Anti-Hollywood,  Film Review,  Movies

Review | Los Cronocrímenes

Størstedelen af alle film er fuldt ud tilfredse med at forære seeren alt, skære alting ud i pap og udpensle enhver detalje. Det er bare ganske rart, som et normalt tænkende menneske, en gang imellem at blive udfordret og til tider selv tage stilling til ting. Det bliver ekstra interessant, når film tør at skille sig ud fra mængden, ved at være direkte udspekulerede og tvinger de små grå på overarbejde.

Historier der snor og vrider sig så meget at man er nød til at være fokuseret bare for at følge med og hvis der så yderligere bliver smidt tidsrejsen i blandingen, så er det at det for alvor bliver spændende. Intelligente genre-film som Primer, Memento, The Nines og nu Los Cronocrímenes er blot et par eksempler på at film ikke behøver at være mindless entertainment.

Hector og hans kone Clara er et ganske almindeligt ægtepar, der lige er flyttet i et nyt hus på landet. Mens Hector sidder at slapper af og kigger ud i skoven gennem hans kikkert, får han pludselig øje på en nøgen kvinde i den nærliggende skov. Han beslutter sig for at undersøge nærmere, finder pigen død og bliver, som ud af ingenting, jagtet af en maskeret mand. Jagten ender ved et tilfælde i en halvfærdig tidsmaskine som sender Hector en time tilbage i tiden. Kan dette hjælpe Hector til at redde den nøgne kvinde fra den maskerede mand og rette op på situationen eller er der mere på spil?

Debuttanten Nacho Vigalondo har skabt en unik og vidunderligt kompliceret hjernevrider. Det starter stille og roligt ud men inden længe skal man holde godt fast for ikke at falde af i svinget. Der leges hele tiden med fortælleteknikkens rammer men også seerens skrøbelige forestilling om hvad der helt præcist foregår. Karra Elejalde spiller den flersidede hovedrolle med en passende blanding af desperation og hjerte.

Vigalondo har givet Timecrimes et gammeldags udseende og en beskidt stil (¤ og her kan jeg nemt fremstå som en idiot, hvis det ikke er med vilje fra Vigalondos side og kun er et produkt af filmens lave budget) som får filmen til at føles som en hidtil uset kultfilm der ved et tilfælde fangede ens opmærksomhed nede i den lokale videobutik dengang i VHS-dagene. En helt speciel og fantastisk oplevelse, der kræver at man har tændt for hjernen inden man går i gang.

Hvad har jeg lært om det pågældende land? Der er så megen tillid til praktikanter i Spanien, at man uden tøven efterlader en alene med en prototype tidsmaskine. Man behøver ikke at have model-like good looks for at være skuespiller i Spanien.

Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Timecrimes viser at man godt kan gøre en simpel historie mere kompliceret ved at tilføje intelligens og dybde. Hollywood viser gang på gang, at man sagtens kan gøre en simpel historie endnu mere simpel ved at forklare alt i detaljer til seeren.

Instruktør: Nacho Vigalondo  Forfatter: Nacho Vigalondo  Medvirkende: Karra Elejalde, Candela Fernández, Bábara Goenaga, Nacho Vigalondo, Juan Inciarte og Miguel Ángel Poo  Udgivelsesår: 2008  Land: Spanien  Spilletid: 92 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.