Bag dagens låge er der masser af asiatisk craziness and I love it.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen; “I’m a weird guy, I like weird things”. Derfor er det ikke overraskende at jeg føler mig til rette og er fascineret af visse dele af den asiatisk kultur… those guys are fucking weird! Store dele af den asiatiske film og spilindustri er et slaraffenland af originale (udtales “sindssyge”) idéer og jeg vil til enhver tid hellere opleve noget nyt, ligegyldigt kvaliteten, end at leve forudsigelighedens monotome eksistens.

Artikelserien GaGaGaG (ja, det er ganske spøjst at titlen endte som en så fin forkortelse og det er jo ikke som om den er backward engineered fra et hashtag og tilpasset med ord senere…) er tildelt disse vidunderligt skøre mennesker.

GAGA’S GRATUITOUS ASIAN GAMING

Det sindssyge asiatiske spilorgie startede meget passende med Grasshopper Studios og Suda 51’s No More Heroes: Heroes’ Paradise til PS3. Suda 51 er frontløber for den japanske spilindustris over-the-top madness og som sådan er han også inventar i min spilsamling. Suda har produceret spil som det abstrakte Killer 7 som jeg spillede og desperat forsøgte at forstå sidste gang. Han stod også bag det fremragende Shadows of the Damned og samarbejdede med James Gunn (Slither) på Lollipop Chainsaw. No More Heroes er fuldblods Suda og leverer alt hvad man forventer af den slags. Der er blodgejsere en masse, spilreferencer til højre og venstre, skrupskøre idéer og grænseløs pervesitet, men som hans andre spil så er gameplayet aldrig første prioritet og det kan nemt gå hen og blive ensformigt. No More Heroes gælder om at komme til tops på lejemordernes leaderboards og derfor er boss fights i fokus, heldigvis er de også klart det bedste ved spillet. Heroes’ Paradise er et HD remix af de to Wii spil og det kan man godt se, grafisk er det ikke specielt imponerende, men Sudas spil har altid levet højt på design og det er ikke anderledes her. På CrazyNéZ skalaen ender det på et habilt 7-tal, men tallet kan selvfølgelig godt blive højere jo længere jeg kommer ind i spillet.

Jeg har længe været fan af Dead or Alive serien og nej, det er ikke på grund af de attributer som serien sætter forrest. Serien har altid fået meget omtale for sin “advancerede” animation af de kvindelige former, men for det første er det himmelråbende latterligt og for det andet betyder det kun noget for pre-pubertære drenge og de mest perverse japanere. Grunden til at jeg godt kan lide serien, er det flydende kampsystem og fordi jeg, selv om jeg ikke er overvældende ferm til fighting games, stadig kan få gode resultater. Jeg startede spillets historiedel med meget lave forventninger, for selv om Mortal Kombat genopfandt måden at levere en historie i et kampspil, så er langt størstedelen stadig ligegyldige. Historien i Dead or Alive 5 er ikke ligegyldig (ok, det er den også) men derimod direkte psykopatisk, den hopper rundt i tiden og giver absolut ingen mening, den virker mest af alt som en luset sæbeopera iscenesat i et japansk kampspil. Den omtalte perversitet i No More Heroes er intet imod hvad Dead or Alive 5 stiller for døren, det er faktisk lidt skræmmende. Spillet er lavet til skumle perverse drenge af skumle perverse drenge. Team Ninja fokuserer så meget på de kvindelige former at det næsten burde være ulovligt, men jeg er forholdsvis sikker på, at de aldrig selv har set disse former i virkeligheden, for der er intet menneskeligt på denne jord som bevæger sig på denne måde. På skalaen er jeg nød til at citere Team Ninja og give spillet Boooobs ud af 10.

Jeg var, som sagt, en smule bange for Dark Souls, ikke mindst på grund af den omtalte advancerede sværhedsgrad og det faktum, at jeg ikke er voldsomt begejstret for riddertiden, irrelevant om det er den almindelige slags eller badet i fantasy. Den skjulte tredje frygt var, at jeg lige som med Skyrimville blive hooked og jeg pludselig havde endnu en 40-60 timers spiloplevelse i mellem hænderne. Det er selvfølgelig præcis hvad der sket, anmeldelserne løj ikke, Dark Souls er fantastisk og selv mens jeg skriver dette, er min eneste tanke hvornår kan jeg komme tilbage til Dark Souls’ brutale og smukke verden.

Dark Souls er et flashback til en tid, hvor computerspils sværhedsgrad var uendeligt højere end nu, en tid hvor eksempelvis Mega Man 2 straffede en gang på gang, hvis timingen ikke var perfekt. Nutidens spil er blevet meget nemmere og mere tilgængelige med tiden, i et forsøg på at nå et bredere publikum. Eksempelvis så døde jeg kun en enkelt gang under hele min 40-60 timers spilletid i Grand Theft Auto IV og 7 gange i det nyeste Devil May Cry spil, en serie kendt for at være svært. Med tiden havde jeg opbygget den opfattelse, at jeg var blevet ganske god til det der spilhalløj, men Dark Souls skriger “you suck, you worthless maggot!”, planter en massiv økse i dit kranium, pisser på din livløse krop og forventer man ufortrødent prøver igen. Hvilket man gør med glæde.

Dark Souls er djævelsk svært, men ikke på den velkendte frustrerende måde. Det føltes aldrig som spillet snyder, i stedet siger det at du som spiller ikke er god nok og det opildner en til at blive bedre. Det lyder lidt som et masochistisk forhold, af og til som at banke hovedet mod en mur, men når man endelig overvinder udfordringen, så virker det væsentlig mere tilfredsstillende. Letheden hvorved at man dør, de konstante farer og risikoen for at man mister alt hvad man har indsamlet, gør at døden og derfor også ens liv har langt større betydning, noget som sjældent er tilfældet i computerspil. Det er forfriskende og nervepirrende på samme tid. Spillerens evner, strategi og tålmodighed bliver virkelig testet. Det er hvad en succesfuld rogue-like kan tilbyde og Dark Souls er blandt de bedste af slagsen.

Nu er jeg så fanget i denne ondskabsfulde verden og jeg har tænkt mig at besejre den, jeg ved bare ikke om jeg er god nok.