Det gør ondt helt inde i sjælen, at skulle indrømme dette, men måske har jeg ikke altid ret, måske er jeg for hurtig til at dømme folk, måske burde jeg slet ikke nyde at lave en liste som opfordrer folk til at gå på pension. Jeg havde for længst afskrevet James Wan som leverandør ligegyldige gyserfilm til den laveste fællesnævner. James Wan slog igennem med den første Saw og selv om jeg ikke kan klantre ham for at starte en ussel franchise, så var seriens første kapitel højst halvdelen af en god film. Derefter lavede han Insidious og Dead Silence, to film som perfekt beskriver hvad jeg hader allermest ved mainstream horror. Der lægges absolut ingen indsats i at opbygge en stemning eller skabe uhygge, i stedet så fremtvinges chokeffekter ved hjælp af altoverdøvende larm på soundtracket. Ja, selvfølgelig får jeg et chok, hvis den psykopatiske høje lyd af violiner kommer ud af ingenting, men det har intet med filmen at gøre og jeg ville få det selv samme chok, hvis lyden fremkom i virkeligheden.

Derfor havde jeg ignoreret James Wan i lang tid og indset at hans film højst kunne være en del af det som regel middelmådige program til Nights of Horror, men The Conjuring er ikke blot Wans bedste film, den er en af de mest effektive gyserfilm i mange år.

conjuring2
Patrick Wilson fortsætter med at have en karriere lidt ala Nicolas Cage, skiftende fra det elendige til det fremragende. (image credit: New Line Cinema)

Der blev først skabt omtale om The Conjuring, da det amerikanske ratingsboard gav filmen en R-rating. Jeg er generelt jævnt ligeglad med ratings systemet, da det som oftest resulterer i at jeg ikke kan få lov til at se World War Z med blod eller høre John McClane sige “yippee ki yay, motherfucker” i biograferne og må vente til den unrated version udkommer på blu-ray. The Conjuring fik dog ikke sin R-rating på grund af vold, sex eller bandeord, men fordi at den simpelthen var for uhyggelig. Det lyder yderst tiltalende for en gyserfilm, at få et sådan stempel og det lugtede også lidt af et reklamestunt, men efter at jeg har set filmen kan jeg roligt sige, at The Conjuring bestemt ikke er for børn eller sarte sjæle.

The Conjuring er baseret på den virkelige historie om Ed og Lorraine Warren, et ægtepar som studerede dæmonbesættelser, spøgelser og andre overnaturlige begivenheder. Under et foredrag bliver de konfronteret af Perron familien som har oplevet uforklarlige hændelser, lige siden de flyttede ind i deres nye hus. Ed og Lorraine tager modvilligt imod opgaven og besøger familien, men det går hurtigt op for dem, at de er oppe imod stærkere kræfter end de hidtil har mødt.

Are you afraid of the dark? You will be. (image credit: New Line Cinema)

Historien lyder ganske standard for genren, men i modsætning til Wans tidligere film og de fleste tilsvarende i tiden, så virker det her. Grunden til at det virker, er fordi det er klassisk håndværk af den gamle skuffe. Før tiden hvor høje lyde betragtes som skræmmende, var mantraet at man opbygger spænding før den knækkes, at man ophober et tryk før man giver los og det gøres nærmest til perfektion i The Conjuring. Der er en nervepirrende stemning på en konstant basis, fra start til slut, og man endelig får forløsningen af et chok, så er det ubeskriveligt mere effektivt. Desuden har manuskriptforfatterne rent faktisk skrevet karakterer som virker og agerer som rigtige mennesker, man føler med dem og lever sig ind i deres modbydelige situation. I stedet for at man sidder og venter på at de skal dø den mest pinefulde død nogensinde, så ønsker man at de skal overleve, hvilket underbygger filmens intensitet. Det hjælper selvfølgelig også at skuespillerne leverer solide præstationer over hele linjen. The Conjuring er en fremragende gyserfilm, meget mere er der simpelthen ikke at sige til det.

Man fristes til tanken, at James Wan får hjælp fra det hinsides, blot fungerer som værktøj for afdøde gysermestre så som Alfred Hitchcock eller James Whale og han stadig er den samme middelmådige instruktør underneden. Det må fremtidige film vise, men for nu skal han have al den ros man kan kaste efter ham.

Konklusionen er formentlig, at man altid bør give folk en chance og det er noget som jeg må arbejde lidt med, men i mellemtiden bør alle give James Wan en chance og lade sig skræmme af The Conjuring.

horror-9

Instruktør: James Wan  Forfatter: Chad Hayes, Carey Hayes  Medvirkende: Patrick Wilson, Vera Farmiga, Lili Taylor, Ron Livingston, Shanley Caswell og Joey King  Udgivelsesår: 2013  Land: USA  Spilletid: 112 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.