gagathemovies’ Game of the Year 2017

2017 var et rigtig godt år for computerspil, men ligesom alle andre ting, så ville det have været et endnu bedre år hvis jeg havde haft flere penge. Hvad har de to ting med hinanden at gøre og hvorfor er det vigtigt for denne liste?

Jo, præcis som det var tilfældet med Wii og WiiU, så havde jeg ikke økonomi til at retfærdiggøre at købe en Switch, alene for at spille Nintendos egne spil og det er ikke betydningsløst, fordi jeg er nærmest hundrede procent sikker på at Super Mario Odyssey og Legend of Zelda: Breath of the Wild ville have endt på den øverste halvdel af denne liste… men sådan er det, man kan ikke have det hele.

10. The Evil Within 2

Okay, lad os lige få en ting på det rene inden vi starter; det første Evil Within var på ingen måde så dårligt som folk påstår, det havde helt klart sine fejl og mangler, men det var ganske udmærket. Denne efterfølger er et langt bedre spil, udvidet, bedre fyldt ud og finpudset.

I et år hvor Resident Evil gik tilbage til sine horror-rødder og skiftede synvinkel, så er The Evil Within 2 det tætteste på en spirituel efterfølger til Resident Evil 4 vi har set i mange år og det er en rigtig god ting. Interessante gameplay mechanics, en konstant trykkende stemning af gru og et underlæggende grundlag af weirdness gør Evil Within 2 til det bedste survival horror spil i mange år (Resident Evil 7 var også fantastisk og meget tæt på at ende på listen).

9. Wolfenstein: The New Colossus

Jeg er stor fortaler for idéen om at “gameplay is king”, når man taler om kvalitetten af et computerspil, men det langt fra derfor Wolfenstein 2 ender på denne liste. På mange måder syntes jeg faktisk at følingen ved at spille det samt spillets leveldesign er væsentligt dårligere end det første spil, men hvis man skruer lidt ned for sværhedsgraden kan man have sjov med skyde nazister i fjæset.

Det rigtige grund til at spillet er at finde på listen er historien. MachineGames (folk fra Starbreeze som tidligere stod bag Syndicate, Chronicles of Riddick og The Darkness) går all-in med denne fortælling om BJ Blazkowicz og det er fucking crazy. Tonen skifter jævnligt fra intens, satirisk, humoristisk og dramatisk, det er ofte overraskende, men måske mest overraskende fordi det for det meste virker. Jeg har ikke tænkt mig at spoile noget, men tro mig it goes places… oh man, it goes places!

8. Yakuza 0

2017 markerede året hvor Japan for alvor var tilbage på konsolmarkedet og det er ganske tydeligt på denne liste. Yakuza 0 er GTA hvis den franchise var max japansk og ikke kun på den glamouriserede Hollywood måde som Sleeping Dogs var (selvom det også var ret fantastisk), dette føltes mere sandt og troværdigt til kulturen, samfundet og mentaliteten.

Ligesom GTA er Yakuza 0 fyldt til randen med interessante karakterer, spændende historier og masser af muligheder, nu bare lidt meget mere japansk.

7. Hellblade: Senua’s Sacrifice

Mange spil har anbefalet at spille med høretelefoner på, men aldrig har det været så vigtigt og integreret som i Hellblade. Ninja Theory (Enslaved, Heavenly Sword, DMC) formår, selv på et mindre budget, at skabe årets måske mest imponerende audio-visuelle oplevelse.

Hellblade følger Senua på en rejse gennem den nordiske mytologi, alt i mens hendes mentale helbred bryder mere og mere sammen. Alle hendes syner og stemmer i hovedet gør Hellblade til en helt unik, effektiv og gribende oplevelse som ikke kunne opnås på andre måder end igennem et computerspil.

6. What Remains of Edith Finch

Jeg elsker når et medie understreger hvorfor det eksisterer og gør ting som ikke kan lade sig gøre i andre medier. Jeg har tidligere rost Brothers: A Tale of Two Sons til skyerne for at formå at gøre styrringen af ens karakter følelsesmæssig betydningsfuld og What Remains of Edith Finch viderefører den tradition.

What Remains of Edith Finch er interactive storytelling (eller walking simulator, hvis man vil være irriterende) af bedste skuffe. Flotte, kreative og gribende historier sat sammen med interessante gamemechanics og aldrig har et samlebåndet på en fiskefabrik virket så magisk.

5. Persona 5

Jeg troede ikke at jeg ville tage tilbage til skolebænken eller oldschool jrpgs sådan lige foreløbigt… men der kan bare se, alt hvad der skulle til, var en overdose af style. Okay, der er også andre anbefalingsværdige elementer af Persona 5 udover den åbenlyse style; såsom gode karakterer med velskreven dialog og bakket op kvalitets stemmeskuespil, interessante historier med overraskende begivenheder og så sjov Pokémon-lignende combat, men… look at that styyyyle!

4. Nioh

Solgt som “Samurai Dark Souls” og det er ikke kun passende, men nærmest også det eneste man behøver at sige. En mere actionfokuseret drejning på formularen, endda mere end Bloodbourne, det er adrenalinpumpende, kreativt, flot, besynderligt og enormt japansk.

Det er også det andet spil på listen med en talende kat, hvilket blot er et underligt tilfælde, men der kunne sagtens have været et tredje, hvis jeg havde nået at spille Night in the Woods i tide.

3. NieR: Automata

PlatinumGames er kendt for stilfulde, overdrevne og flotte actionspil så som Bayonetta, Vanquish og Metal Gear Solid: Revengeance. Hvis det er det man leder efter, er det også at finde i deres nyeste spil NieR: Automata og selv om gameplayet ikke helt er på højde med de spil, så er der masser af højtflyvende hack n’ slash action og fantastiske setpieces. Det er dog ikke derfor spillet ligger så højt på listen, det er skam udmærket underholdning i sig selv, men NieR: Automata vil mere end bare at underholde.

Ikke nok med at spillet leger med hvilken genre det ligger, der hoppes gnidningsløst fra over-the-top combat over platforming til twinstick shooter og endda nærmest 16bit shoot’em up, men der leges også med selve spillets fortælleteknik, ens forventninger til hvad et computerspil er, menneskers plads i verden og hvad Artificial Intelligence betyder. Det er store spørgsmål, især for et spil og man ved aldrig helt hvor spillet er på vej hen før man er der, hvilket er yderst sjældent. NieR: Automata var et de mest overraskende og interessante spil i 2017.

2. Superhot

Ja, jeg er godt klar over at det udkom i 2016, men det så først release på Playstation 4 i 2017, jeg spillede det i 2017, så det tæller med på min 2017 liste.

Superhot er en sublim deconstruction af first person shooter genren, strippet ned til de helt basale nærmest puzzle-agtige elementer. “Bullets only move when you move” konceptet virker fremragende og skaber nogle kreative og spændende scenarier. At det hele så er krydret med et syret og overraskende meta-narrativ, gør det hele så meget bedre.

1. Horizon: Zero Dawn

Tomb Raider + Far Cry + Robot Dinosaurs… what’s not to like? At dette eminente open-world spil med tilfredsstillende gameplay, smukke omgivelser, spændende historie og gode karakterer er lavet af folkene bag de grå og kedelige Killzone spil, er ikke overraskende, det er nærmest uforståeligt.

Horizon kombinerer succesfuldt alle aspekter man ønsker i et computerspil, gameplay, stil, originalitet, historie og kreativitet, det virker ikke kun som individuelle elementer, men som en suveræn helhed.

Lige på grænsen: Cuphead, Uncharted: The Lost Legacy, Resident Evil 7, Assassin’s Creed: Origins, Flinthook