GaGa's Netflix Guide

Thanksgiving Edition

Så er det endelig blevet Thanksgiving og det betyder et overflødighedshorn af god mad, efterfulgt af 9-10 timers football. Men det er jo bare mig, det er nok ikke alle der går rundt og lader som om, at de er amerikanere. Selv om man er en helt almindelig dansker, kan man stadig følge i amerikanernes fodspor og dedikere dagen til de ting som man er taknemlig for. Man kunne eksempelvis være taknemlig for, at Netflix endelig er kommet til Danmark og derfor skaber konkurrence på området. Man kan også være taknemlig for, at Netflix netop har tilføjet et stort antal film til deres katalog og ikke mindst, kan man selvfølgelig være taknemlig for, at jeg nu bringer en håndfuld anbefalinger af de bedste af de nytilkomne. Selv tak.

Sidste guide var hovedsagligt udfyldt af mørke og onde film, men sådan skal det jo ikke være på denne dag. Derfor starter jeg ud med, at anbefale den glimrende familiefilm, Bridge to Terabithia [8/10], som blander fantasi og virkelighed med fortryllende effektivitet. De to børn i front (Josh Hutcherson – Hunger Games, Zathura og AnnaSophia Robb – Soul Surfer) er endda rigtig gode, hvilket er en sjælden ting nu til dags. Er man mere til lidt drama i husholdningen, så kan jeg varmt anbefale Todd Fields gribende In the Bedroom [9/10] der byder på imponerende præstationer fra Sissy Spacek, Tom Wilkinson og Marisa Tomei. Hvis man derimod ikke er meget for romantik og intriger, så er der hjælp at hente i den intense action-thriller Infernal Affairs [9/10]. Glem alt om den amerikanske genindspilning, The Departed, den originale er meget bedre.

En genindspilning man til gengæld sagtens kan gå i krig med, er 2007-versionen af George Romeros The Crazies [7/10]. Den nye version leverer nervepirrende zombie-gys og Timothy Olyphant, Radha Mitchell og Joe Anderson i topform. Ugens humoristiske indslag bliver Armando Iannuccis sublime In the Loop [9/10], det er britisk satire af bedste skuffe og en nydelse for evhver som sætter pris på intelligent humor. Afslutningsvis kommer der et nyt afsnit af “Hvorfor fanden anbefaler du den lortefilm, det er en skændsel mod menneskeligheden?” i form af Neil LaButes genindspilning af The Wicker Man [2/10] med vores alles elskede Nicolas Cage. Det er en ganske elendig film og en absolut hån mod Robin Hardys originale klassiker, men til gengæld spiller CrazyCage så forbandet amatøragtigt, at det bliver næsten hysterisk morsomt.

Det var så det, tryk på billederne for at komme direkte videre til Netflix og kan I så have en rigtig god Thanksgiving, alle sammen.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.