Review | Godzilla

Filmverdens største serier uddør aldrig helt, de ligger højst i dvale, ventende på et skud energi og nyt liv. Selv hvis fejlende produktioner forsøger at give en serie det endelige dødsstød, lever de fleste hårdnakket videre.

Efter usynlige biler, tvivlsomme computereffekter og Pierce Brosnans dårlige jokes truede med at dræbe James Bond, blev serien genoplivet af Martin Campbell’s Casino Royale, Daniel Craig og en mere jordnær indgangsvinkel. Efter Joel Schumacher truede med at ligge Batman i graven med pangfarver, “bat-nipples” og horrible oneliners, blev The Dark Knight genfødt i Christopher Nolan’s dystre Batman Begins.

Selv Godzilla, en af filmverdens længst kørende og mest velkendte serier, var på dødens rand efter Roland Emmerich’s højlydte og idiotiske makværk Godzilla fra 1998. Den store øgle får nu en indsprøjtning friskt blod i form af den unge instruktør Gareth Edwards, en håndfuld gode skuespillere og en ordentlig spandfuld Hollywood-dollars, og selv om genoplivelsen måske ikke er lige så succesfuld som de ovennævnte eksempler, så rammer filmen essensen af titelkarakteren klokkerent.

Gareth Edwards debuterede med Monsters, som efter Hollywood standarter var ultra lavbudget og med hans blot anden film, har han fået fri adgang til Hollywoods enorme pengekasse og står bag en af årets største Blockbusters. Det er imponerende hvor godt han klarer overgangen og jeg respekterer producernes valg, at give en uprøvet instruktør en af de største franchises. Jeg kunne rigtig godt lide Monsters, selv om jeg udmærket kan forstå hvorfor den delte vandene, men jeg syntes det var en interessant drejning på genren. Monsters var flot lavet, udfra sit minimale budget, Edwards har et tydeligt øje for kompositionen af effektskud og de egenskaber har han succesfuldt overført videre til Godzilla.

Effekterne er særdeles fremragende, de har en tilstedeværelse og tyngde som computereffekter ofte mister. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som praktiske effekter og mænd i gummidragter, men computereffekterne er tro mod Godzillas originale design og ånd. Det føltes som Godzilla, hvilket næsten betyder alt og en ting som Emmerich’s Godzilla aldrig kom i nærheden af. Godzillas ikoniske (og lettere kluntede) udseende bliver holdt i live, mens der stadig er plads til at opdatere til et mere moderne og detaljeret look.

Filmen leveres i et enormt størrelses forhold og når man ser Godzilla i hele sin herlighed, er det vanvittigt imponerende og denne version fortjener i sandhed titlen som monstrenes konge. Ligeledes er filmens lyddesign ganske fremragende, det er øredøvende og larmende, men på en god og passende måde. Godzillas brøl er næsten lige så velkendt som hans navn og design, monstret er bare ikke det samme uden den lyd. Heldigvis rammer den nye film også her tonen rent og hver gang Godzilla åbner det enorme gab og brøler for sine lungers fulde kraft, så rejser samtlige nakkehår sig og det løber én koldt ned af ryggen, det er en dejlig og underlig følelse. Godzillas brøl er, sammen med “The Wilhelm Scream” og den der eksplosions-lyd som jeg aldrig kan huske hvad hedder, blandt mine absolut favorit lyde i filmverden og heldigvis skuffer 2014 versionen af Godzilla ikke på den front.

Når alt det så er sagt, så har filmen desværre også problemer på størrelse med sin titelfigur. Som det er blevet standarten for Hollywood blockbusters nu til dags, så er filmen alt for lang, hvilket tydeligst markeres ved det faktum at man først ser det elskede filmmonster cirka 50 minutter inde i filmen. Det er bare ikke godt nok, det er fuldt ud i orden at man opbygger en verden, forsøger at komme ind under huden på de menneskelige karakterer og iscenesætter historiens omdrejningspunkt, men det er ikke acceptabelt at man skal vente næsten halvdelen af filmens spilletid før man ser den vigtigste karakter. Det er en Godzilla film, man er kommet for at se Godzilla, længere er den ikke.

Det var også et problem som mange folk havde med Monsters, måske mest af alt på grund af forfejlet markedsføring. Jeg syntes det fungerede i Monsters og jeg var faktisk interesseret hovedpersonernes rejse, men jeg kan sagtens følge folk som fandt det kedeligt eller ligegyldigt. Problemet i Godzilla er, at manuskriptet både er dumt og dovent. Karaktererne har forsvindende lidt personlighed, næsten mindre bevægegrund og befinder sig tilfældige steder, alene fordi manuskriptet kræver det. Det hjælper ikke meget, at rollelisten er fyldt med talentfulde skuespillere som Bryan Cranston (Breaking Bad), Juliette Binoche (Three Colors trilogy), David Strathairn (Good Night and Good Luck), Elizabeth Olsen (Martha Marcy May Marlene), Ken Watanabe (Batman Begins), Aaron Taylor-Johnson (Kick-Ass) og Sally Hawkins (Happy Go Lucky), hvis man giver dem intet at arbejde med.

Aaron Taylor-Johnson er ikke meget mere end et blank lærred og Ken Watanabe bevæger sig gennem hele filmen med ét enkelt måbende udtryk, på den måde han spiller videnskabsmand kunne rollen lige så være udfyldt af Steven Seagal. Bryan Cranston, Juliette Binoche og Elizabeth Olsen forsøger i det mindste, men filmen giver dem hverken nok tid eller fokus. Faktisk ville filmen være bedre, alene ved at sætte Elizabeth Olsen i hovedrollen, hun er meget bedre skuespiller og hendes kunne tilnærmelsesvis være interessant.

Det var en masse ord på begge sider af skalaen og Godzillas endelige karakter afhænger af hvordan man ser filmen. Rent som film vil den måske ikke stå til meget mere end 5 ud af 10, som en effektdreven monsterfilm underholdning kunne den godt nappe en 6’er og Godzilla film trukket igennem den store Hollywood-maskine, kunne en positiv fan måske godt fristes til at forære filmen et 7-tal.

Jeg ender nogenlunde i midten, det var en markant forbedring fra sidste gang, men desværre ikke så godt som det burde eller kunne have været… det skal dog understreges, at når Godzilla er på skærmen, så er det fantastisk.

Instruktør: Gareth Edwards  Forfatter: Max Borenstein, Dave Callaham  Medvirkende: Aaron Taylor-Johnson, Bryan Cranston, Ken Watanabe, Elisabeth Olsen, Sally Hawkins, Juliette Binoche, Richard T. Jones og David Strathairn  Udgivelsesår: 2014  Land: USA, Japan  Spilletid: 123 min