Review | Skin Trade
Det sker sjældent, men nogen gange er man heldig. Man løfter spændt fluesmækkeren efter et mægtigt sving og under den finder man ikke blot et enkelt gennemtævet offer, men derimod flere. Jeg snakker for én gangs skyld ikke om indeklimaet her på kontoret, men nærmere den heldige situation, hvor man finder en film som både formidler dovenskab og underholder.
Den film er Skin Trade og den tillader mig, at springe over hvor gærdet er lavest ved at skrive én anmeldelse som samtidig berører flere andre features på siden. Filmens rolleliste indeholder nemlig både Dolph Lundgren, Tony Jaa, Michael Jai White, Ron Perlman, Peter Weller og Cary-Hiroyuki Tagawa. Selv om disse skuespillere ikke alle er direkte kamp, så ville de alle være deltagere i nabo-mesterskabet Battle of the Direct-to-Video Stars. Heldet falmer tydeligvis en smule, når man efterfølgende finder ud af, at resultatet har absolut ingen effekt på det igangværende mesterskab.
Den russiske mafia, ledet af Viktor Dragovic (Ron Perlman), tjener store penge på at sælge asiatiske piger til vesten som sexslaver. Denne forkastelige og kriminelle forretning bliver undersøgt af politiet verdenen over, heriblandt Nick Cassidy (Dolph Lundgren) og Tony Vitayakul (Tony Jaa). Efterforskningen kommer tættere og tættere på, men så snart at Dragovic føler sig truet, går han efter Cassidys familie. Cassidy og Vitayakul slår sig sammen i hævnens navn og i et desperat forsøg på at stoppe Dragovics slavehandel.
Historien i Skin Trade er intet nyt, det er standard human trafficking krydret med et Taken revenge plot. Dolph Lundgren står som medforfatter af historien, men det vides ikke hvor meget man skal ligge i det. Jeg mistænker at han har taget “The Luc Besson School of Screenwriting”. Det virker sandsynligt, at han har siddet i druk i baren, overhørt en nyhedshistorie, tænkt “ja, slavehandel er da en slem ting”, skrevet et par linjer ned på en serviet og kan nu kalde sig manuskriptforfatter. Det har virket for Besson de sidste 20 år, så hvorfor skulle det ikke virke for Dolph. Det er ganske uinteressant, klichéfyldt og komplet med det obligatoriske (og meget åbenlyse) double cross.
Hvorend plottet fejler, så er det i det mindste udmærket udført. Der er gode, spændende actionscener og kampscenerne er ganske veludført, men det er jo også det som Tony Jaa er kendt for. Hvad han til gengæld ikke er kendt for, er hans evner som skuespiller og det er kun gjort værre med skiftet til det internationale marked. Ved siden af Tony Jaa lyder det store gryntende monster, som vi kender under navnet Dolph, som en veltalende Shakespeare skuespiller. Jaa kan give flyveknæ til ansigtet med selv de bedste, men han kæmper forgæves med at udtale selv de mest simple engelske ord.
Skin Trade er middelmådig underholdning og bør kun ses for de flotte actionscener, men det er stadig mere end hvad man kan sige om de fleste film på Lundgrens CV.
Instruktør: Ekachai Uekrongtham Forfatter: Dolph Lundgren, Steven Elder, Gabriel Dowrick, John Hyams Medvirkende: Dolph Lungren, Tony Jaa, Michael Jai White, Ron Perlman, Celina Jade og Peter Weller Udgivelsesår: 2014 Land: Thailand, Canada, USA Spilletid: 96 min