-
The Other Robocop Remake
Hollywoods store, dyre genindspilning af RoboCop kører lige nu i de danske biografer. Jeg har endnu ikke set den, så jeg venter lidt med at snakke om den, men i mellemtiden har jeg set en helt anden genindspilning. Channel 101 har samlet et hold, givet dem hver en scene fra Paul Verhoevens klassiker og bedt dem indspille dem på deres egen måde. Lige som anthologi-film, så er kvaliteten meget svingende, men hist og her gemmer der sig gode og kreative idéer. I modsætning til den nye remake, så er det ganske gratis at se hele filmen og når alt kommer til alt, så er Our RoboCop Remakesikkert også bedre.
-
Review | Apocalypse Meow aka Cat Shit One
Alle historier er fortalt før, men stop mig, hvis du har hørt denne: To kanin-kammerater, Botasky og Packy, er sendt på en overvågelses-mission af militæret. En gruppe af dromedar-terrorister har taget et dværgkaniner som gidsler og det ser ud til at deres levetid er ved at blive voldsomt forkortet. Botasky forsøger at kalde efter hjælp, men der er ingen i nærheden og de to kanin-soldater er nød til at tage situationen i egne poter. Ok, det er langtfra en ny historie, det er faktisk en standart militær-actionfilm, hvor det bare er talende kaniner der skyder dromedarer i ansigtet. Hvis man ikke forstår hvor vigtigt det er, så gentager jeg lige…
-
Review | Yattâman
Yattâman er en yderst underlig børnefilm, skabt gennem en visionær instruktørs nærmest uendelige kreativitet. Halvdelen af filmen er fyldt med semi-dårlige computereffekter og den anden halvdel er ikke rigtig egnet for børn. Der er skumle seksuelle undertoner over det hele, det er groteskt på et nærmest bizart plan og så har pangfarver førsteret frem for alt andet… nu når jeg tænker over det, så er det sådan set bare Spy Kids på japansk. Jeg fandt flere af scenerne hysterisk morsomme, men det var sjældent af den rette grund. Yattâman bør kun ses af fans af forlaget, folk der gerne vil have japansk sukkersyge og psykopater som undertegnet. Hvad har jeg…
-
Review | Rubber
Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg ved hvilke film som du, kære læser, har set. Men jeg godt sætte penge på, at antallet af film om telekinetiske, psykopatiske og morderiske bildæks rejse gennem verdenen, som man har set, er for de fleste et stort rundt nul. Jeg er dog ikke helt sikker på, at det tal kommer op 1 efter at man har set Rubber. Hvornår er en psykopatisk bildæks-film, ikke en psykopatisk bildæks-film? Hvis hjernen bag er Quentin Dupieux, en mand som højst sandsynligt er mest kendt under navnet Mr. Oizo, for den dertil tilhørende musik og musikvideoen om den lille, gule headbangende bamse, så bliver…
