Review | Spring

Racehunde er majestætiske væsner med dyre stamtavler og avlet til at blive promineret frem og tilbage på store, glamourøse shows, men ofte er der mere karakter og sjæl at finde i det gadekryds man har købt billigt på det lokale marked. Det er selvfølgelig et metafor for filmindustrien, forholdet mellem gigantiske Hollywood film og væsentligt mindre indiefilm. Det er en lettere forceret beskrivelse af den bevægelse der har været gennem industrien i løbet af de seneste år og hvorfor vi bør være lykkelige for den tid vi lever i.

Over de seneste år, har flere indiefilm med succes blandet jordnære og troværdige karakterdrevne dramaer med elementer normalt kun set i film fra sci-fi eller horror genrene. Film som The One I Love, Coherence, +1, Starry Eyes og Afflicted har alle taget et typisk udgangspunkt og forvandlet det til noget originalt og uendeligt mere interessant. Spring kan nu tilføjes den liste, det er kort sagt Before Sunset krydret med lidt HP Lovecraft.

Evans liv står i forfald. Hans mor i lige gået bort, han har fået fyresedlen fra sin arbejdsplads og så leder politiet ovenikøbet også efter ham. Der skal ske noget drastisk, så Evan tager det første fly ud af landet og ender i en støvet lille italiensk landsby. Der sker ikke meget, udover det lokale landbrug, men i det mindste er han kommet væk fra sine problemer. Men så møder han Louise, attraktionen er tydelig ved første øjekast og det hele begynder at se lidt lysere ud. Denne forårs kærlighedsaffære er måske bare ikke helt så sund som først antaget.

Lige som med deres debutfilm, den kriminelt oversete Resolution, så formår instruktørerne Justin Benson og Aaron Moorhead endnu engang at dreje dragende og uforudsigeligt drama ud af hvad der på overfladen ligner en traditionel historie. De har et unikt øje for genrekonventioner, de forstår hvordan de kan bruges til deres fordel og det er altid i forlængelse af deres karakterer, ikke på trods af dem. Filmens budget er selvfølgelig ikke stort, men alligevel får de skabt en mærkbar og trykkende stemning. Effekterne er ligeledes brugt sparsomt, men det er ikke desto mindre overraskende effektivt og skræmmende når det sker.

Lou Taylor Pucci er fremragende i hovedrollen, men hvis man bare er en smule opmærksom på hans karriere, så ved man at han er stort set altid fremragende og det er mig en gåde, hvorfor han aldrig rigtig har slået igennem i filmbyen. Jeg håber virkelig, at det er efter eget valg ellers er der nogle casting agents i Hollywood som burde revurdere deres job.

Overfor Pucci, giver Nadia Hilker en blændende præstation i en meget svær rolle. Skrøbeligheden og frygten ligger og bobler lige under det stærke og smukke ydre. Det er en kompliceret og krævende rolle, men Hilker bærer den fejlfrit og man kan kun håbe, at man ser mere til hende i fremtiden. Kemien mellem de to er tydelig, hvilket gør attraktionen troværdig og er med til at sælge den altafgørende romance.

Man kunne vel sagtens afskrive Spring som endnu en “kærlighed gør blind”, en “omfavn en rose med alle dens torne” historie som alle andre romantiske fortællinger, men så ville man gå glip af en af de mest smukke, gribende og kreative kærlighedsfilm i lang tid. Spring er åbenlyst ikke den mest oplagte datenight film, men hvis man finder én som man kan værdsætte den sammen med, så har man fundet noget helt specielt… eller et monster.

Instruktør: Justin Benson, Aaron Moorhead  Forfatter: Justin Benson  Medvirkende: Lou Taylor Pucci, Nadia Hilker, Nick Nevern, Jeremy Gardner og Francesco Carnelutti  Land: USA  Udgivelsesår: 2014  Spilletid: 109 min