Review | Rambo: The Videogame
Film og spil industrierne kædes mere og mere sammen, dog sjældent med det resultat som de ønsker og endnu mere sjældent med det resultat som vi som forbrugere ønsker. Mange actionfilm minder mere og mere om computerspil, mest på grund af tåbelige simple manuskripter og en overflod af computereffekter, men den mere direkte forbindelse er, at stort set alle spil med et tilnærmelsesvis genkendeligt navn og en fanbase bliver opkøbt og forsøgt filmatiseret.
Indtil nu har det resulteret i en spandfuld elendige Uwe Boll film, en række mislykkede forsøg og hvis man er venlig, halvanden vellykkede film (Silent Hill og Mortal Kombat). Fremadrettet er der måske et lille håb om forbedring ved større indsats og bedre talenter involveret (Assassin’s Creed med Michael Fassbender, Warcraft instrueret af Duncan Jones og The Last of Us skrevet af forfatterne bag spillet).
Spil forsøger til stadighed at imitere film, hvad enten det er med introduktionen af mere cinematiske elementer som i eksempelvis Uncharted-serien eller David Cages mere eller mindre mislykkede forsøg på interaktive film i form af Beyond: Two Souls. Størstedelen af tiden er sammenhængen blot en spilversion af en filmlicens, som man med et optimistisk udsyn kan se som en udvidelse af det filmiske univers mens tiden er passende, men oftest er det intet mere end et desperat forsøg på at skrabe flere penge ud af et genkendeligt navn.
De fleste er, som film fra The Asylum, bare et navn på coveret og spillet i sig selv er en triviel ligegyldighed. For hver Batman: Arkham Asylum er der en snes knapt spilbare versioner af Iron Man eller Ice Age. Hvad enten ens syn er positivt eller negativt, så er der næsten altid en grund til udgivelsen, indtil nu…
Reef Entertainment udgav for et par uger siden, Rambo: The Videogame, og det helt store spørgsmål er hvorfor? Faktisk starter den uendelige række af spørgsmål omkring dette spil med hvorfor.
Hvorfor udgiver man et Rambo spil i februar måned af det herrens år 2014? Det er måske forståeligt nok, at det ikke udkom sammen med den originale trilogi i 82, 85 og 88, men hvor er logikken i at udkomme cirka 6 år efter den sidste film? Spillet skulle nok have udkommet sammen Rambo III i ’88 for at have haft den mindste chance for at imponere.
Hvorfor laver man en ”rail-shooter” minimum 10 år efter at det var en semi-brugbar genre? I 90’erne var arcadehallerne fyldt med ”rail-shooters” og det virkede, fordi man ikke havde andet og en femmer kun gav én 5-6 minutters spilletid. Computerspil, nu til dags, har udviklet sig enormt og det virker fuldstændig latterligt at spille et pc eller konsol-spil uden at have kontrol over sig karakter. Call of Duty-serien virker måske som et interaktivt skydetelt, men selv om jeg ikke har meget til overs for den serie og at man bliver guidet i hoved og røv, så har man stadig en smule kontrol.
Hvorfor vælger man at afbryde en udslidt forældet genre med en udslidt forældet spilkliché? Når spillet bliver træt af kedelige skydesekvenser, bydes man på sektioner hvor historien bliver fortalt gennem ”quick time events”. Slåskampe og flugt fra sted til sted sker ved at trykke bestemte knapper i den rigtige rækkefølge. Selv i de bedste spil som bruger denne mekanik, hænger det mig langt ud af halsen og i Rambo forværres dette ved at spillet kun registrerer halvdelen af ens input.
Hvorfor lader Microsoft, Sony og Steam et spil gå igennem certification, når det spil højest er funktionelt i den løseste fortolkning af ordet? Grafisk er det ganske horribelt og animationerne bliver dagligt gjort til skamme af selv den billigste tegnefilmserie for børnene. Lydsiden formår at være langt værre og al dialog lyder som om det er taget direkte fra gammelt tyndslidt videobånd. Derudover er spillet fyldt med bugs, glitches og andet skrammel, flere gange måtte jeg genstarte spillet efter det gik fuldstændigt i stå, nogle gange er hitdetection så slem at man kunne tømme et helt magasin og ramme måske en håndfuld gange, ofte dør man mens man sidder bag cover alene fordi at spillet ikke registrerer at man er i dække og andre gange ville AI’en slet ikke aktivere, praktisk talt gøre det umuligt at fortsætte.
Hvorfor lever Reef Entertainment i en fantasiverden, hvor det er tilnærmelsesvis acceptabelt at kræve 400 kroner for 5 timers arcade-action af den værste slags? Spillet er kort, selv hvis man medregner gentagende reloads når spillet knækkede under sin egen vægt og vælger udgiverne at tage næsten fuld pris for, det er bare ikke i orden. Spillet er så dårligt, at man sagtens kan grine lidt af den grund, men i det tilfælde kan man kigge lidt på youtube i stedet for at smide penge ud af vinduet. Jeg gider ikke rigtig at brokke mig mere over dette spil, men vil dog lige fremhæve en lille detalje; i First Blood dræber John Rambo rent faktisk kun én mand, mens spilversionen af First Blood stadig er fyldt med de samme skydesektioner, hvor man blot får at vide at man skal skyde politifolkene i hænderne…
Der er ikke et godt svar på et eneste af disse spørgsmål, men det eneste svar som du kære læser har brug for, er på spørgsmålet om Rambo: The Videogame overhovedet er værd at købe eller spille og det er et rungende nej, selv den største Sylvester Stallone fanboy bør glemme alt om spillets eksistens og komme videre med deres liv (og når vi nu er ved det, så er det jævnt lang tid siden at Rambo eller Sylvester Stallone var badass…).
Udgiver: Reef Entertainment Studie: Teyon Format: Xbox 360, Playstation 3, PC Antal Spillere: 1-2 (singleplayer + co-op) Cirka Spilletid: 4-5 timer