Review | The A-Team

Historisk set har filmatiseringer af TV-serier, i mine øjne, for det meste klaret sig bedre end de fleste af de mange andre filmatiseringer som næsten er daglig kost i nutidens filmverden. Uden at feje noget under tæppet, så har man set flere mindre heldige eller direkte elendige forsøg som for eksempel Phillip Noyces The Saint, Stephen Hopkins’ Lost in Space, The Avengers med Sean Connery, McGs Charlie’s Angels og de to rædselsfulde Bean-film.

Der har yderligere været filmversioner af Starsky & Hutch, State of Play, Get Smart og Police Squad (Naked Gun) der har rangeret fra middelmådige til ok. Men når det så er sagt, så har man samtidig fået fremragende filmatiseringer som Joss Whedons Serenity, Brian De Palmas The Untouchables, Steven Soderberghs Traffic, Kazuaki Kiriyas Casshern, Michael Manns Miami Vice, Andrew Davis’ The Fugitive, Rob Bowmans X-Files, Mission: Impossible-serien og sidste års mesterlige In the Loop.

Med det i mente, oveni det faktum at jeg hverken nære nogle bestemte følelser eller glade barndomsminder fra A-Team TV-serien (¤ for at være helt ærlig, mener jeg ikke at det var en specielt interessant serie og sådan set kun husket for Mr. T og sætningen “I pity the fool”), var jeg på ingen måde nervøs da A-Team filmatiseringen blev annonceret. Denne rolige sindstilstand blev yderligere hjulpet på vej da det blev tydeligt at der blev ansat talent på begge sider af kameraet.

Efter den brutale Narc og den fantastisk stiliserede Smokin’ Aces (samt den bedste af BMW/Clive Owen kortfilmene) er det tydeligt at instruktøren Joe Carnahan er en yderst kompetent force i action-genren. Han har også skrevet manuskriptet i samarbejde med Brian Bloom, som også spiller en vigtig rolle i filmen men ellers er bedst kendt som stemmeskuespiller i et hav af computerspil, og Skip Woods, der tidligere har skrevet manuskripterne til Thursday og Swordfish (¤ plus Hitman og X-Men Origins: Wolverine, men lad mig nu holde mig til det positive). Oven i hatten blev der castet gode skuespillere til at fylde rollelisten, så på papiret så det rigtig lovende ud.

Heldigvis er det gode potentiale på papiret, for en gangs skyld, mere end tydeligt på lærredet. Det færdige resultat er et fremragende eksempel på en vellykket summer blockbuster, en umådeligt sjov og underholdende blanding af humor og action. Rent faktisk er den komiske timing i dialogen og leveringen så god, at når filmen går hen og bliver en anelse mere seriøs hen mod slutningen, falder det hele lidt fra hinanden og ender som en traditionel og lettere uinteressant actionfilm. Det faktum at slutningen afhænger af kolossale og enormt middelmådige computereffekter, hjælper på absolut ingen måde.

Der er dog stadig masser af sjov at hente, hovedsagligt på grund af den perfekte casting. Liam Neeson er god som “the man with the plan”, Bradley Cooper er spot on som casanovaen Face og Sharlto Copley viser en helt anden side end han gjorde i District 9 som den lettere mentalt forstyrrede “Howling Mad” Murdock og han levere mange af filmens bedste linjer. Quinton “Rampage” Jackson er MMA fighter og på ingen måde nogen speciel fremragende skuespiller men på den anden side, så gør han hvad han skal og desuden kræver det ikke ligefrem en Shakespeare-skuespiller at fylde Mr. Ts sko. Sidst, og i denne sammenhæng også mindst, har Jessica Biel og Patrick Wilson mindre og ret neutrale roller, de er ikke dårlige men de har bare ikke meget at arbejde med.

A-Team er endt op som en udmærket filmatisering og er et par timers solid underholdning, så hvis man leder efter en god tur i biografens mørke, her i denne sommer “varme”, går man ikke helt galt i byen med A-Team.

Instruktør: Joe Carnahan  Forfatter: Joe Carnahan, Brian Bloom, Skip Woods  Medvirkende: Liam Neeson, Bradley Cooper, Sharlto Copley, Quinton “Rampage” Jackson, Jessica Biel, Patrick Wilson, Brian Bloom, Gerald McRaney, Terry Chen og Henry Czerny  Udgivelsesår: 2010  Land: USA  Spilletid: 104 min