Mennesker er dumme væsner. Det skriver jeg ikke for at dømme nogen og jeg påstår ikke, at jeg på nogen måde er anderledes. Man må gøre, sige eller mene hvad man vil, så længe man har en forsvarlig grund.

The Golden Raspberries annoncerede for nylig de nominerede til dette års priser og heriblandt kan man blandt andet finde Jennifer Lawrence nomineret i selskab med Katherine Heigl, Dakota Johnson, Tyler Perry og Emma Watson i kategorien dårligste skuespillerinde, og det er intet mindre end rendyrket idioti.

Jeg har længe været modstander af The Rassies, for selv om jeg ikke ligger megen vægt i nogen af Hollywoods prisuddelinger, så er det specifikt med The Rassies blevet mere og mere tydeligt, at det handler mere om et desperat råb om opmærksomhed end noget som helst med kvaliteten af film. Jennifer Lawrences præstation i mother! er på ingen måde blandt årets dårligste, at påstå det er helt til grin og understreger bare hvor latterligt The Rassies er blevet.

Når det så er sagt, så er dette ikke et forsøg på at forsvare mother!, for jeg syntes faktisk at filmen i sig selv er ganske forfærdelig. Grunden til denne mening har dog intet at gøre med opmærksomhed, for at være kontrær eller et desperat forsøg på et fællesskab i enighed. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Hvis man ser bort fra hans besynderlige bibelhistorie Noah (hvilket er en betydeligt større hurdle efter man har set mother!), så har Darren Aronofsky leveret udfordrende, specielle og visuelt interessante film de sidste tyve år. Film som Pi, Requiem for a Dream, The Fountain, The Wrestler og Black Swan fortæller utraditionelle og spændende historier fyldt med godt skuespil og karakteristiske billedsider, mens der altid forgår noget under overfladen. De fem ovennævnte film er personlige favoritter og derfor er mother! en stor skuffelse.

Jeg værdsætter film med dybde, film som giver rum til eftertanke. Film der leger med adskillige lag, metaforer, fortolkninger, meta-narrativer og lignende, men det skal stadig fungere som en film og det har mother! utroligt svært ved.

Som film mangler den struktur og fremstår rodet, opsat, åbenlys og enormt frustrerende. Hvis man til gengæld ser den som et kunstværk, er den ret så fascinerende, ambitiøst og dreven af en ren vision. Problemet ligger i at mother! bliver vist på et lærred i en biograf og ikke på et eller andet fancy museum, hvilket gør at den nærmest allerede er en fiasko som koncept. Jeg har dog sagt før, at jeg langt hellere vil se en ambitiøs fiasko end det normale skabelonskårede makværk vi er blevet så vant til.

Som med mange andre prætentiøse film som er blevet rost til skyerne af diverse anmeldere, jeg nævner i flæng Enter the Void og Melancholia, så vil værkets fans ofte afskrive enhver kritik med at man bare ikke forstod det. Jeg sidder sjældent uforstående tilbage og det gjorde jeg heller ikke ved mother!, den tvinger nærmest tema og betydning ned i ens hals, men det er imidlertid forholdsvis ligegyldigt, jeg syntes bare det er en dårlig film.

På mange måder vil jeg stadig anbefale at folk ser mother!, fordi det er et fascinerende og unikt værk, alene de sidste 40 minutter er galskab og kaos man sjældent kan være vidne til i noget medie, og det er fuldstændig vanvittigt at det hele er finansieret og udgivet af et stort mainstream filmselskab.

Instruktør: Darren Aronofsky  Forfatter: Darren Aronofsky  Medvirkende: Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Michelle Pfeiffer, Ed Harris, Brian Gleeson, Domhnall Gleeson, Stephen McHattie og Kristen Wiig  Udgivelsesår: 2017  Land: USA  Spilletid: 121 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.