Review | Max Payne 3

Det er altid svært at overtage andres arbejde. Det bliver kun værre, hvis det man overtager, er elsket af fans og rost til skyerne af anmeldere verden over. Mange spilstudier har igennem årene knækket nakken under det store forventnings pres, som følger med sådan en opgave. Det sidste stykke tid er det dog gået i den anden retning, flere studier har mandet sig op og har taget opgaven alvorligt. Det så man tidligere på året, da Digital Extremes overtog The Darkness og Starbreeze førte Syndicate videre. De var begge tro mod forlaget, men samtidig formåede de at gøre produktet deres eget. Dette er i endnu højere grad sandt om Max Payne 3, som nu har Rockstar Games bag roret.

Tilbage i starten af det nye årtusinde fik den lettere sløve actiongenre et ordentligt skud adrenalin af de finske spiludviklere fra Remedy Entertainment. Max Payne var en forfriskende blanding af The Matrix og Hong Kong cinema fortalt ved hjælp af hårdkogt comicbook-noir. Det var som intet andet på det tidspunkt og jeg elskede det, men når man nu ser tilbage på det, her 10 år efter, må jeg indrømme at jeg sagtens kunne være foruden tegneserie-fortællingen og specielt, alt det overnaturlige drømme-halløj i Max Payne II: The Fall of Max Payne.

Remedy har siden bevæget sig længere ind i mørket og har fundet et mere passende afløb for alle de dæmoniske kræfter, nærmere bestemt i form af Alan Wake og American Nightmare. Max Payne franchisen overgik til et af de mest respekterede studier i industrien, Rockstar Games, og de tøvede ikke med at gøre Max til en endnu større pilleslugende, morderisk psykopat end nogensinde før.

Hver eneste fiber af Max Payne 3 er gennemsyret af den velkendte Rockstar cocktail bestående af beskidt kriminalitet, moralsk suspekte karakterer og bidende rå vold. Rockstar har virkelig skabt deres helt egen version af Max’s univers, væk er den stive tegneseriestil og de letkøbte magiske undertoner og i stedet er det sammenligneligt med en historie fra Grand Theft Auto IVportrætteret med en visuel stil ala Tony Scotts Man on Fire eller Michael Manns Collateral. Man skal dog ikke tro, at det ikke længere er tale om Max Payne, for han er skam stadig den samme, han er bare blevet ældre og har udviklet sig sammen med resten af spilindustrien. Max er bestemt ingen vårhare længere, han har et væsentligt mere dystert syn på ting og lever med et ganske voldsomt stofmisbrug, men han springer stadig frygtløst og sidelæns med en pistol i hver hånd i mod de utallige fjender, ligesom i de gode gamle dage. Hans statur er måske ikke så yndefuld og de akrobatiske udfoldelser måske knap så elegante som de var dengang, men så har Rockstar heldigvis, som et tiltrængt pusterum for den gamle slidte krop, inkorporeret et moderne cover-system, som man kan benytte sig af. Kontrollen af tidens hastighed, de John Woo-agtige flyveevner og muligheden for at krybe bag mursten i sikkerhed, gør heldigvis ikke Max Payne 3 til en barneleg. Max i sig selv, er ret skrøbelig og uden tilstedeværelsen af et regenererende helbred, fremstiller spillet faktisk en ganske tilfredsstillende udfordring.

Max Payne 3 indeholder selvfølgelig også en habil multiplayer med en masse funktioner og muligheder, men det er uden tvivl singleplayer-historie man kommer efter.

Max Payne 3 er muligvis ikke helt det Max Payne spil man havde forventet eller ønsket, men det ændrer ikke på det faktum, at det er et fremragende spil. Spilverdenens oprindelige slowmotion-konge er tilbage og selvom han er blevet lidt slidt med årene, så er han hjerteligt velkommen.

Udgiver: Rockstar Games  Studie: Rockstar Games  Format: Xbox 360, Playstation 3, PC  Antal Spillere: 1  Cirka Spilletid: 10-14 timer