Anti-Hollywood Week Wrap Part 3: A Painful Hello
Jeg havde frygtet rejsen tilbage til Hollywood, efter en uge blandt alverdens farvestrålende og spændende film, men jeg vidste jo godt at det kun var en prøveløsladelse. Jeg oplevede dog stadig en overvældende lyst til bare at løbe væk, leve fra sted til sted i en konstant jagt på interessante filmiske eventyr, uden indblanding fra giftige producere, sødsuppe pladder-romantik og malplacerede happy endings.
Mens jeg stod og dagdrømte, åbnede de store døre sig til filmens by og det var allerede for sent at gøre noget ved det. Jeg fik et venligt klap på skulderen og blev velkommet af venlige vink fra både producere og vagter men erfaring fortalte mig at det alt sammen var falsk og bare var et forsøg på at lurer mig ind. Men så skete der noget uventet, vagten gav mig en gave og et venligt smil. Jeg blev straks i tvivl, havde jeg fordømt Hollywood for tidligt og havde de rent faktisk savnet mig.
Måske havde Hollywood ændret sig og ville bevise det med en “velkommen tilbage” gave. Måske var jeg forhastet i mine konklusioner og…men inden jeg kom længere i min tankegang, havde jeg flået papiret af gaven og kommet til den smertefulde åbenbaring at det var på ingen måde tilfældet. Velkomst-pakken indeholdte tre film og det var med ét tydeligt, at Hollywood er og bliver den samme. De tre film var Resident Evil: Afterlife, Knight & Day og Get Him to the Greek.
Det er en trio af film der beskriver hvad Hollywood er, dog på alle de forkerte måder. Det er en ret præcis beskrivelse af alt hvad der er galt med Hollywood. Den ene er en elendig sequel i en serie af mange og nu i 3D, den anden er en meget løs og unødvendig spin-off der er en hån mod humor og den sidste er et fremragende eksempel på en film der er ødelagt af producere.
Resident Evil: Afterlife beviser en gang for alle, at Paul W. S. Anderson ikke burde have lov til at komme indenfor 100 meter af et filmkamera. Selv med de meget lave forventninger man har fået til serien efter to rædselsfulde sequels, formår Anderson med Afterlife at forbløffe seeren med lige nøjagtig hvor meget man kan svine en god spil-franchise til og samtidig totalt destruere filmmediet. Selv for en stupid actionfilm, er historien ovenud idiotisk, skuespillet er horribelt og actionsekvenserne er søvndyssende kedelige. Afterlifes største problem er, at filmens 97 minutter er fordelt således at der er 25 minutter hvor der ikke rigtig sker noget, hvorefter resten af filmen er lige dele slowmotion, hullet logik og folk der kaster forskellige ting imod skærmen i 3D.
Selv et par flotte billeder optaget med kameraerne brugt på Avatar kan ikke redde denne pinlighed. Samlingen af C-list skuespillere som Ali Larter (Heroes), Wentworth Miller (Prison Break), Sienna Guillory (Eragon), Kim Coates (Skinwalkers) og Boris Kodjoe (Starship Troopers 3) er konstant grænsende til det ulidelige. Det virker som om, at det kun er Shawn Roberts i rollen som Wesker, der har forstået at han er i en lorte-film og overspiller herligt som en sindssyg. Selvom Milla Jovovich ikke er en specielt god skuespiller, fortjener hun meget bedre end dette.
Get Him to the Greek er en underlig spin-off om Russell Brands birolle karakter fra den meget bedre Forgetting Sarah Marshall. Underlig, ikke kun fordi man har taget en bi-karakter og har givet ham hans egen film eller fordi det ikke rigtig er en film og i stedet bare er Russell Brand og Jonah Hill der løber lallende rundt i en tåge af stoffer, men mest af alt fordi det aldrig bliver sjovt. Når man har lavet en komedie, hvor Sean ‘P. Diddy’ Combs’ lille og uhumoristiske rolle er det sjoveste i filmen, så er det et tydeligt tegn på at det et komplet spild af tid.
Sidst men ikke mindst, var Tom Cruise og Cameron Diaz blockbusteren Knight and Day en yderst skuffende affære. Knight and Day er et af de bedste eksempler på hvordan Hollywood, producere og stjerneskuespillere kan ødelægge en ellers potentielt god film-idé. Setupet og konceptet bag Knight and Day er faktisk ganske interessant, det er grund-læggende en piges fantasi-version af enhver lille drengs agent-fantasier, men her er det ødelagt og destilleret ned til en ligegyldig og meget mainstream metervare.
Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at hvis filmen var lavet et andet sted så kunne den have været fremragende. Jeg kan kun forstille mig, i en perfekt verden, en film lavet i eksempelvis Korea instrueret af Kim Ji-Woon (The Good, The Bad, The Weird) men så heldig er man dog ikke. Desværre…
På en måde er det rart at være ‘hjemme’ igen, men på den anden side er det også som et slag i ansigtet at gense den middelmådighed der er normen i Hollywood. Men der er stadig små glimt af håb hist og her, desuden kan jeg heldigvis importere udenlandske film til det fængsel der kaldes Hollywood.