-
It’s X-Mas, Yo! Part IX
Det er overraskende svært at finde gode julefilm, men bestemt ikke på grund af mangel på udvalg i genren. Der er selvfølgelig klassikerne, men dem har jeg jo set, et utal af gange. Når man leder igennem syndfloden af nye usete titler som bliver promoveret hvert år, er det tydeligt at en julefilm er primært enten sukkersøde og dårligt animerede børnefilm eller pladderromantiske Hallmark dramaer og chancen for at den slags hjælper mig mod det gode julehumør, er forsvindende lille. Efter lang tids søgen, fandt jeg dog et par stykker, så 2018 bliver endnu et år hvor jeg slipper for at skrive om den mere og mere trivielle og kedelige…
-
Review | Revenge
Det har været enormt moderne over de senere år at tage på filmisk hævntogt, men det er ofte blot en undskyldning for at aldrende mandlige skuespillere stadig kan være med i actionfilm. Sådan har det ikke altid været og det behøver det heller ikke at være nu.
-
20 Years of GaGa: The One About Never Again
For det meste holder man sig væk fra en film fordi den har Adam Sandler på rollelisten, er instrueret af Uwe Boll eller produceret af The Asylum, men nogle gange holder man sig væk… fordi man er bange.
-
20 Years of GaGa: The One About Garcia Fucking Hotspur
Det kan godt være svært at introducere en ny karakter, men hvis man starter med sætningen “My name is Garcia fucking Hotspur, hunter of demons and slayer of pendejos like you!”, så har man min opmærksomhed…
-
Review | The Belko Experiment
Succes åbner en masse døre og kan gøre mange ting muligt, men succes er på ingen måde et kvalitetsstempel og bare fordi man er succesfuld behøver ikke at betyde at man står for noget af værdi. I 90’erne stod der “presented by Quentin Taratino” på en spandfuld videocovers, men kvaliteten var forsvindende lille. I 00’erne stod der “Eli Roth” bare fordi Hostel fandt et publikum, men kvalitetsniveauet var endnu lavere. Nu skriver man “Michael Bay” som om det skulle betyde noget…
-
Review | Underworld: Blood Wars
“I have lived beyond my time. Another new moon in 1000 years of new moons and I do not care to see it”
-
Review | Spring
Racehunde er majestætiske væsner med dyre stamtavler og avlet til at blive promineret frem og tilbage på store, glamourøse shows, men ofte er der mere karakter og sjæl at finde i det gadekryds man har købt billigt på det lokale marked. Det er selvfølgelig et metafor for filmindustrien, forholdet mellem gigantiske Hollywood film og væsentligt mindre indiefilm. Det er en lettere forceret beskrivelse af den bevægelse der har været gennem industrien i løbet af de seneste år og hvorfor vi bør være lykkelige for den tid vi lever i. Over de seneste år, har flere indiefilm med succes blandet jordnære og troværdige karakterdrevne dramaer med elementer normalt kun set i…
-
Review | The Conjuring
Det gør ondt helt inde i sjælen, at skulle indrømme dette, men måske har jeg ikke altid ret, måske er jeg for hurtig til at dømme folk, måske burde jeg slet ikke nyde at lave en liste som opfordrer folk til at gå på pension. Jeg havde for længst afskrevet James Wan som leverandør ligegyldige gyserfilm til den laveste fællesnævner. James Wan slog igennem med den første Saw og selv om jeg ikke kan klantre ham for at starte en ussel franchise, så var seriens første kapitel højst halvdelen af en god film. Derefter lavede han Insidious og Dead Silence, to film som perfekt beskriver hvad jeg hader allermest ved…
-
Grave Encounters
Jeg er, ligesom de fleste horror fans, ved at være rigtigt træt af found footage genren. Udover at filmene som regel er intentionelt grimme, er der en del iboende problemer i genren. De største af disse er: – Hvis der er interview eller klip med overlevende, ved vi som seer fra starten af at vi ikke behøver at frygte noget når de karakterer tilsyneladende er i fare. Vi ved de klarer den, og det dræber gyset. – Hvis alle er døde sidder vi bare og venter på de dør. Vi ved måske ikke hvordan de dør, men det fjerner stadig en del af spændingen at vi på forhånd ved at…
