Copyright Infringement,  Film Review,  Movies

Review | Mega Piranha

[I Copyright Infringement tages der kærligt fat i nogle af de rædselsfulde film som bliver udgivet af studiet The Asylum. The Asylum er kendt for at kopiere kendte blockbuster og tjene en masse hurtige penge på at folk læser titlen forkert. Deres film er også kendt for at være så skod-elendige, at selv Uwe Boll kan se ned på dem og grine.]

Den første film, Mega Piranha, er et samarbejde mellem The Asylum og Syfy Channel.

Hvad har The Asylum kopieret denne gang?
Alexandre Ajas blodbad fra 2010, Piranha 3D, med Elisabeth Shue, Adam Scott, Ving Rhames, Richard Dreyfuss og Christopher Lloyd.

Hvad bruger de deres tyvekoster til?
Menneskeskabte, genmanipulerede dræberfisk går amok. De spreder sig hurtigt gennem de sydamerikanske vande, på vej mod de forenede stater og fordobler deres størrelse hver 36. time. Den amerikanske soldat, Jason Fitch og en lille gruppe forskere er menneskehedens eneste håb mod disse monstre.

mega-piranha-pic1
Den danske kult-klassiker Reptilicus er nærmest en oscar-værdig film i forhold til Mega Piranha. (image credit: The Asylum)

Hvordan er resultatet?
Det er, ikke overraskende, himmelråbende elendigt. Det hele har en uigennemtrængelig stank af talentløshed og virker mest af alt, som et fritidsprojekt som en forfejlet filmskoleelev har lavet med sine venner, uden noget af den charme eller sjov som det trækker med sig i eksempelvis Robert Rodriguez’ film. Filmen giver sjældent mening, skuespillet er forfærdeligt og der er dårligt to sidestående scener som hænger sammen.

I et desperat forsøg på at dække over de manglende kvaliteter, arbejder klipperen på overtid. Alting er klippet langt ind i helvede, med klip som aldrig løber længere end et par sekunder, uanede mængder af hurtige kamerabevægelser komplet med fabelagtige “whoosh” lyde og endda fastmotion i bedste Benny Hill-stil. Selv de værste tilfælde af damp, bliver gjort til skamme af Bill Parkers paniske klipperfingre.

mega_piranhas
Der sker et eller andet på dette screenshot, jeg er bare ikke helt sikker på hvad. (image credit: The Asylum)

Der er nogle skuespillere i, ikk?
Jo, det kan man vel godt kalde dem, hvis man syntes det er for provokerende at kalde dem marionetdukker. Den amerikanske soldat bliver spillet af Paul Logan, der tidligere har været med i så sublime ting som The Asylums The Terminators, Komodo vs. Cobra og sæbeoperaen Days of Our Lives. I Mega Piranha taler han konstant anstrengt og akavet, at jeg flere gange overvejede om det var eftersynkroniseret.

Filmens anden hovedrolle, marinebiologen Sarah Monroe, bliver spillet af 80’er popstjernen Tiffany. Hun er selvfølgelig ikke en specielt god skuespiller og hun fungerer ikke engang som den obligatoriske “pretty girl” som der jo skal være i en dårlig actionfilm (¤ det er selvfølgelig en smagssag og det kan da godt være at, der er nogen som tænder på gumpe-tunge og hysterisk irriterende, afdankede 80’er tøser).

Hvad med effekterne?
De computergenererede dræberfisk er helt exceptionelt dårligt lavet og minder mest om papfigurer som er klistret på billedet med klar tape. De eksisterer åbenlyst ikke i samme verden som karaktererne og så bliver mange af de samme effektskud endda brugt flere gange i løbet af filmen. Et perfekt eksempel på hvor slemt det står til, er at en af de computer-animerede helikoptere skal på et tidspunkt dreje af og i stedet for at lave dette, bliver billedet bare roteret. Roteret på den måde, at man tydeligt kan se at de bare drejer billedet, inklusive baggrund, skyer og lignende.

mega-piranha-pic3
Hvem viste at “ligge-cykler” ville være god træning inden invasionen af piranhaer? (image credit: The Asylum)

Er der slet ikke noget godt?
Hmm…Barry Williams, fra The Brady Bunch, der spiller den amerikanske forsvarsminister er ok, ment på den måde at han i det mindste snakker ordenligt.

Hvad med nogle fun facts?
Vidste du, at huse springer i luften hvis de bliver ramt af store fisk, men hvis man sparker til fiskene sker der ikke noget?

Vidste du, at forskere kan blive usynlige når de har lyst?

Vidste du, at hvis man skriver noget ned på papir, så er det sandt?

Og vidste du, at batterier som du har haft i munden, har mere strøm?

uwebollscale-min

På en skala fra 1 til 10 Uwe Bolls, hvor ligger Mega Piranha så?
På en skala, hvor 10 er på “højde” med en Uwe Boll (Alone in the Dark, BloodRayne, Postal) film og 1 kan sidestilles med et verdensdækkende udbrud af byldepest, ligger Mega Piranha på en solid 2’er.

På GaGa The Movies’ skala er karakteren ikke overraskende:

copyright-0

Instruktør: Eric Fosberg  Forfatter: Eric Fosberg  Medvirkende: Paul Logan, Tiffany, Barry Williams, David Labiosa, Cooper Harris, Jude Gerard Prest og Jesse Daly  Udgivelsesår: 2010  Land: USA  Spilletid: 92 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.