All Your Christmas… Day 7

Jeg var aldrig specielt glad for at gå i skole. Alt det med at læse bøger og tilbringe timevis på skolebænken kedet mig, selvfølgelig med mindre at det var en filmkundskabstime. Når jeg ser tilbage på skoletiden nu, fortryder jeg klart at jeg ikke fulgte mere med, men sådan er der så meget. Jeg fandt hurtigt ud af, at det kunne godt være at jeg ikke var fantastisk i timerne, men til gengæld var jeg overraskende god til at snakke med folk og overbevise dem om, at mine idéer var geniale. Dem der kender mig, er godt klar over at det langt fra altid er tilfældet, men jeg fik eksempelvis klassen i biografen for at se I Kina spiser de hunde i vores dansk-timer, fordi den er jo dansk. Vi skulle også høre Rammstein i tysktimerne, fordi det kunne jeg godt lide, men ikke nok med det, så fik jeg også overtalt læreren til at vi skulle se David Lynch’s Lost Highway fordi den havde jo Rammstein på sountracket. Jeg ved godt at det ikke giver nogen mening, men det virkede.

Jeg fik endda også overtalt min historie-lærer, som jeg havde et noget anstrengt forhold til, vi skulle jo selvfølgelig i biografen for at se Luc Besson’s The Messenger: The Story of Joan of Arc, fordi det var da historie. Til denne forestilling blev der dog smurt lidt ekstra på, fordi jeg brugte skolens penge til at købe billetter til klassekammeraterne i en side af biografen, mens jeg tog en date med og placerede os i den anden side. Det er så her, hvor jeg holder op med at være stolt af mig selv, fordi på et tidspunkt henmod filmens slutning, begynder min date at græde og halvvejs løbe ud af biografen. Jeg gjorde intet, for jeg var jo ved at se film og til den dag idag har jeg stadig ingen anelse om hvad der skete. En ting er dog sikker, jeg var og/eller er en douchebag.