Grave Encounters

Jeg er, ligesom de fleste horror fans, ved at være rigtigt træt af found footage genren. Udover at filmene som regel er intentionelt grimme, er der en del iboende problemer i genren. De største af disse er:

– Hvis der er interview eller klip med overlevende, ved vi som seer fra starten af at vi ikke behøver at frygte noget når de karakterer tilsyneladende er i fare. Vi ved de klarer den, og det dræber gyset.

– Hvis alle er døde sidder vi bare og venter på de dør. Vi ved måske ikke hvordan de dør, men det fjerner stadig en del af spændingen at vi på forhånd ved at ingen klarer den.

– Hvorfor slukker karaktererne ikke for kameraet når helvedet bryder løs? Filmskaberne er ofte nødt til at slå mere eller mindre knude på sig selv for at tvinge det igennem.

Når nu jeg ved at der er alle disse problemer med genren virker det jo nærmest masochistisk at sætte mig ned og se en til af slagsen (ingen kommentarer, tak!).

Filmen starter med at en TV-producer forklarer at Grave Encounters var en doku-serie som måtte aflyses efter 5. episode da båndet til 6. episode på mystisk vis var gået tabt. Man har så endelig fundet båndet og nu vælger man at sende det. Han introducerer også værten Lance Preston som har opfundet konceptet fordi han har været fascineret af paranormale begivenheder i mange år.

Teamet som udover Preston består af den unge kvinde Sasha, Matt (en ‘ekspert’ i det okkulte), og det tekniske crew TC og Houston. De skal undersøge et psykiatrisk hospital som skulle være hjemsøgt, blandt andet som følge af de grusomme metoder som har været i brug den gang hospitalet var åbent.

De bliver lukket ind af hoveddøren hvorpå der er skrevet ‘Death Awaits’ med graffiti, og fra da af foregår hele filmen på hospitalet. Da mørket falder på begynder der langsomt at ske uforklarlige ting, og det eskalerer så det lille team må kæmpe for at overleve natten.

Ikke just noget særlig originalt setup, men hvad de to instruktører The Vicious Brothers vælger at gøre med det er ganske interessant. Faktisk formår de at imødekomme alle mine sædvanlige problemer med genren.

Da det er ‘showets’ producer som introducerer filmen ved vi ikke om der er nogle overlevende.

Grunden til at de ikke bare flygter ud fra hospitalet er delvis at alle vinduer har tremmer for, og derudover har filmen et overnaturligt es oppe i ærmet som gør at de ikke bare kan smutte. Grunden til at de vælger at blive ved med at filme selv når alt er kaos er ganske enkelt at kameraenes lygter er det eneste lys de har tilbage.

Er Grave Encounters stor kunst? Nej, men mindre kan også gøre det. Filmen formår at puste lidt liv ind i en ellers fuldstændig gennemtærsket genre. Skuespillet er ganske okay, og der er lidt chok og gys undervejs. Filmen er stemningsfyldt, og så har jeg en personlig præference for alle film der foregår på sindssygehospitaler. Der er allerede kommet en forsættelse, som jeg nok ender med at se på et tidspunkt, men indtil da står denne her fint alene som et eksempel på hvordan man kan lave en god found footage film uden nødvendigvis at genopfinde den dybe tallerken. Mindre kan så absolut også gøre det. Især i disse tider hvor næsten alle gyserfilm er stinkere.

Instruktør: The Vicious Brothers  Forfatter: The Vicious Brothers  Medvirkende: Ben Wilkinson, Sean Rogerson, Ashleigh Gryzko, Merwin Mondesir, Shawn Macdonald og Fred Keating  Udgivelsesår: 2011  Land: USA  Spilletid: 92 min