Review | Gantz:0

For nogle år tilbage, så jeg de to Gantz film i forbindelse med den daværende anti-Hollywood uge og som udenforstående var det en oplevelse som startede i stor overraskelse og sluttede i skuffelse. Den første Gantz var en flot, kreativ og underholdende sci-fi actionfilm som vækkede min interesse for mere i universet. Denne ny fundne interesse blev dog hurtigt dæmpet med efterfølgeren, Gantz: Perfect Answer, en film som var mere optaget af at følge sit forlag slavisk og formidle fanservice end den var at fortælle en reel, sammenhængende og underholdende historie.

Det var så med lettere nedtonede forventninger, en underlig blanding af ligegyldighed og interesse, at jeg fortsatte min tilværelse, indtil at jeg ved et tilfælde støtte på annonceringen af Gantz:0. Væk var de lettere akavede skuespillere og til tider haltende effekter, og i stedet var filmatiseringen fuldblods animation ala Appleseed, Harlock: Space Pirate og Vexille.

Stilskiftet virker på papiret som et perfekt match og i en tid hvor Hollywoods største blockbusters i forvejen er halvvejs computeranimerede, er det ikke meget anderledes. Jeg har længe udtrykket ønske om at man turde at prøve stilen af, i det at man ikke længere er låst af dyre skuespillere og kan lade kreativiteten få frit spil uden at frygte for menneskeliv, men filmbyens magtfulde herrer er hunderæd for at animation til stadighed anses som børnetime.

Tilbage til Gantz:0, så er det altafgørende spørgsmål om den læner sig mest op ad den første eller anden film, da der er væsentlig forskellig på min interesse og den afsluttende karakter.

Setuppet i Gantz:0 er egentlig ganske simpelt, lidt som en blanding af Battle Royale, Gamer og Tron. Tokyo er overrendt af monstre og dæmoner fra en anden verden. Menneskelighedens eneste forsvar er Gantz, en mystisk maskine som giver udvalgte midlerne og styrken til at gøre modstand. Disse udvalgte eksisterer i limbo mellem liv og død, hvis de får tilstrækkelige points ved at besejre den dæmoniske invasionsstyrke så får de lov til at vende tilbage til den virkelige verden, men hvis de død i spillets forløb, er denne død endelig.

Allerede fra første sekund imponerer Digital Frontier med præcis hvor flot, dynamisk og stemningsfyldt det kan gøres med denne nymodens tekno… hey, røv og patter! Bogstaveligt noget af det første man ser i denne dystre post-apokalyptiske verden er close ups af den kvindelige anatomi i stram latex og den japanske tradition tro, nu hvor det er animation, så har man tilføjet formerne lidt ekstra bevægelse.

Hør, jeg kan stirre på den kvindelige form i timevis og gør det gerne, men nu prøver jeg altså at lade mig underholde af en film og jeg er rimelig sikker på at disse japanere hverken ved hvordan bryster eller physics fungerer. Så tonen er slået an og den hænger allerede til den forkerte side… det kan altså godt blive nogle lange 90 minutter.

Men når man først har fundet sig til rette i de præ-pubertære drengefantasier som de fleste manga-historier udspiller sig i, så er dette en rimelig kick-ass én af slagsen. Speederen bliver trampet i bund lige fra starten, der bliver ikke sparet på adrenalinpumpende actionscener og holdopsætningen er tilpas fyldt med interessante/underlige karakterer. Genren tro, og fuldt ud i nationens ånd, så går begivenhederne hen og bliver en anelse weird, for ikke at sige meget weird. Det hele ender op på et plan, hvor man til sidst rent faktisk formår at bruge den perverterede fokus på den kvindelige anatomi til noget meningsfyldt og interessant… den havde jeg sgu ikke set komme.

Der sker faktisk så meget i løbet af de 90 minutter, at det balancerer på en knivsæg mellem godt og skidt. Det er selvfølgelig godt, da det sjældent er kedeligt, men på den anden side så får få elementer tid til at udvikle sig på skærmen. Der er materiale nok til en sæson eller to af en tv-serie, hvilket sikkert er sådan forlaget deler det ud, men hvis det ikke kan være anderledes så er jeg glad for at vi i det mindste får denne film, frem for ingenting. Det må da absolut være en positiv ting, at sidde tilbage med lysten til at se mere.

Når alt det så er sagt, så sidder man unægteligt tilbage med en hungeren efter en spilversion af Gantz. Det er jo næsten for oplagt, serien er voldsomt inspireret af spil og er opbygget som ét, hele levelinddelingen, pointsystemet og den generelle balls-to-the-wall action er skræddersyet til det interaktive format.

Mens jeg udmærket er klar over at, man nok ikke helt kan forvente et tripple-a budget, polish og scope som et Final Fantasy spil, men man kunne jo give opgaven til SEGA, det er jo ikke som om at de laver noget for tiden og holdet bag Binary Domain virker som et godt fit til licensen.

Alternativt kunne man ringe til Suda 51, den mand har i hvert fald den påkrævede galskab og hans nyeste spil, Let It Die, deler mange af de samme strukturelle byggesten som Gantz.

Afslutningsvis, og mens vi venter på en (forhåbentlig) snarlig annoncering af et spilsamarbejde, så kan man lade sig underholde af bizar og energisk anime af bedste skuffe og den er endda lige kommet på Netflix, så undskyldningerne er få.

Instruktør: Yasushi Kawamura, Keiichi Saitô  Forfatter: Tsutomu Kuroiwa, Hiroya Oku  Medvirkende: Yuki Kaji, Saori Hayami, Daisuke Ono, Teruaki Ogawa og Tomohiro Kaku  Udgivelsesår: 2016  Land: Japan  Spilletid: 95 min