Review | TRON: Legacy

Nostalgi er en farlig ting. Den originale TRON fra 1982 havde en rimelig markant plads i mine minder fra min barndom. Jeg huskede den som en underholdende science fiction film med fantastisk flotte effekter. Efter at have genset den for nylig, her knap 30 år efter udgivelsen, er dette dog ikke længere tilfældet. Filmen er meget langsom og faktisk ganske kedelig, det tager eksempelvis en god halv time inden man kommer ind i computerverdenen, noget som jeg huskede som stort set hele filmen. Når man så endelig kommer ind i computerverdenen, var effekter langt fra så gode som min hukommelse havde fået mig til at tro. Selv med sin alder taget i betragtning, er effekter ikke synderligt imponerende, underordnet hvor svært det har været at lave. Det hele er mudret, fladt og på grænsen til at være decideret grimt.

Man kan derfor godt undre sig over hvorfor Disney har valgt at fortsætte en historie fra en film, der for det første ikke var specielt god og for det andet ikke er velkendt for den nuværende generation af biografgængere. Yderligere, hvis rygterne taler sandt, så har Disney faktisk undladt at sende en planlagt Blu-Ray på gaden, alene for at det unge publikum ikke skulle se hvad TRON i virkeligheden var og efterfølgende blive væk fra biograferne. Det er alt sammen rimeligt ligegyldigt, nu når filmen er udkommet, så er det langt større og vigtigere spørgsmål om Disney har formået at opgradere historien til et publikum der hovedsagligt ikke ved hvad en arcadehal er?

Svaret er både ja og nej, for selvom man tydeligt har forbedret nogle elementer, så har TRON: Legacy mere til fældes med sin forgænger end man umiddelbart skulle tro.

Tyve år efter hans fars mystiske forsvinden, modtager Sam Flynn et kald om hjælp fra den for længst lukkede Flynn’s Arcade. Han undersøger stedet og finder hans fars hemmelige kontor. Han tørrer støvet af en efterladt computer som overraskende stadig virker og pludselig bliver han trukket ind i den digitale verden hvor hans far har været fanget de sidste to årtier. Den kunstige intelligens CLU har overtaget det hele og Kevin Flynn er blevet isoleret i en afsidesliggende bygning. For at redde hans far og komme tilbage til virkeligheden, må Sam, Kevin og kriger-programmet Quorra kæmpe sig tværs gennem den digitale verden og CLUs tropper for at nå den hurtigt lukkende udgang.

Allerede fra starten bliver et af filmens største problemer hurtigt tydeligt, i det at Garrett Hedlund i hovedrollen som Sam Flynn på intet tidspunkt er overbevisende. Han har tidligere været med i Four Brothers, Friday Night Lights og Eragon, ens for dem alle er at han bare ikke er en særlig god skuespiller. Han er dog ikke det eneste skuespillermæssige-problem, fordi den ellers så pålidelige Jeff Bridges er næsten på kronisk autopilot gennem hele filmen og så har man endda hele to Bridges at se på.

Filmen skifter mellem en mild version af Jeff Bridges som The Dude i The Big Lebowski og en ung digital version. Den computer-genererede version af Jeff Bridges ligger konstant i den frygtede “uncanny valley” og det virker simpelthen ikke. Det er meget muligt at det er det bedste digitale menneske nogensinde og det er det bedste at teknologien kan klare på nuværende tidspunkt, men så skal denne teknik bare holdes i skabet indtil det fungerer. De resterende skuespillere klarer sig lidt bedre. Olivia Wilde er udmærket som den smilende kriger Quorra. Bruce Boxleitner, Cillian Murphy og Michael Sheen er også ok i de små roller de har fået.

Nu kan det godt lyde som om at jeg hadede TRON: Legacy, det er dog ikke sandt og det er på grund af to ting. TRON: Legacy er i mine øjne kun design og soundtrack men de to ting er til gengæld intet mindre end mesterlige. TRONs velkendte stil er blevet forenklet til et meget renere look og det er en fryd at se på. Actionscernerne er skarpe og flotte, samtidig er den obligatoriske 3D for en gangs skyld brugt på effektiv vis. I baggrunden ligger Daft Punks eminente soundtrack og det passer som fod i hose til filmen. Det er et af de bedste soundtracks i lang tid.

TRON: Legacy er en efterfølger der skuffer og fornøjer i næsten lige dele, men en ting er sikker: Det er et stort, dumt men flot spektakel der fortjener at blive set på det store lærred.

Instruktør: Joseph Kosinski  Forfatter: Edward Kitsis, Adam Horowitz  Medvirkende: Jeff Bridges, Garrett Hedlund, Olivia Wilde, Bruce Boxleitner, James Frain, Beau Garrett, Michael Sheen og Cillian Murphy  Udgivelsesår: 2010  Land: USA  Spilletid: 127 min