From Hell & Back: The Anti-Hollywood Afterparty 4

Act of Valor er lidt et levn fra en forgangen tid, et stykke rendyrket propaganda, en film lavet alene for at rekrutere unge til det amerikanske militær. Det er ikke meget mere end et ækelt reklamespot, forklædt som en biograffilm. De har endda gået så langt, at sætte rigtige soldater i front, i et forsøg på at give deres terrorist-jagt mere realisme og det mislykkedes fuldstændigt. Men når det nu er så smagløst det hele, hvorfor her jeg så en overvældende lyst til at melde mig frivilligt til de amerikanske tropper?

De amerikanske soldater kan end ikke forveksles med revyskuespillere, for at sige det pænt, det er endda så slemt at de bliver udspillet i hver eneste scene af terroristerne, som der af gode grunde spilles af reelle skuespillere. Jeg er ikke helt sikker på, om det tælles som en sejr til de onde, men det er forfærdeligt at se på. Historien er lige så simpel og tåbelige. Hvordan kan filmen så snige sig op på de fem stjerner som jeg givet den? Det så mest fordi, at så snart der bliver råbt “oscar mike”, så er det en veludført og jævnt badass actionfilm (plus, jeg får penge fra det amerikanske militær for at skrive positive ord om filmen). Hvis man er i humøret til rendyrket action og husker at trække stikket til hjernen ud, så er Act of Valor faktisk en overraskende underholdende film. [5]

Den første Ghost Rider filmatisering, som man kan læse min anmeldelse af her, var ganske elendig og efterfølgeren er heller ikke, hvad man kan kalde en god film. Det var advarsel nummer 1. Hvis man ikke deler min forkærlighed for Nicolas “CrazyCage” Coppolla, så kan man roligt trække 2 eller måske endda 3 stjerner fra den ovenstående karakter. Det var advarsel nummer 2.

Hvis man ikke kan klare disse to advarsler, bør man ikke læse videre, men hvis man stadig er med, så må jeg sige at jeg var vældig underholdt af Ghost Rider: Spirit of Vengeance. Den nyeste film om manden med det brændende kranie, er praktisk talt to forskellige film. Den ene film er et nærmest pinlig okkult drama om en lille dreng, der tilfældigvis er satans yngel. Den anden film er tilgengæld en totalt overgearet actionfilm med fantastiske special effects, instrueret af Neveldine/Taylor skaberne af Crank og fyldt med skuespillere, der har intet imod at overspille alt hvad remmer og tøj kan holde. Nic Cage står selvfølgelig i spidsen og han er hilarious, men Idris Elba, Ciaran Hinds og en skaldet Christopher Lambert er også med på løjerne. Hvis man så bare nøjes med den ene film, så havde jeg været ovenud lykkelig, men desværre hænger de sammen. Det er en skam, men det giver én tid til at tjekke nettet, lave en sandwich eller vaske tøj i de scener som indeholder hverken action, mænd der brænder eller Nicolas Cage. [6]

2012 skulle være det helt store breakout år for Taylor Kitsch, lige som det var intentionen med Sam Worthington i 2009 (Avatar, Clash of the Titans og Terminator 4). Den forholdsvis ukendte skuespiller, han havde tidligere været med i tv-serien Friday Night Lights og spillede Gambit i X-Men Origins: Wolverine, stod lige pludselig med centrale roller i 3 Hollywood storfilm. Der var filmen baseret på Hasbro’s kendte spil Sænke Slagskig, Battleship, så det var vel ikke den store overraskelse, da den film fejlede fælt. Film nummer 2 var Savages, Oliver Stones desperate forsøg på at genfinde noget af vildskaben fra hans tidligere film, det mislykkedes og kan nemt betegnes som den dårligste film på hans CV. Den tredje film var, med flere hundrede millioner dollars fra Disney i ryggen, filmatiseringen af John Carter of Mars. Filmen tjente ingen penge og er en af de største fiaskoer nogensinde, hvilket er lidt af en skam for, hvis man ser bort fra Taylor Kitsch, så er John Carter faktisk ganske udmærket. Den er fyldt med flotte effekter, eventyr og gode skuespillere (så som Bryan Cranston (Breaking Bad), Dominic West (The Wire), Willem Dafoe, Thomas Haden Church, Mark Strong, Ciaran Hinds og Samantha Morton). Men en film bliver næsten altid bygget rundt om sin hovedperson og Taylor Kitsch er totalt intetsigende og blank i rollen som John Carter. Præcis lige som med Sam Worthington, så prøver studierne med vold og magt at gøre Kitsch til en stjerne, men det virker bare ikke. Det er muligt, at han er en nydelig ung mand, men han besidder bare ikke skyggen af talent. [6]