Update the Second

Jeg var, som sagt, en smule bange for Dark Souls, ikke mindst på grund af den omtalte advancerede sværhedsgrad og det faktum, at jeg ikke er voldsomt begejstret for riddertiden, irrelevant om det er den almindelige slags eller badet i fantasy. Den skjulte tredje frygt var, at jeg lige som med Skyrim ville blive hooked og jeg pludselig havde endnu en 40-60 timers spiloplevelse i mellem hænderne. Det er selvfølgelig præcis hvad der sket, anmeldelserne løj ikke, Dark Souls er fantastisk og selv mens jeg skriver dette, er min eneste tanke hvornår kan jeg komme tilbage til Dark Souls’ brutale og smukke verden.

Dark Souls er et flashback til en tid, hvor computerspils sværhedsgrad var uendeligt højere end nu, en tid hvor eksempelvis Mega Man 2 straffede en gang på gang, hvis timingen ikke var perfekt. Nutidens spil er blevet meget nemmere og mere tilgængelige med tiden, i et forsøg på at nå et bredere publikum. Eksempelvis så døde jeg kun en enkelt gang under hele min 40-60 timers spilletid i Grand Theft Auto IV og 7 gange i det nyeste Devil May Cry spil, en serie kendt for at være svært. Med tiden havde jeg opbygget den opfattelse, at jeg var blevet ganske god til det der spilhalløj, men Dark Souls skriger “you suck, you worthless maggot!”, planter en massiv økse i dit kranium, pisser på din livløse krop og forventer man ufortrødent prøver igen. Hvilket man gør med glæde.

Dark Souls er djævelsk svært, men ikke på den velkendte frustrerende måde. Det føltes aldrig som spillet snyder, i stedet siger det at du som spiller ikke er god nok og det opildner en til at blive bedre. Det lyder lidt som et masochistisk forhold, af og til som at banke hovedet mod en mur, men når man endelig overvinder udfordringen, så virker det væsentlig mere tilfredsstillende. Letheden hvorved at man dør, de konstante farer og risikoen for at man mister alt hvad man har indsamlet, gør at døden og derfor også ens liv har langt større betydning, noget som sjældent er tilfældet i computerspil. Det er forfriskende og nervepirrende på samme tid. Spillerens evner, strategi og tålmodighed bliver virkelig testet. Det er hvad en succesfuld rogue-like kan tilbyde og Dark Souls er blandt de bedste af slagsen.

Nu er jeg så fanget i denne ondskabsfulde verden og jeg har tænkt mig at besejre den, jeg ved bare ikke om jeg er god nok.