Review | Uncharted 3: Drake’s Deception

Uncharted 3: Drake’s Deception er det perfekte eksempel på spilindustriens store ønske om, at spil skal være lige som film og det er samtidig et perfekt eksempel på hvorfor det ikke er en god idé.

Naughty Dog har aldrig lagt skjul på, at Uncharted er en stor Indiana Jones tribute og den inspirationskilde har de ramt klokkerent hele serien igennem. Der er fuld fokus på karaktererne, deres eventyr og fortællingen deraf. Nathan Drake (stemmelagt af Nolan North) er en dumdristig eventyrer i bedste Indiana Jones / Harrison Ford stil og kemien mellem karaktererne er i topklasse. Eventyret er der skam heller ikke noget galt med, jeg vil endda sige, at det til tider er bedre end de fleste af genrens film.

Nogle gange er det endda lige som at se en film, på grund af den afsindigt flotte grafik, som er blandt det absolut bedste konsollerne har at byde på. Det er sekvenser som er åndeløst smukke at se på, men det kommer ikke uden sine omkostninger. Der en nemlig én måde at spille Uncharted på og det er præcis som Naughty Dog har designet det. Spillet tager lineært gamedesign til et helt nyt niveau, det nærmer sig en interaktiv film og det er ikke ment på en god måde.

Det udspiller sig i, at du skal bevæge dig på en bestemt måde, hoppe fra en udvalgt kant og vende øjnene nøjagtig mod det punkt som gemmer en lille detalje. Hvis man ikke spiller det på den måde, så ender det i bedste fald med at man bryder animationen og i værste fald at man dør, nærmest uden grund. På visse tidspunkter tager programmørerne så meget kontrollen fra én, at man blot kan gå et par inden at der starter en ny filmsekvens. Hvis jeg vil se en film, så ser jeg en film. Hvis jeg vil spille et spil, så betyder det at jeg vil have kontrol. Når jeg trykker på hopknappen, så karakteren hoppe og hvis jeg trykker til højre, så skal karakteren fandenedeme løbe til højre. Det er ikke valg, det er det et spil er. Det går så langt at, hvis Naughty Dog fortsætter sådan her, så bliver Uncharted 4 en statisk fortælling med Heavy Rain-agtige quick time events.

Det lyder enormt negativt, det er stadig et godt spil, men jeg føler mig bare ikke så underholdt som jeg blev af de tidligere spil i serien. Der er stadig intense skuddueller, adrenalinsfyldte jagtscener og dramatiske platformssekvenser, men hvis man bare træder et skridt forkert, så bliver stemningen ødelagt. Jeg spillede den første halvdel af spillet, før der udgivet en patch som rettede styringen af ens sigtekorn og den anden halvdel efter. Inden patchen var det så flydende og upræcist, at jeg næsten syntes at de ikke skulle have udgivet spillet. Efter patchen er det meget bedre, det er ikke helt lige så godt som eksempelvis Gears of War 3, men det fungerer. Så hvis man ikke spillet det endnu, kan jeg godt anbefale det, men hvis man spillede det før patchen kan man roligt trække en stjerne fra karakteren.

Uncharted 3: Drake’s Deception var lidt af en skuffelse, især efter kvaliteten af toeren, men der er gået noget tid siden da, der er sket en masse ting og dette virker mest som Uncharted 2½. Enten skal Naughty Dog udvikle konceptet en del til det næste spil, ellers behøver jeg ikke et nyt eventyr med Nathan Drake indenfor det næste lange stykke tid.

Udgiver: Sony Interactive  Studie: Naughty Dog  Format: Playstation 3, Playstation 4  Antal Spillere: 1-12 (singleplayer, co-op + multiplayer)  Cirka Spilletid: 9-12 timer