Games,  News

E3 2013 Recap: Microsoft

Så er det blevet den tid på året igen, tiden hvor hele spilindustrien samles i Los Angeles til den enorme spilmesse E3. I år er det dog lidt anderledes, nu hvor den nye konsolgeneration står for døren. Nintendo tyvstartede sidste år med WiiU, Microsoft og Sony har begge annonceret deres maskiner før tiden, men det er til selve E3 hvor det rigtigt går i gang. Der er mange spørgsmål, både om hvad maskinerne kan og hvordan den nye generation af spil ser ud. Der er jo selvfølgelig altid frygten af “Next-Gen, Some Old Stuff”. Der er sikkert masser af first person shooters, zombier og fancy cars, men man kan optimistisk også håbe på at der bliver bragt nogle nye idéer på banen.

halo-e3
Det blev kun til et lille glimt af Microsofts maskot, Master Chief (image credit: Microsoft)

For blot et par uger siden annoncerede Microsoft deres næste-generations konsol, XBox One, ved en noget tam og skuffende pressekonferrence, hvor der var fortvivlende stor fokus på at se tv som man kan styre med stemmekommandoer og bevægelser via den nu påtvungende Kinect-sensor. Ja, Microsoft viste selve maskinen, introducerede et nyt spil fra Remedy (Max Payne, Alan Wake) og så gav de os alle Call of Duty-hunden, men det var ret svært at fastslå hvem showet egentlig var rettet imod. Microsoft lovede en ren kavalkade af spil til årets E3, men inden de nåede så langt, havde de allerede gravet hullet dybere. Der var stor forvirring omkring XBox Ones regelsæt, der var mange modsigende meldinger og det blev ikke bedre, da de forsøgte at forklare reglerne med en 3 siders pressemeddelse. Det var et krav at maskinen skulle registreres online minimum en gang i døgnet, muligheden for at købe brugte spil eller sælge sine egne var stærkt begrænset og man kan ikke låne spil til eller af sine venner. Microsoft startede derfor E3 med en mørk sky af dårlig omtale hængende over hovedet og skulle nu vinde folk tilbage med alle de spil som de havde lovet.

Showet startede langsomt med et nyt redesign af XBox 360 som bringer den mere i stil med den kommende konsol. Derefter viste Microsoft at de havde lært af Playstation Plus og begynder fra næste måned at give gratis spil som en bonus til guld-medlemmer, men de to første spil annonceret var Assassin’s Creed II og Halo 3, så det var lidt svært ikke at grine af forsøget.

Efter startproblemerne blev showet dog for alvor sparket i gang og de begyndte at vise spil.

mgsv-e3-pic
Solid Snake i en fuld open world for første gang (image credit: Konami)

Microsofts lederfigur Don Mattrick trådte op på scenen sammen med Hideo Kojima og løftede sløret for en ny trailer til Metal Gear Solid V: The Phantom Pain. Det bliver solgt som en evolution af den elskede franchise, det er nu en stor åben spilverden, hvilket giver en masse nye muligheder og udfordringer i det klassiske stealth gameplay. Spillet er ikke eksklusivt til Microsofts konsol, men det var en god måde at starte showet.

Der er selvfølgelig stadig liv i den gamle Xbox360 og der er et stort antal af maskiner ude i verden, så det var kun passende at vi så nogle spil til den, inden man kastede sig over den næste generation. World of Tanks, et free-to-play krigsspil som tilsyneladende har 60 millioner spillere på PC, bringer nu kampen til folks fjernsyn eksklusivt via Xbox360. Jeg kendte ikke meget til spillet på forhånd og det er måske heller ikke min type af spil, men det så interessant ud og der er tydeligvis et marked for den salgs. Det er samtidig det første free-to-play spil på Xbox 360, så der er jo næsten ingen undskyldning for ikke at give det en chance når det kommer.

Derefter fik man en trailer til Max: The Curse of Brotherhood. Det er et downloadable puzzle-platformer fra det danske studie Press Play, mest kendt for det ganske udmærkede Max & the Magic Marker på Wii og iOS. Der var kun et enkelt spil tilbage inden showet overtages af den næste generation, men til gengæld var det Dark Souls 2. Det var blot en kort trailer, men det så særdeles fremragende og jeg kan næsten ikke vente til det bliver marts og man endnu modtager sin virtuelle straf med glæde. Spillet er heldigvis ikke eksklusivt og jeg kan spille serien videre på Playstation 3, hvor jeg startede den.

dark-souls-2-e3-pic
Det bliver snart tid til at dø igen og igen… og igen… og igen (image credit: From Software)

Fremvisningen af de eksklusive titler til XBox One startede med Crytek’s Ryse. Crytek er det store eupæiske studie bag Crysisserien og det originale Far Cry. De er kendt for deres suveræne tekniske og grafiske kunnen, men gameplay har aldrig været deres stærke side og det var også tydeligt i Ryse. Modsat deres tidligere spil, som alle har været first person shooters, så er Ryse hack-n-slash set i tredje person og iscenesat i det gamle romerrige. Grafisk var det fantastisk, men gameplayet degraderede hurtigt til nærmest rendyrket quick time events og det er altså hverken interessant, spændende eller sjovt.

ryse
Ryse ligner mere tech demo end reelt spil (image credit: Crytec)

Der havde længe gået rygter om et nyt spil fra det elskede studie Rare. Rare har de sidste mange år været låst fast i arbejdet med XBox Avatars, men før det lavede de fan-favoritter så som Banjo-Kazooie, Viva Pinata, Perfect Dark, Kameo og GoldenEye. Inden E3 havde Microsoft lovet at en af Rares elskede serier ville vende tilbage på den nye konsol og forventningerne var store, men så kom traileren druknet i dårlig heavy metal og Killer Instinct stod skrevet med store bogstaver på lærredet. Jeg sad og forventede at det var en joke, fordi det var dårligt, jeg troede de bare gjorde dette for at drille og derefter ville vise et godt spil, men så heldig var vi ikke. Jeg havde det sjovt med Killer Instinct i de gamle Nintendo 64 dage og der er en lille gruppe af fanboys på nettet som bliver ved tigge om et nyt spil, men Killer Instinct har aldrig været et godt kampspil og meget af designet er næsten pinligt. Det blev kun værre, da man fandt ud af det var et free-to-play spil hvor man skal købe alle karaktererne, det er altså ikke sådan free-to-play fungerer.

killer-instinct-e3-pic
Hvis denne tekst havde en stemme, ville den råbe “c-c-c-combo breaker!” (image credit: Microsoft)

Capcoms zombie-franchise Dead Rising bliver nu eksklusivt til XBox One, nu med en mørkere stil og en større verden. Det var da flot og der var mange zombier på skærmen samtidig, men jeg er træt af zombier og hvis jeg endelig skal spille den slags spil, så skal zombierne være skræmmende og det er de bare ikke i Dead Rising.

De havde også det første spil fra Respawn, studiet skabt af folkene bag Call of Duty: Modern Warfare. TitanFall er en multiplayer-fokuseret first person shooter, tydeligvis skabt ud fra skabernes store erfaring, men nu med et science fiction tema, jetpacks og mechs. Det så rigtig flot ud og virkede som en utrolig flydende spiloplevelse. Muligvis Microsofts stærkeste kort under hele showet.

titanfall-e3
Respawn Studios smider de kedelige Call of Duty klæder og bringer giant mechs på banen (image credit: Microsoft)

Det er altid en god idé at have et bilspil med i en præsentation af nye maskiner, fordi vi ved hvordan biler ser ud og det er nemt at vise hvor grafisk detaljerede den slags spil kan blive. Microsofts bilspil er den sublime Forza serie og det ser ud til at det femte fortsætter i samme høje kvalitet. Det er blændende flot og de laver nogle interessante ting med blanding af AI og multiplayer, at de så kaldte teknikken bag en “Drivatar” er noget som vi skal glemme hurtigst muligt.

Yderligere viste de også klip fra Project Spark (et spil hvor man skaber sin egen verden), D4 (et crazy episodisk spil fra Swery, galningen bag Deadly Premonition), Sunset Overdrive (et actionspil fra Insomnia, studiet bag Rachet & Clank), Crimson Dragon(spirituel efterfølger til Panzer Dragoon), Below (en interessant rogue-like fra folkene bag Sword & Sworcery), Minecraft: XBox One Edition (mega succesen som til den dag i dag undrer mig) og selvfølgelig en lille teaser til et nyt Halo, der dog først kommer til næste efterår.

Til sidst viste de også The Witcher 3 og Battlefield 4 som begge så fantastiske ud, men er ikke eksklusive titler. Jeg skriver lidt mere om Battlefield 4 demoen sammen med de andre spil fra EA senere.

Microsoft løb hurtigt hen over samarbejdet med streamings-servicen Twitch, men det skal nok blive en god partner i fremtiden. De løftede loftet på ens venneliste, droppede endelig idéen om microsoft points og skifter til rigtige penge i stedet.

De sluttede af med to vigtige stykker information: XBox One udkommer til november og den kommer til at koste 499 dollars / 499 euro / 429 pund. Det var en noget højere pris end man havde forventet, men man skal huske på at det er inklusive den nye kinect og selv den gamle koster stadig omkring 100 dollars.

summer-of-arcade

Udenfor pressekonferrencen blev der annonceret Kinect Sport Rivals til XBox One og den kommende Summer of Arcade. Summer of Arcade var engang en fantastisk tid med masser af fremragende downloadable spil, men det er desværre faldet lidt til jorden de seneste år. Spillene i år er Charlie Murder (beat ‘em up fra folkene bag The Dishwasher serien), Brothers (en interessant puzzle-platformer som bygger på samarbejde), Teenage Mutant Ninja Turtles: Out of the Shadows (et 3d beat’em up med de gamle ninja padder) og Flashback (en remake af klassiske amiga spil). Det virker som en skuffende line-up. Der er kun 4 spil i stedet for de 5 som der plejer at være, 2 af spillene er beat ‘em ups og kun et enkelt er eksklusivt til XBox, men jeg vil da gerne prøve det nye Flashback fordi jeg brugte rigtig mange timer i det originale spil da jeg var ung.

Umiddelbart var det en meget sikker og lettere uinteressant pressekonferrence med for mange CGI videoer og alt for lidt gameplay. Der var flottere grafik, men der var ikke meget nyt under solen, de fleste spil var næsten det samme som vi spiller nu og det var ikke meget innovation. Der var heller ikke meget information om hvornår disse spil udkommer, om det er tæt på launch af maskinen eller om det først er meget senere og så var der prisen… Showet var ok mens man så det, men i bagspejlet efter at have set de andre konferrencer, så er det tydeligt at Microsoft ikke slap alt for heldigt fra dette års E3.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.