Game of the Year

2016 var et ganske godt spilår, der var mange kvalitets oplevelser at vælge i mellem, så derfor har jeg samlet de bedste i en lille top 10, for at gøre valget lidt nemmere.

The Binding of Isaac har været en kæmpe succes og har gjort stort indtryk både på den generelle spilindustri og her på siden. Det har, som den slags altid gør, resulteret i uendelige efterligninger og langt de fleste har enten været stinkende elendige og/eller forsøgt direkte at kopiere, uden at tilføje nogen form for personlighed eller kreativitet. En af de få undtagelser er Enter the Gungeon.

Spillet har masser af stil, humor og personlighed. Gameplay-mæssigt føltes det også som helt sit eget, det er meget hurtigere og mere fribrilsk end Isaac, med evades og større fokus på bullethell-stilen, men én ting er sikker, udfordringen er stadig i højsæde.

Nightschool Studios har skabt et karakterbaseret adventure-spil, hvor alt dialog ringer 100% naturlig, overbevisende og flydende, i modsætning til langt størstedelen af film og spil, så virker samtalerne jordnære og vedkommende, selv om man selv vælger hvad der bliver sagt. Med toneskift, nervøs stammen og diverse afbrydelser, så virker Oxenfree’s talte ord som noget man kunne have med sine egne venner og det giver mediet en helt ny styrke.

Det er selvfølgelig heldig nok, nu når spillet er bygget op omkring denne dialog, men den resterende lydside, den krybende uhygge, de subtile sci-fi elementer fungerer lige så fremragende. Det er et spil som flere burde opleve, selv hvis man ikke er specielt interesseret i computerspil.

Det er altid rart at føle sig klog. Der findes få mere befriende fornemmelser end at knække en svær gåde, som man har kæmpet med i hvad der føltes som en uendelighed. Jonathan Blow’s The Witness er masse af den slags øjeblikke, ofte efterfulgt af timevis af at hamre hovedet mod en ny tilsyneladende uoverkommelig gåde inden den næste forløsning. Det lyder måske frustrerende, men det er det bare ikke.

The Witness giver billet til en smuk øde ø, fyldt med mystik, gåder og hemmeligheder. Jeg har egentlig ikke lyst til at sige for meget om selve spillet, bare burde opleve det selv, men en af de ting som jeg finder mest fascinerende er måden hvorpå spillet på intet tidspunkt ser ned på sit publikum, der er ingen reel tutorial, ingen hjælpende hånd, ingen snyd. Spillet lærer spilleren reglerne i et flydende tempo og forventer at man følger med. (For fuld gennemsigtighed, så skal det siges, at jeg endnu ikke har gennemført The Witness og er ikke helt sikker på om jeg kan… jeg er jo som sagt, bare en dumb idiot)

Spil med en retro pixelart stil er “a dime a dozen” og det kan sagtens resultere i at nogle gamere kører lidt træt i looket eller måske endda tolker overfloden som et bevis på at den slags bare bliver lavet, alene fordi det er det nemmeste og hurtigste at smide på markedet. Jeg udfordrer enhver med den holdning til, at tilbringe bare nogle få minutter med Hyper Light Drifter eller for den sags skyld, se introsekvensen på youtube og derefter hårdnakket opretholde den holdning, fordi så kan jeg nemlig let og elegant afskrive disse hypotetiske personers meninger fra nu af.

Hyper Light Drifter er et dystert og smukt eventyr i ånd med Zelda, men med et intenst og kinetisk kampsystem, som taget ud af de bedste actionspil. Det er en udfordrende, mystisk og spændende verden at rende rundt i, historien er simpel men gemmer mange hemmeligheder og det føltes bare forløsende når det pixelerede blod driver fra bunkerne af besejrede fjender.

For 10 år siden genopfandt Infinite Ward konsol-shooterens dybe tallerken med Call of Duty: Modern Warfare, men de kickstartede også grunden til at jeg mistede interessen for den franchise. De lavede en fantastisk singleplayer campaign med store actionfilm setpieces og det koncept blev videreudviklet gennem de næste spil i serien, men det blev mere og mere forudsigeligt og mindre og mindre interaktivt, det var ikke cutscenes, men kontrollen var stadig taget fra én og man var intet mere end en passiv tilskuer.

Her 10 år efter, nu under navnet Respawn, vender de den dybe tallerken på hovedet og opdager en vigtig ingrediens i verdens pukkelpister. Se den sætning giver ingen mening, men pointen er at de gør det samme som de gjorde dengang, men bare fra det absolut modsatte udgangpunkt. De laver stadig store actionfilms setpieces, men fokus er på hvordan laver man scenen underholdende, interessant, overraskende og sjovt at spille.

Det mindset er med til at gøre Titanfall 2s singleplayer campaign til en af de bedste shooter campaigns nogensinde og så starter man på multiplayeren… som næsten er bedre. Få spil får spilleren til at føle sig som en badass så effektivt som Titanfall 2, måske med undtagelse af et spil højere oppe på denne liste…

Stay tuned for part 2.