Manowar

[Jonas Kostending, en god ven af siden, har startet et fællesskab på Facebook med formålet at dele god musik og musikalske oplevelser. Jonas skriver gode og interessante musikhistorier, ofte med stor personlighed. Disse historier vil jeg gerne være med til sprede, så derfor finder nogle af dem nu vej til gagathemovies.com. Hvis man vil vide mere, så hedder gruppen Audio og kan findes her.

Hvis man kender Jonas, så er det kun passende, at den første post bliver om Manowar.]

Ét af mine absolut all-time yndlingsbands er amerikanske MANOWAR der blev dannet i New York i 1980. De nød måske ikke altid lige så stor popularitet som de mere poppede kunstnere dér i 80’erne – især ikke i USA – men til gengæld slog de sig op på at være repræsentanterne for den ’rigtige heavy metal’ – alle de andre var jo blot, efter Manowars udsagn, ’whimps and posers’. Manowar blev beundringsværdigt ved og ved hele vejen op gennem 90’erne, uden nogensinde at gå på kompromis med noget som helst, i den tid hvor heavy metal var allermindst populær.

Vi er i den grad ovre i klassisk heavy metal og episk power metal her. Til dem der slet ikke kender Manowar (shame on you!), kan man nok sige at de stilmæssigt læner sig lidt op af fx Iron Maiden. Som nogle af de første (og bedste), blander de ofte den klassiske heavy-lyd med episke og storladne kompositioner, der inkluderer store korarrangementer, orgel og strygere. Tekstuniverset er fyldt med episke fortællinger der bl.a. omhandler vikinger, drager og dæmoner, sværd og trolddom, krig og død, guder og heltesagn og –gerninger. Som en forgænger for vikinge-metallen hentede de ofte inspiration i den nordiske mytologi, men også fra fx Homers ”Iliaden” der bliver behandlet til fulde i et 28+ minutter langt nummer på albummet ”The Triumph Of Steel”.

Der er til tider rigtig meget ”Conan the Barbarian” eller ”300” over deres fortolkning af ’de gamle dage’, og derfor kan det også blive lidt ’cheesy’ og ’camp’ ind imellem. Derudover lever Manowar øjensynligt efter devisen ’gentagelser er godt, mange gentagelser er meget godt’. Disse ting kan jeg dog sagtens tilgive – jeg er faktisk fuldstændig ligeglad – så længe jeg drages ind i universet, og det er fuckin’ HEAVY METAL! Og dét er Manowar!

Manowar er dog svære for mig at elske betingelsesløst, fordi de også viser en anden side. Lige så awesome de kan være i de mytologiske numre, ligeså tåbelige kommer de nogle gange til at fremstå i ’festnumrene’, hvor det brovtende, ’vi-er-de-bedste-fordi-vi-spiller-det-ægte-metal-allerhøjest’-tekstunivers er fremtrædende. Det er ikke dårlig musik, og jeg synes da også det kan være sjovt og festligt til tider, men det er virkelig svært for mig at skifte mellem to SÅ forskellige udtryk, når jeg hører et album. Det er nok fordi jeg lægger (for) meget vægt på teksterne når jeg lytter til musik, især når det er tekster der vil fortælle mig en historie, at jeg ikke pludselig midt i et album kan sige til mig ’okay, denne tekst er pludselig ligegyldig’…

Gennem årene har Manowar desværre også haft et antal albums af ret tvivlsom karakter, hvor de virker meget ufokuserede, og hvor det kun er ganske få sange der reelt virker. Kreativt tror jeg lige nu at Manowar er i dødvande: Deres seneste album ”The Lord Of Steel” (2012) er, på nær et par enkelte numre, fyldt med stinkere af den værste type, samt numre med tåbelige tekster baseret på tåbelige film (”El Gringo” anybody?!). Ud over det, er de i gang med at genindspille mange af deres tidligere albums.

Jeg elsker dem jo højt alligevel, men især når de på albums som fx ”The Triumph Of Steel”, ”Gods Of War” og ”Kings Of Metal” er så betingelsesløse som muligt i deres koncepter.
Manowars sjette og mest succesfulde album er netop ”Kings Of Metal” fra 1988, der med numre som bl.a. titelnummeret, ”Heart Of Steel”, ”The Crown And The Ring” og ”Kingdom Come” er fyldt med mange af de numre, som i dag er blevet til ’Manowar-anthems’. Derfra kommer også denne torsdags nummer ”Hail And Kill”, som indeholder nogle af de elementer jeg er kommet ind på, der gør Manowar så fedt. Manowar består på dette tidspunkt af grundlægger og bassist Joey DeMaio samt Eric Adams på vokal. Adams har en helt fantastisk stemme og rækkevidde, og er efter min mening den næstbedste sanger indenfor heavy metal. Det er Ross ’The Boss’ Friedman på guitar, samt nu afdøde Scott Columbus på trommer.

Albummet er Manowar faktisk (desværre?) lige nu i gang med at genindspille med moderne udstyr sammen med nuværende guitarist Karl Logan og nuværende trommeslager Donnie Hamzik. De har fået den glimrende britiske skuespiller Brian Blessed med som fortæller på ”The Warrior’s Prayer”. Uanset hvad, bliver det spændende at høre når det udgives senere på året – også selvom jeg synes de skulle lade de gamle mesterværker ligge, og koncentrere sig om at lave noget ordentligt nyt musik.
\m/ HAIL AND KILL \m/