Film Review,  Games,  Movies

Review | Prince of Egypt: The Sands of Time

Film og computerspil har haft et slemt had-kærligheds-forhold de sidste mange år. Spil forsøger mere og mere, at være lige som film og filmverdenens dominerende mission om, at undgå originale idéer og i stedet filmatisere alt hvad publikum i forvejen kender navnet på, har fået dem til at skovle hobetal af spiladaptioner ud til den almene filmseer. Resultaterne har hovedsagligt været tænderskærende elendige, med film som Super Mario Bros, Hitman, Doom, Max Payne, Street Fighter, Wing Commander og mange flere.

GaGa The Movies’ elskede spild af eksistens, Uwe Boll, har gjort det til en karriere at ødelægge alverdens spil og har givet os afskyeligheder som Alone in the Dark, BloodRayne, House of the Dead, In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale, Far Cry og Postal. Der er dog nogle få undtagelser. Christophe Gans og Roger Averys version af Silent Hill var ganske udmærket og man kan, hvis tvunget, kalde Tomb Raider, Mortal Kombat og den første Resident Evil for acceptable. Tiden er nu kommet til den klassiske spilserie Prince of Persia, men kan en Jerry Bruckheimer produceret version med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, bryde igennem på det store lærred hvor så mange andre fejlede?

Til min store overraskelse, er det faktisk lykkedes for Mike Newell og Jerry Bruckheimer, at skabe en tro, flot og rigtig underholdende filmatisering. Filmen står, uden problemer, som potentiel arving til tronen som bedste spilfilm. Det er der flere grunde til, men den vigtigste af dem alle er at, det ikke føles som en spilfilm. Prince of Persia er, først og fremmest, et flot eventyr med en munter humor og legesyg action. Skaberen af den originale spilserie, Jordan Mechner, har da også været involveret hele vejen og skrev historien til filmen.

Hovedrollen er ligeledes en enormt vigtig faktor i filmens succes og i mod alle forventninger, passer Jake Gyllenhaal fint ind i rollen. Han besidder den ubesværede og rebelske karisma, der nærmest er påkrævet i en film som denne. Han bærer det dog ikke alene, Gemma Arterton, i rollen som den smukke og forkælede prinsesse, er også god. Kemien og dialogen mellem de to, er både sjov og charmerende. De fungerer glimrende som filmens centrum. Udenom dem, er rollelisten fyldt med solide præstationer. Ben Kingsley passer godt ind i denne type film og Alfred Molina får mange grin ud af hans materiale, men også de to forholdsvis ukendte skuespillere, Toby Kebbell og Richard Coyle, som de to brødre klarer sig habilt.

Filmen er dog ikke uden problemer. Computereffekterne er generelt ok, men visse steder kammer det over. Pacingen er lettere ujævn og får til tider filmen til at føles langtrukken og så må Hollywood snart lære at bruge parkour ordentligt. Det er ikke idéen i at folk hopper fra hus til hus der er interessant, men derimod at se dem gøre det, så det virker ikke hvis man klipper fire gange i hvert spring. Bare se på den franske Banlieue 13, det er sådan det skal gøres.

Prince of Persia: The Sands of Time var en behagelig overraskelse. En underholdende eventyrsfilm og for en gangs skyld, en spilfilmatisering man ikke behøver at frygte.

Instruktør: Mike Newell  Forfatter: Boaz Yakin, Doug Miro, Carlo Bernard, Jordan Mechner  Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Gemma Arterton, Ben Kingsley, Alfred Molina, Steve Toussaint, Toby Kebbell, Richard Croyle og Reece Ritchie  Udgivelsesår: 2010  Land: USA  Spilletid: 116 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.