Game Review,  Games

Review | Dead Space 3

Nogle gange lader man sig rive med, bliver vildledt eller bliver opslugt af den tidlige omtale for et kommende produkt. Jeg syntes selv at jeg er rimelig god til at undgå dette, men en gang imellem lykkedes det ikke. Dead Space 3s presseomtale gik i starten meget ud på, i hvor stor grad spillet var fokustestet og fortyndet i et desperat forsøg på at sælge til et bredere publikum. Disse udtalelser blev understøttet af de første visninger af spillet til E3, hvor det mest af alt lignede et co-op actionspil i stil med Gears of War og langt fra originalens horrorrødder. Det skræmte mange, inklusive undertegnet, fra helt at købe spillet da det udkom. Det er synd, for selvom det ikke helt er det Dead Space man ønskede, så er det skam stadig Dead Space.

deadspace3-pic1
Dead Space 3 byder stadig på den velkendte, intense oplevelse… (image credit: EA Games)

Det første Dead Space virkede som en videreudvikling af Resident Evil 4, de grå østeuropæiske omgivelser var skiftet ud med en forladt rumstation og zombierne byttet med rædselsvækkende muterede aliens i bedste The Thing stil, men den trykkende og skræmmende survival-horror stemning var intakt. Dead Space var et fantastisk spil og i min optik blandt de bedste spil i generationen, det var elsket af anmeldere og gamere på lige fod, men det solgte ikke specielt godt.

Dead Space 2 opgav nogle af horror-elementerne, til fordel for en mere action-orienteret oplevelse. Det kunne sagtens forklares med historiens eskalering, men det er tydeligt at dette er starten på EAs udvanding af deres franchises i et forsøg på at ramme et bredere publikum. Dead Space 2 havde stadigvæk den tyngende atmosfære og effektivt skræmmende sektioner, men spillet lænede sig mere op af Resident Evil 5 (et godt spil, tydeligt født ud af misforstået fokustesting) end seriens foregående kapitel. Det virker mere positivt, at kalde Dead Space 2 for seriens Aliens i forhold til originalens Alien, men det er ikke desto mindre passende.

deadspace-pic2
… af og til er den bare ødelagt af ham der gutter som bliver ved med at følge efter én. (image credit: EA Games)

Udvandingen, de mange fokustests og den voldsomme publikumsjagt kulminerer i Dead Space 3. Det lyder skræmmende, men slå koldt vand i blodet, det er stadig et ganske udmærket spil. Det er en velfungerende videreførsel af den overordnede Dead Spacehistorie og stilen er grundlæggende den samme, men det er nu dybest set en cover-baseret actionshooter i stil med Gears of War samt en masse andre spil af den slags som har oversvømmet denne generation og derfor ikke længere noget specielt. Jeg ville hellere end gerne have flere spil i survival-horror genren og ikke kun under Dead Space navnet, men den slags sælger bare ikke og det ser ikke ud til blive anderledes indenfor den nærmeste fremtid. Hvis man derimod går ind til Dead Space 3 med de rette forventninger, så er der mange gode timer at hente.

Der er stadig et hobetal af intense kampe med de gyselige rumvæsner, lange gåture i dystre gange og nogle gode chok at finde i Dead Space 3, også selvom disse nogle gange kommer ved hjælp af billige Doom-style monsterclosets. De nye elementer som 3’eren bringer med sig, er i bedste fald hit and miss. De snedækkede månelandskaber, som er et særdeles uvant scenarie for serien, fungerer ganske fint og bliver skræmmende på sin helt egen måde. De nye loot og crafting systemer er interessante og de giver én muligheden for at tilføje lidt personlig aroma til spillet, men de er også jævnt underudviklet, plaget af microtransactions og virker mest af alt påklistret. Det værste er dog hele co-op idéen, for selvom det er sjovt at spille sammen med andre, så ødelægger det den påtrængende følelse af klastrofobi og isolation som har været et kendetegn for serien ind til nu. Man kan selvfølgelig stadig spille alene, men co-op partneren optræder alligevel i spillets cutscener og det ødelægger enhver indlevelse man kunne have i historien, det er simpelthen for sjusket lavet.

deadspace3-pic3
Dog er zero gravity stadig lige sjovt. (image credit: EA Games)

Jeg lyder meget negativ overfor Dead Space 3, men man må forstå at jeg har elsket de tidligere kapitler og det er bare ikke den samme spiltype mere, når det er sagt så er det stadig udmærket og helt klart værd at spille.

games-7

Udgiver: EA Games  Studie: Visceral Games  Format: Xbox 360, Playstation 3, PC  Antal Spillere: 1-2 (singleplayer + co-op)  Cirka Spilletid: 15-17 timer

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.