Film Review,  Movies

Review | Predators

Jeg har lidt ondt af Predator-racen. Den har på konstant basis fået det korte strå blandt filmverdens monstre. For det første ligner den det illegitime afkom af et lyssky møde mellem en rastafari og en skal-løs krappe og den blev uden tvivl mobbet, af nabolagets monstre, som barn og det er nok derfor den er blevet en bølle som voksen. (¤ Grunden til at jeg kalder den en bølle og ikke den perfekte jæger som den bliver portrætteret som, er fordi selvom den jager det ultimative bytte, i mennesket, er der da ikke meget udfordring i det, når de besidder et arsenal af voldsomt overlegne våben der kan udradere alt og alle.)

For det andet har den ikke specielt heldig med de film den har lagt navn til. Den første Predator, var en af de bedste af Arnold Schwarzeneggers 80’er actionfilm og jeg nærer en stor følelse af nostalgi for den film. Men hvad der kom efter, svinger fra dårligt til stinkende elendigt. Predator 2 var på ingen måde nogen god film og havde den underlige idé, at den skulle bæres af Danny Glover og Gary Busey.

Så gik der lang tid før man så noget til den perfekte jæger igen og da man endelig gjorde, var det da Fox fik den tåbelige idé at sætte Paul W. S. Anderson (Resident Evil, Mortal Kombat, Soldier) i instruktørstolen til Alien vs. Predator. De to AvP film der er lavet, er intet mindre end rædselsfulde og en skændsel mod de to franchises, nok til at man næsten ikke havde lyst at se mere fra dem. Aliens var selvfølgelig også med i den serie, men der har man i det mindste to regulære klassikere at se tilbage på.

Når alt det er sagt, så er det stadig rigtig rart at have Predators tilbage på det store lærred, vel at mærke med noget talent både foran og bag kameraet. Den nye film er hovedsagligt bygget over det manuskript, Robert Rodriguez (Desperado, Sin City, From Dusk till Dawn), skrev tilbage i 1994 og han indtager også producerrollen. Det er tydeligt at se at Rodriguez elsker den originale film og han har også udtalt at det er absolut den eneste der tæller i hans øjne. Filmen er en direkte fortsættelse til den originale og der hverken nævnt eller refereret noget i filmen der giver det indtryk at de andre overhovedet eksisterer, hvilket er et klogt valg.

Rodriguezs kærlighed er så markant, at filmen ender på grænsen til ren fanservice. Filmen er næsten halvt reference, halvt tribute til den første film, så meget så det helt igennem virker som en film der sagtens kunne være udkommet dengang i 1994. På den ene side, er det som fan af den originale, super fedt at få en film i den klassiske Predator-ånd men på den anden side, er det til tider så klassisk at det virker som om at jeg har set det før.

Instruktørstolen har Rodriguez overladt til Nimrod Antal (Kontroll, Vacancy, Armored) og selvom han er en ok instruktør, så savner man gejst og opfindsomhed. Jeg ville ønske at Rodriguez selv havde taget tøjlerne fordi, hvad end man syntes om hans film, har han altid været fuld af kreativitet og legesyge idéer. Kvaliteter som filmen kunne have nydt godt af og måske have hævet den fra kompetent sci-fi action til noget mere interessant.

Foran kameraet er der truffet flere spændende valg og det har resulteret i et anderledes og velfungerende cast. I spidsen er Adrien Brody, castet meget imod type, som kold og kynisk anti-helt. Det er et atypisk valg både for denne slags film men også hvad man er vant til at se ham i, der er dog ingen klager her da han gør det ganske overbevisende. Overfor Brody står flere interessante skuespillere som f.eks. Alice Braga (Redbelt) som den kvindelige snigskytte, Walton Goggins (The Shield) sindssyg morder, Topher Grace (In Good Company) som nervøs læge, Louis Ozawa Changchien som badass Yakuza og selvfølgelig (når det nu har noget med Robert Rodriguez at gøre) Danny Trejo (Desperado) som mexicansk bandemedlem.

Det gode cast er med til at gøre starten intens og spændende, inden det hele går løs. Og når det går løs, er det spændende og flot lavet. De fleste effekter fungerer udmærket, hovedsagligt fordi selve Predators stadig er mennesker i en dragt.

Predators er en underholdende sci-fi actionfilm, et must-see for fans og deler æren, med A-Team, for bedste startsekvens i en sommer-blockbuster i meget lang tid.

Instruktør: Nimrod Antal  Forfatter: Alex Litvak, Michael Finch  Medvirkende: Adrien Brody, Alice Braga, Laurence Fishburne, Danny Trejo, Topher Grace, Walton Goggins, Oleg Taktarov, Louis Ozawa Changchien og Mahershalalhashbaz Ali  Udgivelsesår: 2010  Land: USA  Spilletid: 106 min

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.