20 Years of GaGa: The One About Never Again

For det meste holder man sig væk fra en film fordi den har Adam Sandler på rollelisten, er instrueret af Uwe Boll eller produceret af The Asylum, men nogle gange holder man sig væk… fordi man er bange.

Der kan være mange grunde til at man holder sig væk fra en bestemt film, om det så er manglende interesse, fornuft eller at den er baseret på ikonerne fra elektroniske tekstbeskeder. Jeg var trods alt mere end 20 år om at tage mig sammen til at se ET, fordi den var så indbundet i nostalgi at det føltes som om jeg allerede havde set den… nogle gange er man bare bange for hvordan man vil reagere på en film.

Martyrs er en af den slags, en film som jeg havde stående på hylden i flere år inden jeg fik opbygget mod til at se den. Den var en del af tidens extreme french horror film, så jeg forventede at den var modbydelig, men Martyrs var så meget mere end det. Jeg har set uendelige horrorfilm og der skal rigtig meget til at skræmme mig, selv når blodet flyder voldsomt, men… høj tolerance beskyttede mig ikke denne gang.

Ja, Martyrs var blodig, ubehagelig og chokerende, men det giver ikke filmen en plads på denne liste. Dele af Martyrs’ handling (no spoilers) borede sig ind i min hjerne, ødelagde måden jeg tænker over nogle ting og til den dag i dag som en sygelig hjernesvulst som jeg ikke kan slippe af med. Martyrs er en fremragende film som man burde se, men som jeg ikke kan anbefale til nogen som helst.