
Review | A Perfect Getaway
Instruktøren af sci-fi/ horror-mesterværket Pitch Black og dens mindre heldige efterfølger, Chronicles of Riddick, er efter en lang pause tilbage med denne overraskende gode mainstream thriller. (¤ Han lavede også The Arrival med Charlie Sheen, men det eneste jeg kan erindre fra den film er at rumvæsnernes knæ bukker den forkerte vej og at den ikke var synderligt god.)
Cliff og Cydney er nygifte og tager til Hawaii på bryllupsrejse. De lokale fortæller om den afsides strand, kendt for dens skønhed, som kun kan nås via en små-farlig tur gennem junglen til fods. De begiver sig på vej og på turen møder de to interessante par. Men ét par er ikke hvad de udgiver sig for at være…
Historien er ikke særlig opfindsom og det er set mange gange før men det er netop derfor at David Twohys bedrift er så prisværdig. Twohys velskrevne manuskript leger både med ens forventninger og generelle genre-konventioner for, på fornem vis, at holde spændingen kørende.
Plottets drejninger bevæger sig ud på territorier der uden tvivl vil dele publikum ned i midten. Den ene halvdel vil nok falde af i svinget og finde det hele lidt tåbeligt. Den anden halvdel vil følge Twohy og se det som kreativt og forfriskende. Hvilken halvdel man tilhører vil, logisk nok, kraftigt påvirke ens mening om filmen, men som man kan se ud fra anmeldelsen og karakteren tilhører jeg den sidstnævnte halvdel.
Skuespillet er generelt godt over hele linjen men især Timothy Olyphant er særdeles fremragende. (¤ Hvis jeg så bare kunne få Hitman slettet fra hukommelsen, for Olyphant er næsten god i alt han medvirker i men den lortefilm er en skamplet på hans CV.)
Instruktør: David Twohy Forfatter: David Twohy Medvirkende: Steve Zahn, Milla Jovovich, Timothy Olyphant, Kiele Sanchez og Marlie Shelton Udgivelsesår: 2009 Land: USA Spilletid: 108 min

