GaGa's Netflix Guide

Life’s a Bitch and the You Die

I sidste uge tilbød jeg absolut ingen hjælp, med at finde rundt i Netflix’s store jungle af titler og det beklager jeg. Grunden var, at jeg prøver at finde ud af om servicen er noget som jeg personligt har brug for, men det behøver jo ikke at stoppe mig i at anbefale film til andre folk. Fordi sidste uge blev sprunget over, tilbyder jeg i denne uge dobbelt op på gode film og de er alle tilgængelige i HD.

Ugens tema dykker dybere ned i den dystre side af livet, ser på hvad nogle mennesker må gå igennem og sætter fokus på hvor langt nogle skuespillere vil gå, for at vise dette. Jeg har tilføjet links direkte til Netflix, hvis man klikker på plakaterne.

Dagens første film, Death Sentence [7/10], byder på en af Kevin Bacons mest oversete præstationer. Han spiller Nick Hume, en fredelig mand der lever lykkeligt sammen med hans familie, lige indtil uheldige omstændigheder efterlader hans liv i ruiner. Death Sentence er en hævn-film af den reneste slags, desværre er den instrueret af James Wan (Saw, Dead Silence, Insidious) så den er ikke blandt de bedste, men Kevin Bacon er fremragende og filmen bør ses alene for hans skyld.

Eden Lake [8/10] er en af den slags film som får seeren til at hade mennesker. Et ungt par, spillet af Mary Reilly og en af medlemmerne af GaGa The Movies’ helt egen Hall of Fame Michael Fassbender, der tager ud på en hyggelig lille ferie i naturen. De er dog ikke alene, da en gruppe teenagere begynder at terrorisere dem. Det starter som simple drengestreger, men det udvikler sig hurtigt og pludselig er det en blodig jagt for ovelevelse. Det er en brutal film og bør ikke ses, hvis man har håb for nutidens ungdom, men hvis man lige som mig allerede er klar til at råbe “get off my lawn!” så er den perfekt.

Længe før han trak den mørke kappe over skuldrene og blev til The Dark Knight, havde Christian Bale allerede levet dybt i skyggerne i Brad Andersons skræmmende The Machinist [8/10]. Det er en yderst intens thriller, en hvor man som seer bliver ført bag lyset og ofte er i lige så stor vildrede som hovedpersonen. Det er Christian Bales bedste præstation og et bevis på at han går helhjertet ind til hver rolle. Hans transformation til et udhungret, søvnløs og metalt forstyrret vandrende skelet, er frygtindgydende.

Før Joe Carnahan blev succesfuld i Hollywood med film som The Grey, A-Team og Smokin’ Aces, lavede han en lille effektiv og nervepirrende politithriller med Jason Patric, Ray Liotta, Chi McBride og Busta Rhymes. Narc [8/10] bliver ofte forbigået, når man snakker om moderne politi-thrillere, men efter min mening står den på ligefod med film som Training Day, Cop Land og Donnie Brasco. Ray Liotta er i topform og det er en af de få film som formår, at bruge håndholdt kamera på en god måde.

Oldboy [10/10] er ikke ligefrem overset, men det ændre ikke på, at den var med til starte den moderne bølge af hævnfilm og gøre opmærksom på Sydkorea som en stærk filmnation. Det er et brutalt mesterværk som bliver hængende hos seeren længe efter filmen er slut. Filmen kan ses som inspiration for mange siden og står også til en amerikansk genindspilning næste år med Josh Brolin, Sharlto Copley og Elizabeth Olsen på rollelisten og instrueret af Spike Lee. Som det ofte er tilfældet, så bør man dog se originalen.

Nu når det er weekend, så skader det ikke med en ekstra potion Bacon. David Koepps sublime horrorfilm, Stir of Echoes [9/10],udkom uheldigvis samtidig med The Sixth Sense og blev derfor næsten helt glemt, hvilket er en skam, for filmen er efter min mening bedre på mange punkter. Den er skræmmende, fantastisk flot filmet og så er det endnu en suveræn præstation fra Kevin Bacon. Stort set alle, har set The Sixth Sense mindst én gang og Stir of Echoes fortjener det samme.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.