Games,  News

E3 2013 Recap: Sony

Efter Sony annoncerede Playstation 4 tilbage i februar, har de været ganske stille, men E3 var hvor vi endelig skulle høre mere og endelig få lov til at se selve maskinen.

Pressekonferencen startede sløvt og forsinket, i bedste Sony stil. Sony insisterede at der var ingen problemer med salgstallene på deres håndholdte system, Playstation Vita og at der var masser af spil på vej. De viste også at der selvfølgelig var masser af liv tilbage i Playstation 3 og de gode spil var lige rundt om hjørnet. Spil som The Last of Us (det kritikker roste action-adventure fra Naughty Dog, studiet bag Uncharted), Puppeteer (en kreativ platformer inspireret af Terry Gilliam og Tim Burton), Rain (et sjælfuldt eventyr om en usynlig dreng), Beyond: Two Souls (en ny interaktiv historie fra folkene bag Heavy Rain), GTA V (den længeventede efterfølger i Rockstars suveræne Grand Theft Auto serie) og nye afsnit af Telltale’s The Walking Dead, udkommer alle inden året er omme.

Med de “bagateller” af vejen, fik man for første gang lov til at se selve Playstation 4 maskineriet. Det er en ganske neutral sort boks, dog med strå vinkler. Set i forhold til XBox One er maskinen ret lille, den er ikke meget større end den nuværende PS3 Slim. Maskinens udseende er ikke noget specielt, men i det mindste har den mere stil end Microsofts enorme Beta-Max lignende monstrum.

the-order-1886
Gears of War + Werewolves = Profit? (image credit: ReadyAtDawn)

Så fik man endnu et blik af de eksklusive titler som blev annonceret sammen med konsollen i starten af året. Killzone: Shadow Faller stadig visuelt imponerende, men det har endnu ikke vist hvad der skiller det ud fra mængden af andre shootere. Driveclub er det obligatoriske racerspil til den nye generation og Knack virker som en sød platformer, men det ligner stadig en physics demo. Digital Extremes, studiet bag Dark Sector, annoncerede at deres free-to-play sci-fi shooter Warframe tager rejsen fra PC til Playstation 4. ReadyatDawn, studiet bag God of War spillene på PSP, løftede sløret for The Order: 1886 som virker som et steampunk actionspil med varulve, men det er stadig for tidligt at sige noget med sikkerhed.

Sonys mest lovede eksklusive titel, var inFamous: Second Son. De to tidligere inFamous spil var fantastiske og befriende action-adventures, men Sucker Punch ser ud til at have overgået sig selv med denne efterfølger. Grafikken har selvfølgelig fået en markant opgradering og animationen er silkeblød, men det destruktive element er blevet væsentligt udvidet og stemningen i den indespærrede by er ramt klokkerent. inFamous: Second Son kunne nemt ende med at være Sonys mest underholdende eksklusive titel.

infamous-second-son-pic1
Forbered dig på at klæbe til lygtepæle og skyde lys ud af hænderne i Infamous: Second Son (image credit: Sucker Punch)

Sony har været yderst imødekommende overfor de små indie-studier og denne fokus fortsætter på Playstation 4. Showet åbnede op for en ren kavalkade af downloadable indie-titler til den kommende konsol heriblandt Jonathan Blow’s The Witness (en first person puzzler fra manden bag Braid), Transistor (et smukt rollespil fra folkene bag Bastion), Don’t Starve (fra studiet bag Shank og Mark of the Ninja), Octodad: Dadliest Catch (et crazy physics-baseret eventyr), Mercenary Kings (et retro actionspil fra folkene bag Scott Pilgrim vs. the World), Galak-Z (en hektisk space-shooter fra folkene bag Skulls of the Shogun), Secret Ponchos (en twinstick shooter med et western tema), Outlast (et first person horror spil) og Oddworld: New & Tasty (et flot remake af den klassiske platformer). Denne fokus på de små spil glæder mig, da mange af de bedste spil de seneste år skulle findes udenfor de store studier, spil som Journey, Limbo, Spelunky, Fez, The Walking Dead, Hotline Miami, FTL og Guacamelee!.

Der var selvfølgelig også masser af spil som ikke er eksklusive til Sonys konsol. Vi fik annonceret et Mad Max spil lavet af Avalanche Studios, folkene bag Just Cause, det virker som et match made in heaven. Square Enix anerkendte endelig at der er et Kingdom Hearts 3 på vej og så blev Final Fantasy Versus XIII omdøbt til Final Fantasy XV, hvilket i sig selv er useriøst. Vi så et glimt af teknologien bag NBA 2K14, Diablo III kommer til både Playstation 3 og Playstation 4 inden året er omme og Elder Scrolls Onlinebegynder langsomt at ligne et spil, et MMORPG som jeg ikke kommer til at spille, men dog stadig et spil.

mad-max-screen-1
Just Cause + Post-Apocalypse + Muscle Cars = Mad Max. Sounds Good (image credit: Avalanche Studios)

Ubisoft viste, med nogle problemer, en demo af Assassin’s Creed IV: Black Flag som ser rigtig godt ud, men det ligner også mere af det samme, denne gang bare med et pirattema. De viste også endnu en spændende demo af Watch Dogs som bliver ved med at fremstå intenst og interessant, det er hurtigt blevet et spil som jeg har høje forventninger til. Bungie, studiet bag Halo-serien, indtog derefter scenen og fremviste hvad de havde arbejdet på, siden de forlod Microsoft. Destiny er en science fiction first person shooter af den slags de blev kendt for, det er visuelt super imponerende og så blander det singleplayer og multiplayer på en ret interessant måde. Det virker mest af alt som en mindre fjollet og mere realistisk Borderlands, og det er bestemt ikke en dårlig ting.

Dark Cage og Quantic Dream, folkene bag Heavy Rain og Fahrenheit, er glade for deres techdemoer, de er blevet fast inventar på Sonys pressekonferencer og denne gang var ingen undtagelse. Den nye af slagsen hedder The Dark Sorcerer og den er vanvittigt imponerende. Teknikken, lyset og motion-capturen er fremragende, det bliver rigtig spændende når de begynder at lave spil i den engine. The Last Guardian var derimod ingen steder at finde, igen igen. Det længeventede spil fra studiet bag klassikerne Ico og Shadow of the Colossus har været i produktion siden 2007, men selvom man ikke har hørt noget i lang tid, så fastholder studiet at spillet stadig er på vej.

Sony sagde at der var 140 Playstation 4 spil i produktion, hvor 100 udkommer indenfor maskinens første år og 40 vil være eksklusive titler. Sony fortsætter også succesen med Playstation Plus og servicen vil nu dække alle tre maskiner (Vita, PS3 og PS4) til samme lave pris. En ændring er at onlinespil på Playstation 4 vil kræve et abonnement, men det ændre ikke på servicens værdi og som jeg har sagt mange gange før, hvis man ejer en Sony konsol, så burde man også have Plus. Sony har allerede sagt, at en version af Driveclub og flere af indie-titlerne bliver gratis via Plus, når konsollen lanceres.

sony-playstation-4
Det var da en pæn lille maskine, kan jeg ikke bare få en nu? (image credit: Sony)

Det var så her hvor Sony smed fløjlshandskerne og lancerede et direkte angreb på Microsoft. Det startede med meldingen om at Playstation 4 kræver ingen online registrering, så var det at der ikke bliver lagt nogen restriktioner på udlån/leje/brugtspils-markedet og angrebet blev afsluttet med en massiv uppercut, da Sony annoncerede prisen på 399 dollars / 399 euro / 329 pund, hele 100 dollars under Microsofts pris. Publikum jublede på en måde som jeg ikke har set siden Nintendo annoncerede Zelda: Twilight Princess.

Sony havde måske ikke helt lige så mange eksklusive titler som Microsoft, men de viste til gengæld et meget bredere udvalg af oplevelser. Det var en helt anden filosofi og tilgang til tingene fra Sonys side, i modsætning til Microsofts Xbox One, så var Playstation 4 en væsentligt mere åben platform, både for spillerne og for udviklerne. Det er alt for tidligt at vælge en sejrsherre, men Sony har en del mere goodwill hos gamers efter dette års E3.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.