Nights of Horror Classics: The Horror Franchise
Efter at jeg langt om længe fik lagt Saw serien i graven, tog jeg et lille gennemsyn af de mange horrorfranchises, vi har fået igennem tiderne og en ting er sikker, kvalitet er en sjældenhed. Langt de fleste franchises har én, højst to, gode film og resten er hovedsagligt noget skrammel. Franchises som Friday the 13th, The Exorcist, Halloween, Candyman, Hellraiser, Nightmare on Elm Street og Texas Chainsaw Massacre er nogle af de mest kendte, men hvis man graver dybere ned i deres efterfølgere, så er der sgu ikke meget at råbe hurra for. Nogle serier, som f.eks. Piranha og Leprechaun, kan man endda diskutere om indeholder nogle gode kapitler overhovedet.
Hvis jeg skal anbefale en lille håndfuld, så er det svært at komme udenom George Romeros Dead franchise. Alt efter hvilke film man tæller med, så indeholder serien et sted mellem 6 og 9 film. De tre første, Night, Dawn og Day of the Dead, er uden tvivl de bedste men efter det, kørte Romero lidt af sporet med Land, Diary og Survival of the Dead. Men udover de originale, så kan Zack Snyders remake af Dawn of the Dead også anbefales. Blandt de få andre gode serier, kan Ginger Snaps nævnes. Den første Ginger Snaps var en fantastisk varulve-film og selvom de to efterfølgere ikke når den originale til sokkeholderne, så tager de alligevel historien til nogle interessante steder. Til sidst, vil jeg også nævne Sam Raimis Evil Dead serie, en af de få franchises hvor toeren rent faktisk er bedre end etteren. Evil Dead: Dead by Dawn er og bliver en klassiker og selvom Army of Darkness er mere komedie end den er horror, så er den klart værd at se.