Anti-Hollywood Week Prologue: A Painful Goodbye

Tilbage i 1999 fik Troy Duffy en chance, som filmfans kun kan drømme om. Fra den ene dag til den anden, gik Duffy fra at være ung håbefuld med et manuskript til at være Hollywoods næste store håb. Weinstein brødrene og Miramax gav denne rookie 2 millioner dollars for hans manuskript, gav ham lov til at instruere filmen selv, lod hans band spille på soundtracket og ikke nok med det, de købte endda hans bar til ham. Denne overflod af gode ting holdte dog ikke længe, Duffy eksploderede og brændte næsten alle broer i Hollywood. Hvad der helt præcist skete, er svært at sige men hvis man er interesseret, så kan man få én side af sagen i den afslørende dokumentar, Overnight, der fulgte hans rise and fall.

Mange, inklusiv mig selv, troede aldrig han ville finde arbejde i Hollywood igen. Filmen Boondock Saints blev næsten overskygget af al balladen, men gik hen og fik et helt kultfølge af dedikerede fans. Det mener jeg personligt ikke den fortjener, men det var da en ganske underholdende actionfilm hjulpet af et par gode præstationer. Tilbage i ‘99, bebrejdede jeg Duffy for at smide så stor en chance væk, men også Hollywood for håndteringen af sagen. Her 10 år efter, hvor jeg har set den længe ventede efterfølger, bebrejder jeg kun Hollywood for at lade ham komme tilbage.

MacManus brødrene har slået sig ned på en fredelig farm, langt fra al den vold og død de var involveret i ti år tidligere. Fortiden forbliver dog ikke fortid. Nogen er begyndt at efterligne dem i et forsøg på, at få dem tilbage i kampen og de kan selvfølge ikke lade deres legende blive trukket gennem sølet, så de pakker deres våben og tager tilbage til byen.

Efter slemme anmeldelser og værre omtale, havde jeg nedsat mine forventninger betydeligt inden jeg gik ind til denne film, men lige meget hjalp det. Jeg har umådeligt svært ved at finde bare ét formildende element ved dette makværk af en film. Det er faktisk så slemt, at filmen mest af alt ligner, at der er en eller anden instruktør som ville svine Troy Duffys navn til og derfor har lavet en amatøragtig og prætentiøs parodi på Boondock Saints. Så heldig er man bare ikke, det er skam Duffy der er manden bag det hele.

Lige fra starten af etteren, var det åbenlyst at Troy Duffy ønskede intet mere end at kunne skrive smart dialog ligesom Quentin Tarantino, men havde bare ikke evnerne til det. I Boondock Saints II er dette taget ud i den n’te grad, hovedparten af dialogen giver enten ingen mening, er gennemført tåbeligt skrevet eller begge dele.

For at give et eksempel, så siger Judd Nelson på et tidspunkt “We have been prisonfucked…in the ass…by massive dicks!” Duffy ved simpelthen ikke hvornår han burde stoppe og læsser i stedet bare flere og flere bandeord på, i et desperat håb om at lyde smart. Det samme gør sig gældende ved hele filmens struktur og måden den er filmet på.  De 118 meget lange minutter, er fyldt med utallige slowmotion fokuseringer på ingenting, som samtidig bliver svøbet ind i bombastisk og højtidelig musik. Det hele er bare så uforskammet prætentiøst, Troy Duffy er i sandhed en mand der tror han er så uendeligt meget mere end han i virkeligheden er.

Tro dog ikke, at Duffy er den eneste der gør sig selv til grin i Boondock Saints II. Skuespillet spænder fra dårligt til sjælknusende elendigt. De to hovedroller er måske i den mindst elendige ende, men det er bestemt ikke synderligt seværdigt. Der er imidlertid et andet problem med hovedrollerne. Norman Reedus ligner det narkovrag som han altid har gjort, men der er sket et eller andet meget besynderligt med Sean Patrick Flanery (¤ se billede). Han har tilsyneladende fulgt i Mickey Rourkes fodspor og hans ansigt er nu enormt fucked up. Han ligner på ingen måde sig selv og flere gange under filmen var jeg faktisk i tvivl, om de ikke bare havde fundet en tilfældig skuespiller og bare sminket ham så godt som de kunne, hvilket er meget forvirrende.

Det nye medlem af banden, Clifton Collins jr, er måske det tætteste filmen kommer på et lyspunkt, for han overspiller nemlig så sindssygt at man næsten ikke kan lade være med at grine. Det er dog ikke helt til filmens fordel. Julie Benz, der erstatter Willem Dafoe fra den første film og Judd Nelson, der spiller mafiaboss, spiller begge så himmelråbende elendigt at man flere gange måtte gribe hårdt i armlænet, alene for at man ikke skulle efterleve den enorme lyst til at hoppe ud af vinduet.

Hvis actionscenerne så bare havde været interessante, så kunne man måske have fået et eller andet ud af det, men det hele er så energiløst og amatøragtigt. Det eneste Boondock Saints II kan bruges til, er som et perfekt eksempel på grunden til at GaGa The Movies pakker kufferten og rejse ud i verden i næste uge, som en del af Anti-Hollywood Week. Som afslutning, vil jeg meget passende bringe et citat fra Judd Nelson: “Fans of Boondock, go fuck yourself!”

Instruktør: Troy Duffy  Forfatter: Troy Duffy  Medvirkende: Sean Patrick Flanery, Norman Reedus, Billy Connolly, Clifton Collins Jr., Julie Benz, Bob Marley, Brian Mahoney, David Ferry og Peter Fonda  Udgivelsesår: 2009  Land: USA  Spilletid: 118 min