Review | Gunless
Lige på den kolde side af den nordlige amerikanske grænse, under det blafrende Maple Leaf blandt bævere, ishockey og de venlige french-canadians, findes der faktisk en filmindustri. Den er måske ikke så stor, men den eksisterer og der hvor de fleste nok kender en del canadiske skuespillere uden at vide det, skuespillere som eksempelvis Brendan Fraser, Dan Aykroyd, Jim Carrey, Keanu Reeves, Michael J. Fox, Ryan Reynolds, William Shatner og Evangeline Lily, så er det nok de færreste læsere der rent faktisk har set en canadisk film. Det er dog ikke nødvendigvis deres egen skyld, for man får ikke mange muligheder. Desto mere grund til, at jeg her på min lille opdagelsesrejse, greb et af de sjældne eksemplarer.
Den amerikanske cowboy, The Montana Kid, rider en solrig dag ind i en lille støvet by. Eller rettere hans hest rider ind i byen, cowboyen selv er nemlig bevidstløs, stinkende efter mange dages rejse og har en kugle i den ene balde. Han vågner op forvirret og uden at vide hvor han er, men han finder hurtigt ud af at han, blandt byens venlige gemytter og underlig tryk-fordeling, er langt hjemmefra og har krydset grænsen til Canada. Han rager sig hurtigt uklar med flere beboere og udfordre endda også flere til duel, men hans kolde amerikanske cowboy-hjerte er ikke helt umodtagelig for disse venlige og fredelige mennesker.
Gunless starter meget fornøjeligt ud, men det bliver hurtigt klart at der ikke er mange jokes på repertoiret. Det består mest af “ha ha, canadiere er venlige” og “he he, de siger aboot i stedet for about”. Det er ikke nok at bygge et humoristisk grundlag på og filmen ender også med at være charmerende men helt igennem ligegyldig. Derved også svær at skrive noget synderligt interessant om, så jeg stopper bare her.
Hvad har jeg lært om det pågældende land? Selv i hans hjemland, kan den undervurderede Callum Keith Rennie ikke engang få en ordentlig rolle. Det er synd, for han leverer altid varen.
Har filmen ændret min holdning til Hollywood? Nope, endnu en nitte. Det gør ikke den store forskel om det er en ligegyldig komedie fra Hollywood eller Canada, den er ligegyldig underordnet hvor den er fra.
Instruktør: William Phillips Forfatter: William Phillips Medvirkende: Paul Gross, Sienna Guillory, Dustin Milligan, Tyler Mane, Callum Keith Rennie, Graham Greene, Michael Eklund og Alex Zahara Udgivelsesår: 2010 Land: Canada Spilletid: 89 min