Bag dagens låge bliver dårlige undskyldninger dækket med Crazy.

I dag var det egentlig meningen, at jeg skulle fejre at jeg for 20 år siden begyndte at tildele film ligegyldige tal, men det reelt nye content må vente til julekalenderen er overstået, det var jo også meningen at kalenderen skulle fungere som en slags introduktion.

I stedet slår jeg 2 fluer med ét smæk og præsenterer to af sidens faste elementer samtidig. GaGa Gold er nærmest sidens Hall of Fame og representere de film, spil, instruktøre og skuespillere som jeg værdsætter. Listen er ført ud i livet som en serie af sammekort, fordi jeg godt kan lide at stene og designe ting, den komplette samling kommer op på siden i løbet af de kommende uger.

Det andet faste element, er galningen som vi kender som Crazy-Cage, Nicolas Coppolla. Manden fascinerer mig, hans evne til at svinge fra oscar-vindende skuespil til bunden af det værste, en gang i mellem med et drys af noget af overdrevne overspil på denne side af 50’ernes slapstick tegnefilm. Man ved sgu aldrig rigtig hvad man får med Nic Cage film, det er derfor jeg elsker ham og det er derfor at der bliver skrevet så meget om ham her på siden.

GaGa Gold #3: Nicolas Cage

Hemmelighedens silkebløde dække er efterhånden gevaldigt udslidt og man skal nærmest være dugfrisk debutant på siden, for at man ikke kender til min åbenlyse kærlighed til galningen Nicolas Cage. Jeg snakker jo næsten ikke om andet og det er ved at være så slemt, at jeg burde ændre sidens tagline til “The Good, The Bad & The Cage”. Derfor er det kun passende, at jeg gifter mig med manden… eller i mangel på bedre, inkluderer ham i den eksklusive klub, GaGa Gold.

Jeg gik tilbage i gemmerne og genså nogle af Cages tidlige film. Der er sket noget dramatisk indenfor de sidste 15-16 år. Jeg ved ikke om det bare er et spørgsmål om, at jeg er blevet ældre og klogere, om det er den anden vej rundt eller om jeg bare har lært at værdsætte Nicolas Cages personlige psykose. Under alle omstændigheder, så er min holding til to af filmene vendt 180 grader og den sidste har bevæget sig fra middelmådig til undervurderet og tæt på fremragende.

Da jeg så Vampire’s Kiss for første gang, var mit had til filmen ganske stort og jeg har med garanti brugt ord som elendig og idiotisk med meget løs hånd. Det kunne dog ikke være længere fra sandheden. Vampire’s Kiss er en af de absolut vigtigste grundsten i Cages sindssyge og han har sjældent givet præstationer med dette niveau af galskab. rejse ind i natten efter at han har overbevist sig selv om at han er blevet bidt af en vampyr er ikke blot underholdende, men også hylende morsomt og en af Cages bedste roller. Vampire’s Kiss går fra en 2/10 til den noget meget respektable karakter 8/10.

Min oprindelige holding til Moonstruck var nok farvet af mit generele had til Cher. Der er dog ikke fair og efter gensynet er jeg tilbøjelig til at kalde hendes præstation ganske fremragende. Samspillet mellem Cher og Nicolas Cages sære bagersvend er karismatisk og medrivende, og hvis filmen kun havde været om de to, så havde det været en fantastisk kærlighedsfilm. Desværre kan det omgivende persongalleri ikke leve op til de to hovedpersoner og det ender med at skade filmen. Moonstruck gør fra en 3/10 til en habil 7/10 og har formildnet mit syn på Cher.

Jeg var ret uimponeret af Martin Scorseses Bringing out the Dead den første gang og gav filmen den lettere sørgelige karakter 4 ud af 10. Ved gensynet lagde jeg langt større værdi i den trykkende og deprimerende stemning som ligger i et tykt lag gennem hele filmen. Det er en film om fortabte sjæle og deres desperate jagt efter bare det mindste glimt af håb. Hver og en af disse ødelagte og håbløse personligheder er perfekt spillet af John Goodman, Ving Rhames, Patricia Arquette, Tom Sizemore og selvfølgelig Nicolas Cage selv. Bringing out the Dead ender på 8 ud af 10 og hopper samtidig et godt stykke op af listen over de bedste Scorsese film.

Det var så det og så kan det være, at jeg kan holde op med at snakke om Nicolas Cage i et stykke tid… måske.