i film om dæmoniske besættelser, så ligger skuespillet konstant på…
-
Review | Red State
Det er ikke nogen hemmelighed, at Kevin Smith ikke er en tilhænger af religiøse ekstremister. Han og diverse af den slags har stødt sammen flere gange, mest markant efter den religiøst-betonede Dogma. Jeg er skam heller ikke en fan af religiøse ekstremister eller af religion, for den sags skyld, men der er forskel på hvordan man håndterer det. Kevin Smith gør det oftest på en lettere sjusket og prædikende måde. Samtidig er Smiths film hovedsagligt kendt for deres humoristiske dialog og nærmest intet andet. Derfor er Red State både den mest logiske og den mest uventede film kommende fra Kevin Smith. I modsætning til alle hans tidligere film, som var…
-
Nights of Horror Classics: The Horror Franchise
Efter at jeg langt om længe fik lagt Saw serien i graven, tog jeg et lille gennemsyn af de mange horrorfranchises, vi har fået igennem tiderne og en ting er sikker, kvalitet er en sjældenhed. Langt de fleste franchises har én, højst to, gode film og resten er hovedsagligt noget skrammel. Franchises som Friday the 13th, The Exorcist, Halloween, Candyman, Hellraiser, Nightmare on Elm Street og Texas Chainsaw Massacre er nogle af de mest kendte, men hvis man graver dybere ned i deres efterfølgere, så er der sgu ikke meget at råbe hurra for. Nogle serier, som f.eks. Piranha og Leprechaun, kan man endda diskutere om indeholder nogle gode kapitler…
-
Nights of Horror Classics: Found Footage
Selvom kvaliteten af det found footage i Paranormal Activity ikke var overvældende god, så behøver man ikke at smide genren på porten endnu. Normalt er jeg hurtig til at kalde genren for et gimmick, men der er alligevel en god håndfuld af film, som jeg vil anbefale. Der er selvfølgelig filmen, som startede hele trenden. The Blair Witch Project ligger stadig standarten for mange af de found footage film der udkommer, selv efter 10 år. Omkring samme tid, endda lidt før, udkom en anden found footage film. The Last Broadcast havde premiere i 1998 og den er nok ikke husket af ret mange, men jeg kunne rigtig godt lide den.…
-
Review | Paranormal Activity 2
Paranormal Activity 2 gør op med strukturen fra den første film, ved at bruge flere kameraer og det faktum, at der rent faktisk også kan foregå noget om dagen. Det ændre dog ikke ved, at jeg stadig ikke syntes at det er skræmmende på nogen måde. Jeg kan egentlig godt lide hvordan disse film er lavet og finder det underligt interessant at se på, men uden uhyggen er det ikke meget af en horrorfilm. Paranormal Activity filmene overlapper, lige som Saw filmene, hinanden. Her virker det dog mere gennemtænkt, end det gjorde i Saw, og det er faktisk det mest interessante element i filmen. Begge film har uheldigvis jævnt dårlige…
