Review | Warm Bodies

Zombie-epidemien er en altædende sygdom som truer med at fortære alle medier. Både film, bøger og computerspil kæmper en tabende kamp mod udøde horder og musikindustrien er den eneste som slipper fra sygdommen med helbredet i behold. I min erfaring er der forsvindende få musiknumre som handler specifikt om disse udøde væsner, men man kan selvfølgelig argumentere at størstedelen af popmusikken er skabt til zombier. Det er blevet et sikkerhedsnet som forfattere, medierne over, kan falde tilbage i hvis de sidder fast i en historie. Hver gang man mangler en trussel, et tema eller en bevægegrund, så er der gode odds for at det ender med at være zombier. Det er trættende, uopfindsomt og kedeligt. I en fri fordanskning og lettere omskrivning af det gode gamle engelske udtryk, så er medierne fuldt ud tilfredse med at tæve løs på en død hest, men hvad nu hvis den hest i stedet kunne lære nogle nye tricks. Det er måske meget forlangt, at et dødt dyr skal fortsætte med at udvikle sig, men det er præcis hvad Warm Bodies bringer for døren. Filmen puster tiltrængt nyt liv i to meget forskellige og lettere skindøde genrer.

Efter epidemien ramte, ligger det meste af verden øde. De få overlevende mennesker har barrikeret sig bag massive betonmure. De lever et liv fyldt med frygt, nød og undertrykkelse. Fra tid til anden er de nødsaget til at bevæge sig udenfor de trygge mure, for at skaffe proviant og medicin til befolkningen, men det er en farlig opgave, for i ruinerne af den gamle verden ligger en konstant fare på lur omkring hvert eneste hjørne. Det er her vi møder vores hovedperson, R. Han er teenager, rastløs, frustreret… og så har han forresten også været død i et stykke tid. Livet som zombie er kedeligt, ensformigt og intetsigende. Det er praktisk talt umuligt at opretholde et socialliv, når det meste af dagen går med at jage frisk menneskekød til aftensmaden. R har næsten opgivet, men det hele ændre sig da han får øje på Julie, en af byens udsendte, og han pludselig føler noget som hans døde kød længe havde glemt eksisterede. En varm gnist tændes i hans kolde hjerte og tiden virker stillestående, lige indtil byboerne begynder at skyde efter ham…

Man kunne kold og kynisk, og kalde filmen endnu en romantisk komedie bare iscenesat i zombietider, endnu en teenagefilm til et publikum som måske er blevet mere åbne overfor horrorelementer efter Twilight eller endnu en let forklædt genfortælling af William Shakespeare’s Romeo & Juliet, men for en gangs skyld virker det og Warm Bodies formåede endda at give en smule varme til mit eget kolde, døde hjerte.

Nicholas Hoult arbejder sig stødt frem i filmindustrien og kæmper hårdt for at slippe af med mærkaten som ham knægten fra About a Boy. Forstå mig ret, jeg kunne godt lide About a Boy og så vidt jeg husker, så var Hoult ganske udmærket, men de fleste børnestjerner har svært ved at finde sig til rette, når alderen tvinger dem ud af de “små” roller. Efter solide præstationer i X-Men: First Class og A Single Man er Hoult godt på vej og bedre endnu, så er han ganske fremragende i Warm Bodies. I det at han er zombie, har han ret begrænset mimik og et fåtal af replikker, men han får det bedste ud af udfordringen. Omkring ham er der også udmærkede præstationer, selvom man kan argumentere for at Malkovich bare er Malkovich.

Det er dog ikke alt som virker i Warm Bodies. Meget af det omgrænsende materiale blegner i forhold til kemien, charmen og humoren mellem de to hovedpersoner, hvilket man selvfølgelig sagtens kan sige skal være sådan og at det kun er en god ting, men i en komedie hvor noget af humoren kommer fra omgivelserne, ville det være rart hvis det hele holdte den samme standart. Slutningen virker også lidt hurtig og nem, men det er ikke nok til at ødelægge en ellers god, sjov og sød oplevelse.

Instruktør: Jonathan Levine  Forfatter: Jonathan Levine, Isaac Marion  Medvirkende: Nicholas Hoult, Teresa Palmer, Rob Corddry, Analeigh Tipton, Dave Franco og John Malkovich  Udgivelsesår: 2013  Land: USA  Spilletid: 98 min