MMX: Best Horror
Runners up: Let the Right One In, Frozen, The Crazies og Pontypool
Gyserfilm har, sammen med komedier, evnen til at fremtvinge den mest direkte og øjeblikkelige reaktion hos publikum. Muligheden for at skræmme seeren, få adrenalinet til at flyde og få folk til at hoppe i sædet via udspekulerede chokeffekter giver gyserfilm en magt som få andre genrer kan prale af. Det er selvfølgelig kun hvis de virker og som man kunne se i Nights of Horror, min filmuge bestående alene af gyserfilm, er dette yderst sjældent. Det sker dog og her er fem af de bedste fra 2010.
Tomas Alfredsons Let the Right One In var allerede skræmmende for mig inden jeg trykkede play på dvdafspilleren. Det var en svensk film, den forgik i 80’erne og så var hovedrollerne besat af børn. Den fejede dog hurtigt den skræk af bordet og erstattet den med dens egen. Den var en velfungerende og stemningsfyldt alternativ vampyrfilm med fremragende spil fra de to børn, Kåre Hedebrant og Lina Leandersson. I Frozen fik Hatchet-instruktøren Adam Green det bedste ud af et simpelt setup, tre venner fanget i en skilift, med et nervepirrende forløb og god kemi mellem de tre hovedpersoner (man skal dog ignorere de lettere useriøse ulve). Ud af den konstante strøm af elendige horror-remakes kom pludselig en gen-indspilning af George Romeros The Crazies som ikke kun var lige så god som originalen, men måske endda bedre. Breck Eisner fyldte filmen med en konstant trykkende stemning, flotte billeder, effektive chok og så hjælper det at filmen er ledet af gode skuespillere som Timothy Olyphant, Radha Mitchell og Joe Anderson. Den canadiske Pontypool gav et friskt pust til en ellers udvandet zombiegenre med skæv humor, rigelige mængder paranoia og en suveræn præstation fra Stephen McHattie (Watchmen, History of Violence).
Christopher Smith følger op på hans to gode men måske en anelse ordinære gyserfilm, Creep og Severance, med den helt igennem sublime Triangle. En fuldstændig fænomenal horror-film der holder seeren på kanten af sædet og formår at overraske hele vejen. Jeg vil ikke afsløre noget, så jeg nøjes bare med at kalde det en genial labyrint hvis udspekulerede plot holder en gættende helt til slutningen uden at bruge billige kneb som eksempelvis M. Night Shyamalan er blevet kendt for.