Games,  Let's Play a Game

You Complete Me #86: Call of Duty: Infinite Warfare

Det virker ikke fornuftigt, at starte en artikel med sætningen; “hvad sagde jeg?”…

… mest af alt fordi det virker unødigt aggressivt overfor læseren, men også fordi jeg så kunne mistænkes for at udfylde en eller anden “comfirmation-bias” (og nu hvor det ord har stået skrevet på min side, så bliver det let og elegant rykket ind på listen over internet buzzwords som jeg ikke gider at høre mere om sammen med ord som whitewashing, SJW, post-fact, woke, meta-bombing og dogpiling).

Når det så er sagt, så skrev jeg i slutningen af 2016, hvordan jeg forventede den kvalitetsmæssige fordeling ville være mellem efterårets 3 store shooters og efter at have gennemført trioen, kan jeg fortælle at de udtalelser ikke ligger ret langt fra sandheden. Mens ingen af de to mastodonter (Call of Duty og Battlefield) kan måle sig med Titanfall 2, så var det faktisk overraskende tæt løb og de 3 spil ender som vigtige byggeklodser i påstanden om at 2016 muligvis var det bedste år for first person shooter campaigns nogensinde.

Inden jeg skriver mere specifikt om Infinite Warfares campaign, så er der her en lille hurtig visuel beskrivelse af hvor spillene ligger i forhold til hinanden, dømt rent efter kvalitet:

Singleplayer: Titanfal 2 >> Call of Duty: Infinite Warfare >> Battlefield 1

Multiplayer: Titanfall 2 >> Battlefield 1 >>>>> Call of Duty: Infinite Warfare >>>>>> Zombies

Det grundlæggende setup i Infinite Warfare er ikke specielt interessant, der er en eller anden big bad guy (spillet forholdsvis intetsigende af Kit Harington fra Game of Thrones) som vil overtage verdensherredømmet, ødelægge jorden eller noget andet lige så klichéfyldt. Det er set masser af gange før, men der hvor Infinite Warfare adskiller sig fra de fleste spil af denne type, er at det faktisk formår at opbygge et effektivt drive gennem intense setpieces og et velfungerende kammerateri mellem gode karakterer. Man føler sig engageret i konflikten, på grund af de personer som er med på rejsen og hvor tit kan man sige det om et Call of Duty spil.

Turen til rummet bliver også brugt vellykket med underholdende gameplay mechanics som anti-gravity, crappling hooks og all-out space combat. For første gang i serien, er der også reele sidemissioner og det giver god mulighed for variation, et pusterum efter en specielt intens kamp eller helt at fravælge, hvis man ikke har lyst til dogfights in space (wait what, that’s not a thing).

Infinite Warfare udløste et ramaskrig online og en nærmest organiseret hadekampagne blev sat i gang. Fansene ville ikke have evolution, fremskridt og den uundgåelige rumrejse i deres Call of Duty… nej, de ville tilbage til “realismen”, boots on the ground, de ville skyde rigtige mennesker i hovedet og ikke “fantasi-robotter”, og det sagde de, vel at mærke, uden at lyde som psykopater på nogen måde.

Folks må syntes om hvad de vil og jeg vil ikke sidde her og nedskrive de negative tanker jeg har om den almene Call of Duty spiller og det community (der er simpelthen for mange og det ville tage alt for lang tid), men rygterne forlyder at internet tuderi virker og det næste Call of Duty går tilbage til anden verdenskrig. Hvorfor gå modigt fremad og udvikle sig, når man panisk kan vakle baglæns.

Jeg må bare indse, at jeg bare ikke er målgruppen og Activision desperat vil have deres dudebro publikum tilbage, sådan er det bare. I mellemtiden kan jeg kun anbefale, at giver Infinite Warfare (og Advanced Warfare) en chance, det er det bedste singleplayer content serien har leveret i meget lang tid.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.