Review | Jonah Hex

Nogen gange spredes rygter og dårlig omtale som en steppe-brand, allerede inden en film kommer i biografen. Ren erfaring har lært os, at det på dette tidspunkt er fornuftigt at nedsætte ens forventninger betragteligt og forberede sig mentalt på en filmisk fiasko. Intet kan dog forberede en på den kolossale mængde af elendighed Jonah Hex stiller for døren.

Filmatiseringer af tegneserier bruger ofte store mængder af spilletidens dyrebare minutter på, at fortælle deres respektive heltes baggrundshistorie. Dette kan tage alt fra adskillige minutter til stort set det hele af heltens første film. Thomas Jane versionen af The Punisher spilder 40 minutter på at fortælle den simple historie, at han vil have hævn fordi hans familie bliver slået ihjel. Mens andre nye tegneserieadaptioner så som Iron Man og Batman Begins bruger næsten hele filmen på at sætte ting på plads, men de gør det på en interessant og medrivende måde.

I Jonah Hex forsøger man at fortælle hele optakten under titelsekvensen, hvilket ville have været en rar ting hvis det ikke havde været for det faktum, at det er vist ved hjælp af en ubegribeligt talentløs montage og filmen ikke stoler på at man har set starten og derfor føler sig tvunget til at vise flashbacks til begyndelsen flere gange undervejs.

Mark Neveldine og Brian Taylor (Gamer, Crank I og II) har skrevet manuskriptet og det var også meningen at de skulle instruere men de forlod projektet på grund af kreative uenigheder. Med andre ord, de fik ikke lov til at lave den film de ville og studiet hev Jimmy Heyward, hvis eneste credit til hans navn er den animerede Horton Hears a Who, ind for at lave reshoots og få en færdig film i biograferne.

Jeg kan ikke lide Neveldine og Taylors sindssyge og overgearede stil men det ville med garanti have været en bedre film med dem bag kameraet. Resultatet af dette split, reshoots og studieindblanden er en film der er klippet langt ind i helvede. Intet giver mening, intet hænger sammen og selv om filmen kun varer 80 minutter inklusive titelsekvens og rulletekster, er det stadig ulideligt lang tid.

Det tætpakkede cast er fyldt med talentfulde skuespillere, som Josh Brolin, Michael Fassbender, Jeffrey Dean Morgan, Michael Shannon og John Malkovich, men de er alle spildt. Især er det bittert at se Josh Brolin, der har lavet den ene fremragende film efter den anden de sidste par år, stå hjælpeløst tilbage mens alting falder sammen omkring ham. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe har ønsket at Megan Fox ville holde op med at lave film og Jonah Hex gør bestemt ingenting for at ændre den holdning. Til trods for at hun står nummer to på rollelisten og er vist på plakaten, er hun faktisk ikke ret meget med i filmen, hun formår dog stadig at være totalt uinspireret i de få scener hvor hun er med.

Der opstår imidlertid et andet problem vedrørende hende i løbet af filmen. Jeg så filmen i 1080p HD og hvor eksempelvis Josh Brolin står knivskarpt i billedet, virker Megan Fox konstant ude af fokus. Det er der tre mulige grunde til: Enten 1. Hun er i sandhed det yngel af Satan, som jeg sætter hende op til at være og den moderne teknologi kan simpelthen ikke se hende. 2. Kameramænd og lysfolk på settet har ingen anelse om hvad de laver eller 3. Hendes hud er bogstaveligt talt så ren, at der bare ikke eksisterer nogen detaljer som kameraet kan opfange. Hvad svaret end er, så er det under alle omstændigheder voldsomt irriterende.

Jonah Hex var meget værre end frygtet og kan på ingen måde anbefales til nogen som helst, selv ikke som en hadegave til ens værste fjende, ingen fortjener denne smertefulde oplevelse.

Instruktør: Jimmy Hayward  Forfatter: Mark Neveldine, Brian Taylor, William Farmer  Medvirkende: Josh Brolin, John Malkovich, Megan Fox, Michael Fassbender, Will Arnett, Michael Shannon, Wes Bentley, Aidan Quinn og Jeffrey Dean Morgan  Udgivelsesår: 2010  Land: USA  Spilletid: 80 min