DECVII: Not the Fault of George Lucas

Categories GaGa Says

Låge nummer 7 i kalenderen gemmer barndommens ruiner.

Vi fortsætter hvor vi slap igår, med idéen om at jeg tager fejl, men denne gang gør det bare lidt mere ondt. Internettet elsker at tude og brokke sig over ligegyldige ting, en flok skrigende og forkælede børn som går i selvsving over at Hollywood har jo ødelagt deres barndom med den nye Ghostbusters, med George Lucas’ ændringer til Star Wars og/eller med alle deres uendelige remakes. Det er selvfølgelig slemt for dem, men der er jo reelt ikke ødelagt noget. Der er ikke noget på spil, men det er der til gengæld her…

Med Destroy My Memories gør jeg det ved mig selv, fordi jeg syntes det kunne være interessant at se om disse barndomsminder holder tidens tand, om filmen virkelig var så god som jeg husker, om min smag bare har ændret sig… og nå ja, fordi jeg er en dumb idiot.

Ekstra note: Jeg holder stadig på, at Guyver er oplagt til en reboot. I denne tid hvor superhelte og sci-fi er på mode, burde det kunne lade sig gøre og hvis Hollywood ikke tør, så sæt Takashi Miike bag kameraet. Det er ønsketænkning, men man har vel lov til at drømme.


FILM REVIEW: THE GUYVER AKA MUTRONICS

[Destroy My Memories er en af de nye features her på siden og fungerer som en counterpart til Revisit of the Damned. Destroy My Memories går ud på, at jeg går tilbage og genser en film som jeg godt kunne lide da jeg var yngre, for at se om den stadig holder. En smertefuld og potentielt ødelæggende måde at revurderer sin barndom på. Sådan bare for sjov.]

Da jeg var dreng, var jeg en stor fan af Manga. Jeg så i det hele taget enormt meget japanske anime og alverdens obskure science fiction serier i min barndom og tidlige ungdom. Manga produktioner som Appleseed, Macross Plus, Street Fighter II: Animated og Ninja Scroll var store favoritter i hjemmet og stod aldrig langt fra videomaskinen. Men der var en serie der fangede mit hjerte mere end nogen af de andre og den serie var Hiroshi Watanabe og Yoshiki Takayas Kyôshoku Sôkô Guyver, bedre kendt som Guyver: Bio-Boosted Armor. Den var ultravoldelig, fyldt med crazy monstre og havde en sej helt. Det var dengang hvor jeg stadig kunne acceptere tegnefilm der kun var lavet med 8 frames i sekundet i stedet for 24 og næsten ingen detaljer havde i billedet.

Jeg var derfor ellevild da jeg så Jakob Stegelmann snakke om Mutronics: The Movie i Troldspejlet. Mutronics var den amerikanske filmatisering af Guyver-serien og den så intet mindre end fantastisk ud. Den blev straks købt hjem og jeg satte mig forventningsfyldt til rette foran flimmeren. Det var lige hvad jeg havde ønsket mig. Vilde monster-kostumer, blodige kampscener og så havde den ham der Mark Hamill fra Star Wars-filmene. Jeg var en lykkelig lille knægt og filmen blev set igen og igen. Nu, så mange år efter, vandre jeg atter tilbage gennem minderne for at gense denne elskede perle fra barndommen. Holder filmen stadig eller er nostalgien i sandhed blindende?

Svaret er et klokkeklart nej, filmen holder på ingen måder. Hvad er det dog jeg har gjort? My childhood is ruined! Ruined I say! Filmen er et overflødighedshorn af tænderskærende elendigt skuespil, pinlige effekter, rædselsfuld klipning og en generel mangel på alt der kan forstås som filmisk talent. Det omtalte skuespil er værst når Vivian Wu er på skærmen, kvinden kan ikke tale engelsk og hun får med lethed den ellers middelmådige skuespiller Mark Hamill til at virke som en mester af hans profession der burde vinde oscar-statuetter fra nu af og til dommedag. Effekterne er skrækkelige og den eneste grund til at man ikke kan se lynlåsen på de forfærdelige plastik monster-kostumer, er fordi det ikke er i HD.

Grunden til at jeg har sat klipningen som et punkt for sig selv, er fordi at filmholdet insisterer på at hver eneste gang der skiftes fra en scene til en anden skal det signaleres med en lille jingle og et wipe-cut der ville gøre selv George Lucas rød i hovedet. Alene at filmen langt fra er så god som jeg husker, trak en masse pinefulde rødder op i min barndom men hvad værre er, så har den dvd-version jeg så af filmen været under tung censur. Der er ikke noget blod længere, volden er kraftigt nedtonet og i stedet er der indsat flere scener med det “humoristiske” sorte og rappende monster, der nærmest er en prototype af Jar Jar Binks.

Mutronics var en svær film at komme igennem og den har ændret mit syn på flere ting i mine unge år, men intet er dog så dårligt at det ikke er godt for noget. Filmen er underholdende fra et Mystery Science Theater 3000-agtigt synspunkt og for en gangs skyld vil jeg bede Hollywood om hjælp. Mutronics er et af de tilfælde hvor en remake med den rette instruktør og 100 millioner dollars kunne blive til en fantastisk film. Make it happen, Robert Rodriguez.

Mutronics var en flyvende start på Destroy My Memories, idet at filmen er et perfekt eksempel på hvad artikel-serien handler om. Jeg havde dog ikke regnet med at det ville gøre så ondt, jeg går bare herover i hjørnet og ligger mig til at dø…

8/10 var den formodet fra dengang (jeg ved det ikke, gav ikke karaktere på det tidspunkt), men det bliver nu rettet til:

Instruktør: Screaming Mad George, Steve Wang  Forfatter: Jon Purdy, Yoshiki Takaya Medvirkende: Mark Hamill, Jack Armstrong, Vivian Wu, Michael Berryman, Peter Spellos, Spice Williams, Jimmy Walker, Johnnie Saiko og Jeffrey Combs  Udgivelsesår: 1991  Land: USA / Japan Spilletid: 92 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.