-
Epic Hangovers
Kunsten at ramme en tone rent, er mindst lige så vigtigt i film som det er i musik. Hvis forsangen synger pivfalsk, er det praktisk talt umuligt for resten af bandet at redde sangen og det samme gør sig gældende for film. The Hangover Part III er en af de mest tonedøve film i meget lang tid. Den originale Hangover var en forfriskende manisk, sjov og underholdende R-rated komedie. Den blev et overraskende stort hit, så selvfølgelig skulle historien fortsættes, selvom den egentlig var slut. The Hangover II var mere af det samme, bare iscenesat andetsteds og væsenligt mindre sjov. The Hangover Part III forsøger i det mindste noget nyt,…
-
Review | Pain & Gain
Michael Bay har altid lavet store, dumme macho-actionfilm og for en tid virkede det. Bays tidligere film så som Bad Boys og The Rock har jeg set et utal af gange, og jeg er faktisk også et af de få mennesker som godt kunne lide The Island. Efter de seneste års idiotiske og elendige Transformers film, blev min tålmodighed voldsomt testet og jeg var faktisk lige ved at afskrive Bay helt, men så ansætter han Dwayne “The Rock” Johnson og jeg var jo nærmest tvunget til at give ham en ekstra chance. Pain & Gain er den “sandfærdige” historie om tre bodybuildere som jagter The American Dream. Ingen af dem…
-
Clear Elysium
Efter den fremragende District 9, har forventningerne til noget nyt fra Neil Blomkamp, været skyhøje. Jeg gik i biografen med håbet om, at Elysium kunne løfte forventningens tunge burde, men desværre blev jeg skuffet og man kan også stille spørgsmåltegn ved hvor nyt det egentlig er. Elysium kunne lige så godt foregå i samme univers som District 9, historien og omgivelserne har mange visuelle og tematiske ligeheder. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting (udover at Blomkamp har udtalt at filmene ikke hænger sammen på nogen måde), men det er bare ikke så friskt eller effektivt som det var den første gang. Neil Blomkamp er fantastisk til at opbygge en…
-
Review | The Way, Way Back
Nogle skuespillere har gjort karriere af, at stjæle billedet i enhver scene de er med i, ligegyldigt hvor lille deres rolle er. Det giver ofte scenerne større værdi, nogle gange til en grad hvor scenerne er mere mindeværdige end resten af filmen. Skuespillere som Jeff Goldblum, John Goodman og Steve Buscemi gør det ofte. Begyndelsen af The Dark Knight ligger tydeligt i hukommelsen på grund af William Fichtners rolle som panikslagen bankmand og Premium Rush er værd at se, alene på grund af Michael Shannons kugleskøre præstation. I The Way, Way Back stjæler Sam Rockwell showet fra første sekund han træder ind i billedet. Han er umanerligt sjov og charmerende…
-
The Haunted Burt Wonderstone Movie
Inden man får set sig om, så er halvdelen af året gået og man fanger sig selv i at fundere over hvor tiden dog blev af. Der er skrevet alt for lidt her på siden, af forskellige tids- og humør-slugende grunde, men jeg arbejder på at gøre op med de manglende bogstaver. Jeg har dog stadig set en del film og vil derfor lige smide et par korte bemærkninger efter dem. I jagten på det glade sommerhumør, er der røget en håndfuld komedier på grillen, men vanen tro har der ikke været det store at råbe hurra for. The Incredible Burt Wonderstone bød på et setup fuld af muligheder og…
-
Review | Warm Bodies
Zombie-epidemien er en altædende sygdom som truer med at fortære alle medier. Både film, bøger og computerspil kæmper en tabende kamp mod udøde horder og musikindustrien er den eneste som slipper fra sygdommen med helbredet i behold. I min erfaring er der forsvindende få musiknumre som handler specifikt om disse udøde væsner, men man kan selvfølgelig argumentere at størstedelen af popmusikken er skabt til zombier. Det er blevet et sikkerhedsnet som forfattere, medierne over, kan falde tilbage i hvis de sidder fast i en historie. Hver gang man mangler en trussel, et tema eller en bevægegrund, så er der gode odds for at det ender med at være zombier. Det…
