Den femte låge i julekalenderen forsøger at skjule batshit-craziness, doesn’t work though…

“I’m a weird guy, I like weird things” står der under min højre fod, skrevet med en lille sprittusch. En gang i mellem, når man endnu en gang bliver lullet i søvn af Hollywoods forudsigelige mangel på kreativitet eller den uendelige forudsigelighed af mainstream film, så er det rart at forsøge at prikke lidt til éns grænser med et eller andet sindssygt. Jeg kan godt lide de konstante overraskelser der følger med når man ser en galnings arbejde, men for at undgå at dette bare bliver en artikelserie om Takashi Miike, så bliver jeg nød til at se andre folks film også… selv om kvalitetten sjældent følger med.

---

DEGREES OF INSANITY: MANBORG

Der går mere og mere mode i, at gå målrettet efter at genskabe en stemning eller stil fra en forgangen tid. Hvad enten det er 70’ernes grindhouse eller 80’ernes banned horror-film, så forsøger man at genkalde en tid som aldrig før. Filmskaberne prøver ihærdigt at reproducere et genrebillede som var skelsættende i deres ungdom, men oftere end ikke ender det som en fesen imitation af noget som allerede var dårligt til at starte med. Endnu engang bliver udsynet gennem de nostalgiske briller forblindende og kombineret med manglende talent grænser de fleste resultater til det pinlige.

Film som Machete, Hatchet, The Expendables og skyder alle efter det samme mål, men lige som alverdens “humor/satire” programmer som tror at kitsch-faktoren er nok, rammer de langt ved siden af. Manborg har noget som flere af de andre mangler, nemlig hjerte, betyder det så at Manborg er en god film?…what?! hell no!…not even close, men jeg var underholdt af oplevelsen, hvilket er væsentligt mere end man kan sige om de andre film.

En soldat falder i krigen, men bliver genoplivet ved hjælp af moderne teknologi og lidt gal videnskab. Han er dog ikke helt den samme, han er nu halvt mand, halvt maskine. Han er… MANBORG! Al den nye mekanik betyder superkræfter, øgede sanser og våben ad libitum, men det er ikke lutter motorolie og glade dage, for han er samtidig blevet taget til fange af nazi-dæmoner og er nu tvunget til at udkæmpe monster-gladiatorkampe for sin overlevelse.

Manborg ligner en sammensmeltning af de værste science fiction b-film fra firserne komplet med rædselsfulde effekter og start-halvfemsernes kortvarige bølge af FMV/Laserdisc spil, eksempelvis The Daedalus Encounter, Plumbers Don’t Wear Ties, Space Pirates og Sewer Shark. Hvis de to ting ikke har en plads i ens minder, så vil det nok være ufatteligt svært at gennemskue hvad Manborgoverhovedet går efter.

Reaktionen på om en film som Manborg blev lavet sidste år i modsætning til dengang ændrer sig fra “wow, det var godt nok dårligt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” til “wow, det ramte de meget godt, hvorfor fanden skulle jeg se sådan noget?!?” hvilket jeg finder fuldt ud forståeligt, men jeg respekterer at de gjorde forsøget.

Ja, det er dumt, det er afskyeligt grimt og det er dårligt på næsten alle tænkelige planer, men det er noget andet end det endeløse ocean af skabelonskårede, kønsløse og intetsigende film som man bliver stopfodret med til hverdag. Folkene bag Manborg prøver i det mindste på noget, det vil ikke appellere til 95% af det almene filmpublikum, jeg er ikke engang sikker på at det vil appellere til 95% af læserne på denne side, men en speciel oplevelse var det uden tvivl.

Ålen Walter, som i sidste Degrees of Insanity stjal min computer, fik dårlig samvittighed og gav mig alle mine ting tilbage. Computeren var intakt, alle filer lå hvor de skulle og derfor kan jeg introducere insanity-barometeret. Det er en skala som går fra Normal og hele vejen op til Bonkers. Manborg sætter nye rekorder med en flot syver, det er pænt sindssygt, men desværre når det ikke helt oppe på Britney Spears niveauer endnu. Forresten, så skulle jeg hilse og sige glædelig jul fra ålen Walter.

På sidens almindelige karakterskala er det svært at give filmen højere end nul stjerner, det er som sagt skræmmende elendigt, men hvis jeg skulle give karakter for oplevelsen, så ville det se helt anderledes ud (stadig ikke en høj karakter, men højere end nul).

Instruktør: Steven Kostanski  Forfatter: Steven Kostanski, Jeremy Gillespie  Medvirkende: Matthew Kennedy, Adam Brooks, Meredith Sweeney, Conor Sweeney og Ludwig Lee  Udgivelsesår: 2011  Land: USA  Spilletid: 61 min