-
Not My Cup of Tea
Jeg ser mange film og jeg syntes selv, at jeg er åben for alle genrer og typer af film. Min filosofi med næsten alt hvad jeg laver, er en konstant søgen efter et eller andet interessant, uanset hvilket medie det er. Derfor forsøger jeg at gribe så bredt som muligt og jeg syntes selv, at jeg giver de fleste ting en chance, men nogle gange fungerer det bare ikke. Nogle gange må jeg bare anerkende, at der er nogle ting som bare ikke er egnet til mig. Jeg snakker ikke om ting som eksempelvis Live fra Bremen eller Alle for Én, fordi selv om det er klart at disse ting…
-
Review | Frankenfish
Jeg elsker monsterfilm, der er et eller andet fantastisk ved dumme karakterer stå ansigt til ansigt med en fuldstændig latterlig overmagt. Der findes selvfølgelig mere seriøse monsterfilm, men det er nogle gange mere underholdende ved den klassiske b-film version som egentlig bare er en slasherfilm med et monster i stedet for en mand med en kniv. Men monstrene er jaget vildt og er efterhånden ved at blive truet filmrace, det er mere og mere sjældent at man ser et reelt interessant monster i sine naturlige omgivelser, nemlig i bunden af en videobutik på en støvet dvd. Jeg er godt klar over, at der kommer massevis af monsterfilm fra selskaber som…
-
Review | Nothing
Mange kendte filminstruktøre har små glemte film på deres cv, fra tiden før de slog igennem og mange gange har de overraskende lidt at gøre med hvad de senere er blevet kendte for. Alex Proyas blev kendt for dyster sci-fi i Dark City, Brandon Lees død i The Crow og Apple-robotter i I, Robot men et sted imellem dem lavede han, Garage Days, en fjollet lille ungdomskomedie. Før alt handlede om hobbitter for Peter Jackson lavede han usandsynligt blodige splatterfilm som Braindead og før David Gordon Green blev opslugt af en hashrus af plathumor, lavede han gribende dramaer som George Washington og All the Real Girls. Før Vincenzo Natali skabte…
-
Review | Wreck-It Ralph
Jeg finder det ganske bemærkelsesværdigt, at vi er en del af en hel generation som har vokset op med computerspil, men der er stadig overraskende få film som integrerer det element som en del af deres fortælling. Jeg tænker selvfølgelig ikke på de mange og ofte forfærdelige filmatiseringer af spil, men mere på film hvor det er en vigtig del af handlingen eller hvor det lige frem er filmens omdrejningspunkt. Tilbage i 80’erne, hvor computerspil stadig var nyt og en forholdsvis lille del af kulturen, fik man da film som The Wizard, WarGames og Tron, men som tiden er gået og spil kun er steget i popularitet, indtjening og har…
-
Review | Seven Psychopaths
Martin (Colin Farrell) er forfatter og arbejder på et nyt manuskript. Han er dog ramt af en slem skriveblokade og drikker p.t. mere alkohol end han skriver ord. Det bliver bestemt ikke bedre, da han pludselig finder sig i midten af hans vens lyssky hundekidnapnings-forretning og jagtet af mafiaen. For at gøre slemt værre, så begynder alskens psykopater at dukke op fra de mørkeste afkroge af byen. Flere instruktører slår igennem med deres første film, men derefter kæmper mange for at bevise, at det ikke bare var begynderheld og at de har mere end én god film i ærmet. Mange fejler og forsvinder langsomt ud i mørket. Efter Martin McDonagh…
-
2012: Best Comedy
Det siges, at latter er sundt. Hvis det er tilfældet, burde der så ikke være nogen, der skulle gøre noget ved den syndflod af sundhedsskadelige komedier som strømmer ud af fra Hollywood. Den overordnede kvalitet er meget værre i komedier end i nogen anden genre (måske med undtagelse af dansk animation) men humor er selvfølgelig individuelt og svært at diskuterer, det er kvalitet bare ikke
