Review | Serbuan Maut (The Raid)

Antallet af actionfilm som man gennem tiderne fordøjer, er ofte højere end alle de andre genrer, selv for den gennemsnitlige filmseer, men det er især gældende her på siden. Jeg har set rigtig, rigtig mange af slagsen og der skal efterhånden meget til at overraske mig. De historier der bliver fortalt i actionfilm er ofte minimale, men det stopper ikke Hollywoods manuskriptforfattere i at komplicere dem unødigt og derved trække en actionfilms livsvigtige tempo ned. De store action-setpieces er næsten altid set eller andet sted før og det er yderst sjældent, at man oplever den fascination som man følte første gang man eksempelvis så Trinity’s bullettime flyvespark i The Matrix eller ved Jackie Chans flydende beruselse i The Legend of the Drunken Master.

Det ser også ud til at blive værre og værre i de amerikanske actionfilm, hvor hvad der skulle være adrenalinpumpende stunts bliver druknet i computereffekter, hvor det tilsyneladende ikke længere er tilladt at sætte ild til et par hundrede liter benzin for at få en ordentlig eksplosion og hvor enhver kampscene bliver maltrakteret i klipperummet, indtil det praktisk talt er umuligt at tyde hvad fanden der foregår. Der bliver med andre ord, bare ikke lavet ret mange gode actionfilm mere, men hvis man leder lidt, så er der heldigvis stadig undtagelser og det er her, at Gareth Evans’ The Raid kommer ind.

En lille deling politimænd stormer en afsidesliggende boligblok, for at bekæmpe den herboende kriminalitet. Planen går ikke helt som forventet og pludselig er de indespærret og jagtet vildt. Heldigvis har et par stykker af dem passet deres kung-fu træning og de giver ikke op så let.

The Raid markerer starten på en forhåbentlig lang dominans periode i asiatisk action af den nye dynamiske instruktør-voldsmand duo, Gareth Evans og Iko Uwais. Vi har tidligere nydt godt af produktionen fra andre duoer så som Tony Jaa/Prachya Pinkaew (Ong-Bak, Tom Yum Goong), Donnie Yen/Wilson Yip (Ip Man, Flash Point), Jackie Chan/Jackie Chan (Police Story, Armor of God) og Chow Yun-Fat/John Woo (The Killer, A Better Tomorrow). Mit håb er, at vi får masser af fantastiske actionfilm ud af samarbejdet Gareth Evans/Iko Uwais, men under alle omstændigheder starter de ud på det bedst mulige grundlag. Makkerparret har tidligere lavet filmen Merantau, men det virkede mest af alt som en træningsbane for fremtidige idéer og har blot et fåtal af kampscener af værdi. The Raid derimod hæver sig ikke blot over sit simple koncept, de tekniske begrænsninger og det minimale budget, nej filmen hæver sig også et godt stykke over de fleste andre actionfilm fra den sidste håndfuld år.

Som “slå-på-tæven”-film, er det svært at sætte en finger på The Raid. Den ene overvældende brutale actionscene får ikke lov til at stå længe, inden den bliver overgået af en endnu mere brutal en af slags og det bliver udført med en intensitet som ofte efterlader seeren måbende på kanten af sædet. Filmens struktur minder meget om et computerspil, hver etage (eller bane, hvis man vil, i denne løse sammenligning) byder på nye udfordringer og en ny stil, inden man står overfor slutbossen på øverste etage. Dette er ikke en negativ ting, The Raid forsøger ikke at være kunst på et højere niveau, den forsøger blot at tæve folk i fjæset et utal af gange og det gør den til topkarakter. Iko Uwais og de andre øverst på rollelisten, besidder et gudgiven talent for at destruere enhver umiddelbar modstand, hvad enten det betyder at smadre et kranie mod en mur, plante en dolk solidt i den nærmeste knæskal, vise hvordan man ikke skal bruge en åben dør eller blot give en uheldig håndlanger et velplaceret cirkelspark på siden af hovedet.

Det er faktisk ikke det eneste, selvom det måske er det vigtigste, men jeg er af den mening at de fem øverst på rollelisten giver overraskende gode præstationer med små detaljer og nuancer i deres karakterer som er med til at drive historien videre. Misforstå mig ikke, det er bestemt ikke Oscar-værdigt skuespil, men det bidrager filmen med en resonans som ligger i kontrast til det antal af folk, som har anklaget filmen for at være for overfladisk og tom.

Kameraarbejdet i The Raid er energisk, flydende og der bliver skam også klippet temmelig hurtigt, men i modsætning til actionfilmene fra Hollywood, så kan man hele tiden se hvad der foregår og det er fryd for øjnene. Til den vestlige udgivelse har filmen fået et nyt score, en ting som næsten aldrig er en god idé, men Mike Shinoda fra Linkin Park har produceret et elektronisk lydbillede som ligger en perfekt baggrund til de mange slåskampe. Som en sidste ting, så jeg og tænkte mens så filmen for anden gang, jeg kan ikke komme på en actionfilm der har bedre stedsans, ikke siden den originale Die Hard. Man har en fornemmelse for hvor alting er og det er en værdi som er yderst sjælden i actionfilm, nu til dags.

Hvis det ikke er tydeligt på dette tidspunkt, at jeg elskede The Raid, så tror jeg at du har læst anmeldelsen forkert og i stedet for at gå tilbage for at forsøge igen, ville jeg hellere se at man fremskaffet filmen med det samme og sparer læse-egenskaberne til underteksterne.

Hvad kan man lære af det pågældende land? Hvis man samler alle de kriminelle i boligblokke, kan politiet bare ignorere dem… vent, har vi ikke også det i Danmark, er det ikke hvad Voldsmose er?

Hvad kan Hollywood lære? Man kommer endnu engang tilbage til, at hvis man vil have at det ligner at helten sparker en badguy i hovedet, så er det altså nemmere bare at sparke stuntmanden i hovedet i virkeligheden.

Instruktør: Gareth Evans  Forfatter: Gareth Evans  Medvirkende: Iko Uwais, Joe Taslim, Doni Alamsyah, Yayan Ruhian og Ray Sahetapy  Udgivelsesår: 2011  Land: Indonesien  Spilletid: 101 min