Film Review,  Movies

Review | Mulan

Disney fortsætter ufortrødent med at lave live-action genindspilninger af deres klassiske tegnefilm, om der så er nogen der ønsker det eller ej. Kvaliteten har svinget fra dårlig til ganske udmærket, men for det meste har det været ligegyldigt.

Et af de store problemer er at man har fulgt originalerne nærmest slavisk, uden at tilføje noget nyt eller interessant. Mulan føltes i det mindste anderledes.

Mulan virker som en mere seriøs film i sammenligning med de andre Disney remakes, ikke at det nødvendigvis er en god ting. Væk er alle sangene og Eddie Murphys sjove drage.

Den ene ting har jeg det ganske fint med, da jeg sjældent er den store fan af måden Disney fylder deres film med tomme sange. Det andet er et lidt større problem; for det første fordi jeg syntes at Murphys Mushu var ret så morsom.

For det andet fordi det kunne have givet filmen lidt lethed, som den virkelig mangler. Den manglende humor er faktisk en del af filmens største problem; den føltes tung og livløs, uden sjæl og hjerte, noget som originalen havde masser af. Det virker mest af alt som scenerne blot er en markering på en checkliste, som blot skal overstås, uden meget flow eller energi.

Det hjælper så ikke, at filmen tilsyneladende er smidt sammen med spadestik i klipperummet. Alle actionscener bliver næsten uigennemskuelige på grund af uendelige klip og overgangene mellem scener ødelægger ofte enhver momentum optjent.

Det virker som om der sagtens kunne være gemt en bedre film i det eksisterende materiale, hvis den bare blev klippet ordentligt.

Altså en “lidt” bedre film, for i materialet finder man også genindspilningens største mysterium; den grundlæggende og uforståelige ændring af Mulans karakter.

I originalen er Mulan blot en almindelig pige som træner og kæmper sig til at blive en dygtig og ligeværdig soldat. Et af filmens grundtemaer bliver således at ligemeget hvem man er, mand eller kvinde, kan man opnå meget så længe at man arbejder for det. Det er en rigtig gode message at have, især i en børne/familiefilm, men alt det er blevet fjernet i den nye version.

I stedet er det en lettere magisk version af chi. Chi strømmer igennem alle væsner, men det er kun de dygtigste krigere som kan kontrollere det og hvis kvinder bruger det, anses de som hekse. Kvinderne skal kende deres plads og gøre klar til at blive giftet væk. På mange måder går idéen måske fint nok i spænd med traditioner og generel kinesisk historie, men det er ikke formidlet specielt godt af filmen og når man nu havde en velfungerende og inspirerende historie i forvejen, så virker det som en uforståelig ændring.

Mulan lagde op til at Disney kunne lave en interessant og anderledes fortolkning af den kinesiske legende, men i stedet er det blot endnu en middelmådig ligegyldighed af samme skuffe som de fleste af deres andre genindspilninger.

Instruktør: Niki Caro Forfatter: Rick Jaffa, Amanda Silver, Elizabeth Martin og Lauren Hynek Medvirkende: Yifei Liu, Donnie Yen, Li Gong, Jet Li, Jason Scott Lee, Yoson An og Tzi Ma Udgivelsesår: 2020 Land: USA, Canada og Hong Kong Spilletid: 115 min.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.