Best of Bruce Campbell
Al den sommervarme havde åbenbart fået mig til helt at glemme afslutningen på artikelserien om det første medlem af GaGa Gold, Bruce Campbell. Det rådes der nu bod på og i samme åndedrag annonceres det næste medlem. Men først, her er de tre absolutte must-see film fra Bruce Campbells lange karriere (60 film, 11 spil og et hav af tv-serier indtil nu).
1. Evil Dead 2: Dead by Dawn [1987]
Instrueret af Sam Raimi
Skrevet af Sam Raimi og Scott Spiegel
Med Bruce Campbell, Sarah Berry, Dan Hicks, Kassie Wesley, Ted Raimi og Denise Bixler
En af de største horror-komedie klassikere og b-film på den allerbedste måde. Bruce Campbell har aldrig været bedre end han er her, komplet med dæmonisk hånd, motorsav/shotgun combo og spandevis af zombie-dræbende badassery. Det er samtidig også et vindue tilbage til en Sam Raimi på hans absolutte kreative højdepunkt. Hysterisk morsom, tonsvis af opfindsomme gore-effekter og Bruce Campbell i den rolle han vil blive husket for (¤ lidt bittert at det er så lang tid siden og at han aldrig helt har ramt samme højder igen). Bedst beskrevet med ordene fra Ash selv: “Groovy!”.
2. The Adventures of Brisco County Jr. [1993-1994]
Instrueret af bl.a. Andy Tennant, Kim Manners og Kevin Bright
Skabt af Carlton Cuse og Jeffrey Boam med flere
Med Bruce Campbell, Julius Carry, Christian Clemenson, Billy Drago, James Hong, R. Lee Ermey og M. C. Gainey
Bruce Campbell har været med i mange tv-serier. Disse rangere fra de dårlige med Xena: Warrior Princess, Jack of All Trades og Hercules til ok med Burn Notice som kører nu. Der er dog en der skiller sig ud og har stor nostalgisk værdi i mit hjerte. Det er The Adventures of Brisco County Jr. En useriøs blanding af western, science fiction og humor. Det var super underholdende og den fortjener et gensyn.
3. Bubba Ho-tep [2002]
Instrueret af Don Coscarelli
Skrevet af Don Coscarelli over Joe R. Lansdales short story
Med Bruce Campbell, Ossie Davis, Ella Joyce, Heidi Marnhout og Bob Ivy
Bruce Campbell spiller Elvis, som ikke er død men derimod på et plejehjem. Bitter og med en underlig vækst på hans penis. Ossie Davis spiller John F. Kennedy, som ikke blev skudt men fik ændret hudfarve i et CIA-komplot. Dette umage par er nød til at arbejde sammen da plejehjemmet bliver angrebet af en arrig mumie og en kæmpe bille. Det er ikke løgn, det er hvad filmen handler om. Det er ligeså useriøst og sjovt som det lyder, et velkommen comeback til klassisk Bruce.
Avoid: McHale’s Navy [1997]
Instrueret af Bryan Spicer
Skrevet af Peter Crabbe og Andy Rose
Med Tom Arnold, Dean Stockwell, Debra Messing, Bruce Campbell, David Alan Grier, Tim Curry, Ernest Borgnine og French Stewart
Udover de tre film der blev anmeldt som en del af GaGa Gold, Manic Cop, Alien Apocalypse og The Man with the Screaming Brain, er der en del film på Bruce Campbells CV man burde undgå. En af de værste, er dog den rædselsfulde komedie McHale’s Navy. Ikke kun en af de dårligste Bruce Campbell film, men også en af de dårligste komedier nogensinde. Den er pinlig, plat og aldrig sjov, men man kan måske heller ikke forvente meget mere af en film med Tom Arnold i hovedrollen.
Efter den noget ujævne start på GaGa Gold, bedes man holde fast i håbet om en lysere fremtid og til at hjælpe med det, annonceres nu medlem nummer 2 på listen. Hvis man har fulgt GaGa The Movies.com kommer denne afsløring ikke som nogen overraskelse, da man her på siden altid har haft et soft spot for denne skuespiller (¤ nej, ikke på den måde).