It’s X-Mas, Yo! Part X

Nu til dags er animation sgu ikke helt hvad det var engang… men det er min julestemning heller ikke.

Jeg elsker animation, alle former for animation, men traditionel animation har altid haft en plads i mit hjerte. I disse tider er der dog enormt langt i mellem den slags. Traditionel animation, gammeldags animation eller tegnefilm om man vil, udkommer i et forsvindende lille antal, det hele skal være fancy computergenereret 3D og selvom der er flere gode, så er det bare ikke helt det samme.

Netflix har de sidste par år, i et forsøg på at være dominerende inden for alle genre, smidt mange penge efter animation. Dette har resulteret i en masse serier og da også en håndfuld reelle film, men det falder for det meste i en af to kategorier; enten anime eller ting målrettet decideret mod helt små børn. Derfor var der stor glæde da de præsenterede Klaus.

Klaus er god gammeldags tegnefilm, endda en velproduceret og smuk én af slagsen. Stilen er skarp, ren og udtryksfuld. Tegningerne er charmerende og hyggelige, og animationen er dynamisk og flydende. Nu er det jo 2019, så man slipper ikke helt for alle de der djævlens computere, men her er de brugt til at fremhæve den traditionelle stil, skabe dybde og tonesættende skygger. Det ser ganske enkelt særdeles fabelagtigt ud og det er rart at se, at der stadig er liv i de 2D billeder.

Historiemæssigt er Klaus også ret traditionel, dog ikke ment på den samme positive måde som tidligere. Det er en smule kliché og forudsigeligt, men det er jo også en julefilm, så det er man blevet vant til for længst. Til gengæld er den velkendte historie godt fortalt, stemmeskuespillet er lige i skabet og humoren er ofte dejligt morsom.

Klaus er en fremragende tegnefilm og generelt en hyggelig film for hele familien her i juletiden. Hey Netflix, det eneste jeg ønsker mig til jul, er mere af den slags.

God jul alle sammen.